’Ældre er bedst til at integrere udlændinge’

Det perfekte match: Rahim Mammaadyusubov lærer dansk og Peter Østergaard øser ud af sin lange livserfaring. Elderlearn hedder konceptet, der knytter nye venskaber.

Af Svend Løbner

En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. Det erfarer Peter Østergaard og Rahim Mammaadyusubov. Peter er ærkedansk pensionist i Kastrup, og Rahim er læge fra Aserbajdsjan. De to verdener ville normalt aldrig mødes – men nu er de to mænd bedste venner.

– Vi kan ikke rigtig undvære hinanden nu, siger Peter, og Rahim stemmer i: – Peter betyder rigtig meget for mig.

De to har mødt hinanden gennem fællesskabet Elderlearn, der matcher udenlandske sprogstuderende med danske ældre. De nytilkomne lærer dansk og får indblik i dansk kultur. De ældre får selskab og mulighed for at dele ud af deres mange erfaringer.

’Jeg har fået en ven’

Mennesker mødes, og sød musik opstår. To fremmede bliver venner.

– Jeg troede, jeg ville møde en, jeg skulle holde et møde med en gang om ugen eller hver 14. dag, føre en samtale, og det var det. Men Rahim er kommet til at betyde, at jeg har fået en ven, siger Peter Østergaard.

Og venskaber er noget ældre – ja, alle – sætter stor pris på. Og udlændinge har hårdt brug for nogen at tale dansk med. Det er ikke nok at læse og surfe på nettet.

– Peter betyder meget for mig i dag, han har stor betydning. Jeg har lært kultur og danske traditioner, siger Rahim Mammaadyusubov.

Ældre bedst til at integrere

At parre udlændinge med danske ældre ser ud til at være et perfekt match.

– Hvem er bedre til at videregive historie og traditioner end de ældre, siger Nicklas Stenfeldt, der sammen med Andreas Reventlow har startet Elderlearn. Ældre har god tid, taler rigsdansk og dyrker danske traditioner, forklarer han.

– Vi mener, at ældre er absolut bedst til at integrere udlændinge!

Elderlearn overholder naturligvis alle Covid-19-restriktioner og har desuden oprettet et online Samtalerum, for de samtalepar, der måtte ønske det. Andreas Reventlow håber samarbejdet kan fjerne fordomme:

– Ældre og udlændinge er to grupper, der ofte bliver omtalt negativt som en belastning for samfundet. Vi håber på at kunne vise et mere nuanceret billede af ældre og udlændinge.

Elderlearn er blevet en succes. Over 700 sprogstuderende udlændinge står i kø over hele landet for at være med. Derfor efterlyses ældre deltagere som vil opleve, at to plus to ikke kun bliver fire, men fem. De får et venskab ovenikøbet!

Læs mere her: www.elderlearn.dk