1. adventsuge: Det kan eventyret om Scrooge lære os

Hvis vi virkelig er ved at ødelægge denne planets muligheder for beboelse, har vi kun os selv at takke for det.

Af Marianne Olsen

Inde i kernen af al den travlhed, der bringer os frem til jul, er forventningen, advent. Selv om vi nu bare nøjes med al den ydre fest, glimmer og søde, let genkendelige sange, er der også mørket som breder sig med stadig mere intensitet. Lyset kommer tilbage om bare 19-20 dage. Og der er en fortælling om et menneskes fødsel, forventningen om et menneske, som vi tror det var meningen at mennesket skulle være. Mørket viser sig i mange adventsfortællinger med en kamp, hvor det onde og det gode slås med hinanden og det gode vinder med lysets tilbagekomst.

Sådan en fortælling er historien om Scrooge og hans frelse i Dickens’ juleeventyr En spøgelseshistorie fra juletiden eller Et julekvad i prosa.

Hverdagen: Når jeg gerne vil bringe det eventyr frem her, er det fordi det er så gammelt og samtidig så moderne med sin psykoanalyse før begrebet blev opfundet, og fordi det gælder til hver en tid. For vi har en tilbøjelighed til at blive for ensidige, enten for navlepillende, eller for moraliserende. I begge tilfælde glemmer vi det egentlige: at være os selv, men i fællesskab med andre. Det kan Dickens bedre end nogen anden male med sin brede pensel i sin tekst.

Eventyret: Juleaften sidder Scrooge på sit kolde kontor og surmuler over at hans skriver skal have fri hele juledag. Da han kommer hjem, viser hans kompagnon Marleys genfærd sig for ham. Marley har været død i syv år og hans genfærd har, uden at Scrooge vidste af det, holdt øje med, hvordan påholdenheden og griskheden har gjort Scrooge mere og mere utilnærmelig og hård. Selv havde Marley været en mand af samme slags, da han levede.

Marleys genfærd siger til Scrooge: ”Det kræves af ethvert menneske, at den ånd, der bor i det, skal vandre om blandt dets medmennesker og rejse vidt og bredt omkring; og drager denne ånd ikke ud i dette liv, er den fordømt til at gøre det efter døden. Den er dømt til at vandre gennem verden – o ve mig! – og være vidne til, hvad den ikke kan deltage i, men hvad den kunne have deltaget i her på jorden og forvandlet til lyksalighed.”  Og ånden bekender: ”Menneskeslægten var min forretning. Det fælles vel var min forretning; kærlighed, overbærenhed og velvilje hørte alle til min forretning. (…)”

Her lades alt håb ude, hvis det er den enkelte alene, der skal kunne få øje på noget lys, mens mørket breder sig.

Sådan kan verden også se ud i dag, hvor de mægtige kives, så børn i lejrene ikke kommer hjem, så kvinder bliver undertrykt og holdes væk fra den danske ’oplysning’, så hjemløse overlades til sig selv, så racisme og antisemitisme florerer, ikke bare med dumsmarte bemærkninger, men også med grov vold og intellektuelt hovmod.

Vi længes efter det rigtige lys i adventstiden, men det kan også være en tid til erkendelse og besindelse. For hvis lyset ikke kommer, hvis vi virkelig er ved at ødelægge denne planets muligheder for beboelse, har vi kun os selv at takke for det.

Det er den første adventsuges erkendelse.