Akut brug for sociale løsninger for de ældste elever

Få de ældste skoleelever tilbage i fællesskabet hurtigst muligt og giv samtidig skolerne mulighed for at skabe fysisk socialt samvær. Sådan lyder en appel fra Børns Vilkår og Skolelederforeningen.

I snart to måneder har de ældste elever været sendt hjem fra skolen hver for sig. To måneder uden sociale arrangementer og med fjernundervisning i det virtuelle klasseværelse.

I en ny spørgeskemaundersøgelse på BørneTelefonens hjemmeside svarer seks ud af ti unge, at de føler sig bekymrede under Coronakrisen. For én ud af tre unge skyldes bekymringerne, at de oplever, de har mistet kontakten til deres venner.

Det skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser desuden, at mange unge lige nu føler sig ensomme.

– Vi hører fra unge, der føler sig hægtet af fællesskabet, føler ensomhed og går med selvmordstanker. Mange ser kun deres familie – ikke engang med kammerater i mindre grupper,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Han lægger ikke fingre imellem:

”Vi opfordrer på det kraftigste til, at der oprettes skoleorganiserede sociale løsninger i hele landet, som sikrer et fællesskab og frirum for alle elever. Det er der i høj grad brug for,” siger han.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal opfordrer politikerne til at give skoler og kommuner lov til at finde kreative løsninger.

“Uanset hvilke retningslinjer sundhedsmyndighederne sætter fremadrettet, er det nødvendigt, at politikerne giver grønt lys til, at der rundt omkring i kommunerne og på skolerne arbejdes på at finde lokale, kreative løsninger, der åbner for, at elever kan mødes fysisk. Det skal ske i rammer, der sikrer, at alle elever er med – især de udsatte, som risikerer at ryge helt ud af deres normale fællesskaber. Jo længere tid vi venter, jo større er risikoen for, at den psykiske mistrivsel bider sig fast,” siger han.