’Alle kriser er jeg kommet igennem med min tro’

Özlem Cekic er muslim, men besøger alligevel den lokale folkekirke, uanset hvor hun bor. Religion er inkluderende, mener hun.

Af Svend Løbner

Påsken er ovre, og landet over har kirker markeret kristendommens vigtigste højtid med klokkeringning, drive-in-gudstjenester og online-transmissioner.

Men hvordan opleves det af troende fra andre religiøse traditioner?

Jeg interviewede dialogforkæmper Özlem Cekic i en helt anden sammenhæng, og her fortalte hun, hvad folkekirken betyder for hende som muslim:  

– Folkekirken har en særlig plads i mit hjerte. Det er en af de allervigtigste institutioner i det her land. Fordi den altid er åben.

”Jeg begyndte at tude”

Og det har hun oplevet på egen krop:

– I forbindelse med min skilsmisse skulle jeg have en dåbsattest og mødte op i kirken meget ked af det. Præsten sagde: ”Du skal endelig sige til, hvis du har brug for at snakke.”

– Jamen jeg er jo muslim, sagde jeg. Ja, og jeg er kristen, svarede han. Så begyndte jeg at tude og endte med at sætte mig ind på hans kontor og sludre med ham en time. Jeg kom igen ugen efter og kom tilbage igen og igen. Jeg glemmer aldrig de samtaler!

”Min lokale kirke”

Der skete noget, da hun mødte præstens imødekommenhed. Noget, der får hende til at opsøge kirken lige meget, hvor hun flytter hen:

– Jeg glemmer aldrig de samtaler, jeg havde med ham. Det var simpelthen så dejligt. Og det bevirkede, at når jeg flyttede – og jeg flyttede mange gange efter skilsmissen – så besøgte jeg altid min lokale kirke. Nu siger jeg bevidst ”min lokale kirke”. Jeg har altid taget mine børn hen i kirken, vist dem kirkerummet og talt med min lokale præst.

Fællesskab mellem troende

Hvordan kan hun det, når hun er muslim? Det forklarer hun sådan:

– Jeg har et stærkt fællesskab med mennesker, der tror, for der er noget, der binder os sammen. Det gør en ret stor forskel, at der er noget at være fælles om.

– Folkekirken er en utroligt vigtig kulturinstitution, men også en af de institutioner, som kæmper for helt basale demokratiske rettigheder, en institution, det er værd at kæmpe sammen med.

Medier skal bringe flere nuancer

Özlem Cekic synes, det er vigtigt, at give et nuanceret billede af troende:

– Medierne skal blive bedre til at give ordet til andre end ekstremister. Jeg savner en større nuancering. For lige så ekskluderende en religion kan være, lige så inkluderende er den også. Alle mine kriser er jeg kommet igennem med min tro.

Artikler har tidligere været bragt i magasinet Kirke & Medier.