Analyse af medieomtalen af debatten om “burkaforbud”

Analyse af Berlingskes, Kristeligt Dagblads og Politikens netavisers omtale i september-oktober 2017 af debatten om at indføre et såkaldt burkaforbud.

Resumé

Analysen omfatter 91 artikler på Berlingskes, Kristeligt Dagblads og Politikens netaviser i perioden september-oktober 2017.om forslaget om at indføre et maskeringsforbud (burkaforbud). 

Analysens vigtigste konklusioner:

Politikere udgør næsten 90 % af kilder og omtalte personer. Skævheden i kildefordelingen er her således endnu meremarkant end i den generelle analyse. 

Muslimer udgør knap 5 % af kilder og omtalte personer. Hovedparten af artiklerne, hvori der optræder muslimer, blev desuden bragt efter, at der var konstateret et politisk flertal for at indføre et maskeringsforbud. Muslimer blev således kun i ringe grad hørt om deres mening forud for den politiske beslutning, mens de i lidt større omfangfik lov til at kommentere på beslutningen, da den var truffet.

Denne skævhed i inddragelsen af muslimer i nyheds-dækningen er et demokratisk problem. For pressen har et ansvar for, at alle relevante synspunkter kommer frem i en sag – og især et ansvar for, at en befolkningsgruppe, som direkte vil blive berørt af den sag, der diskuteres, også selv kommer til orde.

Der er en markant skævhed i den partimæssige fordeling af politiske kilder og omtalte personer. Tre partier – Alternativet,Enhedslisten og SF – optræder ikke i en eneste af de 91 artikler, der indgår i analysen.

Blandt kilder og omtalte personer er der en overvægt af tilhængere af et maskeringsforbud. 60 % af kilderne og omtalte personer er tilhængere af et maskeringsforbud, mens 21 % er (eller var) imod et forbud på det tidspunkt, hvor de udtalte sig.

 
Analyse af artikler om forslag om maskeringsforbud

Dansk Folkeparti fremsatte i folketingssamlingen 2016-2017 et beslutningsforslag om at indføre et forbud mod ”maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum” – i daglig tale kaldet ”burkaforbud”. Forslaget blev ved afstemningen i Folketinget den 16. december 2016 forkastet, idet alle partier, bortset fra Dansk Folkeparti, stemte imod forslaget.

I sommeren 2017 bebudede Dansk Folkeparti, at partiet ville genfremsætte forslaget i den nye folketingssamling, der begyndte den 3. oktober 2017. Det skete blandt andet på baggrund af en dom fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg den 11. juli 2017. Dommen afgør, at Belgiens forbud mod offentligt at gå klædt i tøj, der helt eller delvis dækker ansigtet, ikke er i strid med religionsfriheden eller andre bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det affødte i de følgende måneder en heftig politisk debat, som kulminerede i begyndelsen af oktober, hvor flere af de partier, der i december 2016 stemte imod DF’s beslutningsforslag, erklærede, at de nu ville stemme for et maskeringsforbud.

I tillæg til den generelle medieanalyse er der foretaget en særlig analyse af debatten om eventuelt at indføre et maskeringsforbud (burkaforbud).

Analysen omfatter artikler, der er bragt i september og oktober 2017 – altså tidsrummet op til og umiddelbart efter, at en række partier afgjorde deres stilling – og for nogles vedkommende ændrede deres holdning 180 grader. Analysen omfatter alene artikler, hvori ordet ”burkaforbud” indgår, og af tidsmæssige årsager er der kun analyseret på artikler fra Berlingskes, Kristeligt Dagblads og Politikens netaviser. Hvis artiklen indeholder flere forskellige temaer, er der kun analyseret på den del af artiklen, der handler om forslaget om at indføre et maskeringsforbud.

 
Antal artikler

De tre dagblades netaviser har i alt bragt 91 artikler i september-oktober 2017, hvor ordet ”burkaforbud” indgår i teksten.

Kristeligt Dagblad har bragt flest artikler (38), tæt efterfulgt af Berlingske (34), mens Politiken (19) kun har halvt så mange som Kristeligt Dagblad.

 
Politiken har den største andel af egenproducerede artikler

Ved analysen er også undersøgt, hvordan fordelingen er mellem artikler, der er skrevet af avisens egne journalister, og artikler fra nyhedsbureauet Ritzau.

Her viser det sig, at Politiken – selv om avisen har bragt færrest artikler – er den avis, der har den største andel af egenproducerede artikler, nemlig 14 ud af 19, hvilket svarer til 74 %. Hos Berlingske er halvdelen af avisens 34 artikler egenproducerede artikler, og andelen af egenproducerede artikler ligger for Kristeligt Dagblads vedkommende på 29 %.

For Kristeligt Dagblads vedkommende udgør Ritzau-artikler 71 % af det samlede antal artikler. Mens halvdelen af Berlingskes artikler er fra Ritzau, og hos Politiken ligger Ritzau-andelen 26 %.

 
Over en fjerdedel af artiklerne blev bragt én dag – den 6. oktober

Den politiske debat, der var anledningen til de mange artikler om forslaget om at indføre et maskeringsforbud, kulminerede fredag den 6. oktober 2017, hvor både Venstre og Liberal Alliance tidligt på dagen oplyste, at de nu gik ind for et maskeringsforbud.

Dagen i forvejen var der kommet samme melding fra Socialdemokratiet, og dermed tegnede der sig et stort flertal – bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – for et maskeringsforbud.

Kulminationen på debatten ses tydeligt på antallet af artikler. Den 6. oktober 2017 blev der i alt bragt 28 artikler om emnet. Det svarer til godt 30 % af artiklerne i de to måneder, der indgår i analysen.

 
Kilder samt omtalte personer, partier og organisationer

I analysen er kilder og omtalte personer, partier og organisationer samlet i en fælles registrering, da det for flere artikler gælder, at en del personer optræder i begge roller. Kilder og omtalte personer mv. er opdelt i de samme kategorier som i den generelle medieanalyse.

Herudover er kilder og omtalte personer mv. delt op i forhold til deres holdning til at indføre et maskeringsforbud – i tilhængere, modstandere og en tredje gruppe, der omfatter personer, som enten ikke udtaler en holdning til spørgsmålet (fx eksperter), eller som på det tidspunkt, hvor de udtalte sig, ikke havde afgjort, om de ville stemme for eller imod. Det betyder, at ”ved ikke”-gruppen omfatter mange politikere, som tidligt i analyseperioden ikke havde afgjort, hvordan de ville stemme, men som sidenhen besluttede sig for at stemme for et maskeringsforbud. Det samme gælder enkelte af dem, der tidligt udtalte sig imod et forbud, men sidenhen skiftede holdning som følge af, at deres partigrupper besluttede at stemme for et maskeringsforbud. Det gælder især politikere fra Venstre og Liberal Alliance.

 
Politikere udgør 9 ud af 10 kilder og omtalte personer mv.

Der er i alt 412 kildeudsagn og omtaler af personer mv. i de 91 artikler, hvilket svarer til et gennemsnit på 4,5 pr. artikel.

Overordnet viser analysen, at lands- og lokalpolitikere tilsammen udgør næsten 90 % af samtlige kilder og omtalte personer mv.Andelen varierer lidt fra avis til avis. I Berlingskes netavis er andelen oppe på 95 %, mens den er godt 87 % på Politikens og nede på 82 % på Kristeligt Dagblads netavis.

Muslimer udgør knap 5 % af de tre netavisers kilder og omtalte personer mv. Andelen er lavest hos Berlingske med 2,4 %, mens den ligger på 5,3 % hos Kristeligt Dagblad og 8,4 % på Politiken. Det betyder, at andelen hos Politiken er mere end tre gange så stor som hos Berlingske, og hos Kristeligt Dagblad er andelen mere end dobbelt så stor som hos Berlingske.

Eksperter udgør samlet set godt 3 % af kilder og omtalte personer mv. Det er især Kristeligt Dagblad, der med en andel på 7,2 %, er med til at trække gennemsnittet op.

Andelen af ”andre” kilder og omtalte personer mv. ligger en anelse lavere. Her er det også Kristeligt Dagblad, der med en andel på 5,3 % trækker gennemsnittet op. En stor del af disse ”andre” er personer fra kristne trossamfund, som kommenterer forslaget om at indføre et maskeringsforbud.

Hovedforklaringen på, at der er en meget stor andel af politikere blandt kilder og omtalte personer mv., skal ses i sammenhæng med, at det overordnede fokus i næsten alle artikler var debatten i specielt Venstre, men til dels også i Liberal Alliance og Socialdemokratiet, om hvorvidt disse partier ville fastholde den modstand, de i december 2016 havde udtalt mod Dansk Folkepartis daværende forslag om at indføre et maskerings-forbud. Denne debat blev afgjort i den første uge af oktober 2017, hvor både V, S og LA meddelte, at de ville stemme for et maskeringsforbud.

  
Flest muslimske kilder og omtalte personer mv.
i artikler efter den 6. oktober 2017

Der er i alt 20 kildeudsagn og/eller omtale af muslimer i de 91 artikler, der blev bragt i september-oktober 2017. De fordeler sig på i alt 9 artikler.

En enkelt af disse artikler blev bragt i tiden før den 6. oktober 2017, som var den dag, hvor den politiske diskussion kulminerede med Venstres og Liberal Alliances beslutning om at støtte et maskeringsforbud – efter at Socialdemokratiet aftenen forinden havde besluttet sig for det samme.

Der blev bragt tre artikler den 6. oktober, mens de øvrige fem blev bragt efter den 6. oktober.

   
Skæv fordeling af de politiske kilder og omtalte personer mv.

Det er regeringspartierne, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der dominerer billedet, når man ser på, hvordan de politiske kilder og omtalte personer/partier fordeler sig mellem partierne.

I det samlede billede er næsten hver anden (48 %) af de politiske kilder og omtalte personer/partier fra Venstre – og hos Berlingske og Politiken udgør de over halvdelen.

Samlet set får Dansk Folkeparti næstmest omtale i artiklerne, efterfulgt af Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti.Tre partier – Alternativet, Enhedslisten og SF – får slet ingen omtale i nogen af de 91 artikler. Mens Radikale Venstre og Nye Borgerlige optræder i henholdsvis 3 og 2 af artiklerne, og de tegner sig hver især for omkring 1 % af de politiske kilder og omtalte personer/partier.

 
To Venstre-politikere de mest citerede/omtalte personer

Det er det samme billede, der gør sig gældende, når man ser på, hvilken person der er den mest citerede/omtalte i de 91 artikler.

Topscorerne er de personer, der har markeret sig i den politiske debat om eventuelt at indføre et maskeringsforbud – med folketingsmedlemmerne Marcus Knuth og Jan E. Jørgensen fra Venstre som de øverst placerede på listen. I alt er der 7 Venstre-politikere blandt de 10 mest citerede/omtalte, som desuden tæller Mette Frederiksen (S), Martin Henriksen (DF) og Anders Samuelsen (LA).

 
Tilhængere af et maskeringsforbud i overtal

Analysen viser, at 60 % af kilderne og de omtalte personer mv. i artiklerne, er tilhængere af et maskeringsforbud, mens 21 % er (eller var) modstandere, og 19 % er/var neutrale. Flere af de politikere, der er talt med som modstandere af et maskeringsforbud eller som neutrale, endte med at blive tilhængere af et maskeringsforbud. Optællingen viser, hvordan de pågældendes holdning var på det tidspunkt, hvor de blev citeret.

Analysen viser videre, at andelen af tilhængere af et maskeringsforbud i Berlingskes og Politikens artikler ligger over gennemsnittet, mens den i Kristeligt Dagblads artikler ligger under gennemsnittet.

Når man alene ser på fordelingen af politiske kilder og omtalte personer mv., der er tilhængere af et maskeringsforbud, ligger andelen i Berlingskes artikler over gennemsnittet. Derimod ligger andelen i Politikens og Kristeligt Dagblads artikler under gennemsnittet.

Muslimer, der er tilhængere af et maskeringsforbud, udgør 1 % af det samlede antal kilder og omtalte personer mv. Her ligger andelen over gennemsnittet i Politikens artikler, mens den ligger lidt under gennemsnittet i Berlingskes og Kristeligt Dagblads artikler.

Ud over politikere, der ikke havde gjort deres holdning endeligt op, er det især eksperter, nogle muslimer og enkelte andre, der befinder sig i gruppen af neutrale kilder og omtalte personer mv.

Når det gælder andelen af neutrale kilder og omtalte personer mv. ligger Berlingske under gennemsnittet, Politiken ligger tæt på gennemsnittet, og den er i Kristeligt Dagblads artikler højere end gennemsnittet. Det hænger sammen med, at der blandt kilder og omtalte personer mv. hos Kristeligt Dagblad er 11 eksperter, mens der optræder 1 ekspert i Berlingskes artikler og 2 i Politikens artikler.

Andelen af neutrale muslimer ligger i Berlingskes og Kristeligt Dagblads artikler under gennemsnittet, mens den for Politikens vedkommende ligger en del over gennemsnittet.

Andelen af kilder og omtalte personer mv., der er modstandere af et maskeringsforbud, ligger hos Politiken over gennemsnittet, mens andelen hos Kristeligt Dagblad svarer til gennemsnittet, og hos Berlingske er andelen lidt lavere end gennemsnittet.

Hos Berlingske og Politiken ligger andelen af politikere, der er modstandere af et maskeringsforbud, over gennemsnittet, mens andelen hos Kristeligt Dagblad ligger under gennemsnittet. Når man ser på andelen af muslimer, der er modstandere af et maskeringsforbud, ligger andelen hos Berlingske under gennemsnittet, mens andelen hos både Kristeligt Dagblad og Politiken ligger over gennemsnittet.

 
Konklusioner i forhold til artikler om maskeringsforbud

Muslimer blev sjældent spurgt i den politiske debat

I artiklerne om forslaget om at indføre et maskeringsforbud (omtalt som burkaforbud) er muslimer i endnu højere grad end i artiklerne i den generelle medieanalyse statister i et mediebillede, der er defineret af en politisk dagsorden.

Det illustreres tydeligt ved at sammenligne andelen af muslimer og politikere blandt de anvendte kilder og omtalte personer mv. For hver gang en muslim udtalte sig eller blev omtalt, optrådte der 21 lands- og lokalpolitikere i samme rolle.

Statistrollen forstærkes yderligere af, at der inden kulminationen på den politiske debat den 6. oktober 2017, kun blev bragt én artikel med en muslimsk kilde – i øvrigt en kilde, der var tilhænger af et maskeringsforbud. Én artikel ud af i alt 38 artikler. Det svarer til 2,6 % af artiklerne i perioden fra den 1. september og frem til og med den 5. oktober.

Med andre ord: De tre medier var tilsyneladende ikke særlig optaget af at høre danske muslimers mening om forslaget om at indføre et maskeringsforbud, selv om en vedtagelse af det især ville berøre (et lille antal) muslimer. Herved blev muslimer afskåret fra at komme med deres argumenter i debatten, og befolkningen som helhed blev ikke oplyst om, hvordan danske muslimer ser på et eventuelt indgreb i, hvordan mennesker i Danmark må gå klædt.

Først da der den 6. oktober 2017 viste sig en politisk afklaring i forhold til DF’s forslag, fik muslimer lov til at kommentere den politiske beslutning, som et flertal af Folketingets partier havde truffet om at støtte et maskeringsforbud. Den 6. oktober blev der bragt 3 artikler, og i resten af måneden blev der bragt 5 artikler, hvor muslimer var blandt kilderne og de omtalte personer mv.

Denne skævhed i inddragelsen af muslimer i nyhedsdækningen af debatten om at indføre et maskeringsforbud er et demokratisk problem. For pressen har et ansvar for, at alle relevante synspunkter kommer frem i en sag – og især for, at en befolkningsgruppe, som direkte vil blive berørt af den sag, der diskuteres, også selv kommer til orde. Det er ikke god kutyme i en demokratisk retsstat at diskutere en sag hen over hovedet på de mennesker, som denne sag angår.

Analysen omfatter kun nyhedsartikler, og muslimer har haft mulighed for at deltage i debatten ved at skrive debatindlæg til aviserne. Men den mulighed har politikere og alle andre også haft – og det fritager ikke nyhedsmedierne fra ansvaret for at sørge for, at muslimer kommer til orde i en debat om et forslag, der er vendt mod deres religion, selv om det konkret kun vil komme til at berøre et meget lille antal mennesker.

Målt på hele perioden fra september til udgangen af oktober bragte Kristeligt Dagblad 4 artikler, hvor muslimer var blandt kilderne og de omtalte personer mv., mens Politiken bragte 3 artikler og Berlingske bragte 2 artikler. I alt var der 20 kildeudsagn eller omtale af muslimer i de 9 artikler.

 
Markante politiske slagsider i mediedækningen

Medierne havde et meget snævert politisk fokus, som det fremgår af forrige afsnit. Og der var tydelige skævheder i dette fokus. For der blev ikke alene fokuseret på den politiske debat, men der blev også primært fokuseret på debatten i de tre partier, hvor der var en intern uenighed om partiets holdning, eller hvor partiet endte med at skifte holdning – Venstre, Socialdemokratiet og Liberal Alliance.

Mediedækningen af forslaget om at indføre et maskeringsforbud havde flere tydelige politiske slagsider:

  1. Tilhængere af et maskeringsforbud var i overtal, idet de udgjorde 60 % af kilderne og de omtalte personer mv.
  2. Langt hovedparten af de anvendte politiske kilder og omtalte personer/partier er fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Alle disse partier endte med at støtte et maskeringsforbud.
  3. Tre partier – Enhedslisten, Alternativet og SF – kom ikke til orde i de 91 artikler, som Berlingskes, Kristeligt Dagblads og Politikens netaviser bragte om emnet i september-oktober 2017, mens to partier – Radikale Venstre og Nye Borgerlige – optræder i henholdsvis 3 og 2 af artiklerne om at indføre et maskeringsforbud.

Hvorfor er Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF helt eller næsten helt udeladt af nyhedsdækningen af den politiske debat om at indføre et maskeringsforbud? Blev partierne ikke spurgt? Eller ville partierne ikke svare? Der står i artiklerne intet om, at de pågældende partier ikke har ønsket at udtale sig eller lignende, som det ofte sker, hvis man ikke kan få en kommentar fra en politiker til et aktuelt spørgsmål. Det kan antyde, at de pågældende partier ikke er blevet spurgt.

Hvis det er tilfældet, så skylder de tre aviser deres læsere og dermed en del af vælgerbefolkningen et svar på, hvorfor der ikke blev gjort rede for disse partiers holdninger og argumenter i forhold til forslaget om at indføre et maskeringsforbud.

Hvis man som vælger i et demokrati skal kunne udøve sin stemmeret på et oplyst grundlag, kræver det, at der bliver oplyst om alle partiers holdning til aktuelle samfundsspørgsmål – og nyhedsmedierne har et ansvar for, at det sker. Men det er ikke sket i tilstrækkeligt omfang i denne sag.

Det er naturligt, at nyhedsmedierne sætter mest fokus på de partier, hvor der er en intern uenighed om spørgsmålet. Men det legitimerer ikke, at man helt eller næsten helt afstår fra at oplyse om, hvordan holdningen er i andre partier.

 
Forskellige holdninger blandt muslimer til et maskeringsforbud

Der er 20 muslimer blandt de anvendte kilder og omtalte personer mv., og de udgør knap 5 % af det samlede antal kilder og omtalte personer mv.

Halvdelen af de muslimske kilder og omtalte personer mv. er modstandere af et maskeringsforbud, mens den anden halvdel er ligeligt fordelt mellem tilhængere og ”neutrale”.

Det går igen i flere af de muslimske kilders udtalelser, at forslaget om at indføre et maskeringsforbud ikke står højt på muslimers dagsorden. Det kan hænge sammen med, at et eventuelt forbud kun vil berøre et meget lille antal personer. Således bliver det nævnt i flere af Ritzau-artiklerne, at ”en rapport fra 2009 anslår, at der er mellem 100 og 200 kvinder i Danmark, der bærer niqab eller den heldækkende klædedragt burka, hvor der er et net for øjnene.”[1]Berlingske tilføjer den 18. oktober, at omkring halvdelen af dem, der bærer niqab eller burka, er danske konvertitter.[2]

Der spores i stedet hos flere muslimske kilder en udtalt irritation og frustration over, at forslaget har fyldt så meget i medierne, som tilfældet var i september-oktober 2017.

En af dem er 32-årige Sara Ali, der har boet i Danmark hele sit liv og kun har kendt én enkelt kvinde, der bruger niqab. Hun siger til Berlingske[3] 6. oktober 2017): ”Det er så minimalt i Danmark. Jeg ser det ikke som et problem, og der er så mange andre relevante emner, man kan tage op i stedet. Den ene kvinde, jeg har mødt, som bærer niqab, bruger den ikke på sin arbejdsplads, for så ville hendes kollegaer ikke kunne genkende hende. Hun bruger den i sin fritid, og hvis hun dyrker sin religion efter arbejdstiden, som så mange andre gør, synes jeg, at det må være helt okay.” Sara Ali tilføjer, at kvinden er en dansk konvertit.

En tilsvarende holdning giver Alaa udtryk for (Politiken, den 8. oktober 2017). Hun synes, ”at diskussionen om burkaforbud er latterlig”, fordi ”det er så få, der rent faktisk lever med hele ansigtet tildækket”. ”Har vi ikke større problemer, som vi heller skulle bruge tid på?” spørger hun i artiklen.[4] Hun synes selv, det er vigtigere at diskutere nedskæringer på plejehjem, daginstitutioner og besparelser i sundhedsvæsenet. Alaa mener, at forslaget om et maskeringsforbud ”er udansk, fordi vi her i landet plejer at stå fast på vore værdier om religionsfrihed og retten til at gå klædt, som man vil.” ”Faktisk er tildækkede kvinder ofte etnisk danske, der er konverteret. Så det er egentlig en dansk problemstilling,” tilføjer hun.

En af de muslimske kilder, der støtter et maskeringsforbud, er Mayram. Hun begrunder det i artiklen på Politiken.dk sådan: ”Tildækning er et dårligt signal. Hvis man taler sammen, kan man ikke aflæse den anden person. Det er et problem med alt det, som sker i tiden med terror og trusler. Man ved jo ikke, hvem der er bag en tildækning.”

 
Klik eller overblik? Hvorfor så mange artikler om noget, der angår få mennesker?

Som det fremgår af analysen blev der den 6. oktober bragt i alt 28 artikler om forslaget om at indføre et maskeringsforbud. Det svarer til godt 30 % af de artikler, der blev bragt om emnet i de tre aviser i september og oktober 2017. Kristeligt Dagblad bragte 12 artikler den dag.

Hvorfor får en sag, der primært vil berøre mellem 100 og 200 mennesker, så megen medieomtale?

Er det fordi, medierne mere eller mindre lod sig spænde foran en politisk vogn, vendt mod det muslimske miljø i Danmark? Eller er der en anden forklaring?

Skyldes en del af forklaringen, at netmedierne er blevet meget fokuseret på at få mange klik? Hvorfor ellers denne hastige strøm af nye versioner af den samme historie, hver gang et parti eller en politiker kom med en udmelding i sagen. Det, der blev afgjort den 6. oktober, var jo blot, at der blev konstateret et flertal blandt Folketingets partier for et eller andet forslag om at indføre et maskeringsforbud. Det var ikke vedtagelsen af et egentligt lovforslag. Det havde været mere relevant, at der den 6. oktober var skrevet én artikel, som gav et samlet overblik over sagen og dens udvikling. Med 12 korte artikler får man en række fragmenterede input om, hvordan ”stillingen er” i kampen.

Samtidig kan man undre sig over, at tre partier slet ikke kom til orde, når nu der blev bragt så mange artikler.

 
Maskeringsforbud eller burkaforbud?

I artiklerne bliver forslaget om at indføre et maskeringsforbud i langt de fleste tilfælde omtalt som et ”burkaforbud”. Dog bliver ordet ”maskeringsforbud” anvendt i nogle artikler, der handler om situationen den 6. oktober 2017, hvor Venstres folketings-gruppe nåede frem til en næsten enstemmig afgørelse om at støtte et forbud.

Denne sprogbrug giver anledning til to kommentarer:

  1. Beslutningsforslaget Dansk Folkeparti fremsatte i folketingssamlingen 2016-2017, og som partiet i en let revideret udgave fremsatte igen den 4. oktober 2017, har i begge tilfælde overskriften: ”Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum”. Derfor kan det undre, at Venstres politikere slipper af sted med en forklaring om, at det, Venstre vil, er noget andet end det, Dansk Folkeparti vil. I begge tilfælde vil man indføre et maskeringsforbud, som vil ramme både burka, niqab og andre former for beklædning, der dækker ansigtet (bortset fra øjnene). Hvorfor blev der ikke stillet (flere) kritiske spørgsmål til denne problematik?
  2. Helt generelt kan det undre, hvorfor medierne i det hele taget bruger udtrykket ”burkaforbud” i så stort omfang, som det er tilfældet. Hovedparten af befolkningen har givetvis aldrig set en burkaklædt kvinde på gaden i Danmark. Det gælder også rapportens forfatter, som derimod har set op mod en snes niqab-klædte kvinder på gaden i København og andre byer. Det anslås i ”Rapport om brugen af niqab og burka”[5] fra 2009, at mellem 100 og 200 kvinder i Danmark bærer niqab eller burka. Der findes ikke en specifik opgørelse af, hvor mange der bærer henholdsvis burka og niqab, idet rapporten bruger ”niqab” som en fælles betegnelse for de to klædningsdragter.

Når burkaen er så lidt udbredt i Danmark, hvorfor bruger mange politikere og store dele af pressen så udtrykket ”burkaforbud”?

Mon ikke de fleste forbinder burkaen med afghanske kvinder, der er undertrykt af Taleban eller lignende militante islamiske bevægelser? Det er en verden, der ligger langt væk fra virkelighedens Danmark. Men bruges burka-udtrykket for at fremmale et fjendebillede af danske muslimer som undertrykte mennesker uden egen selvstændighed og af islam som en verdensfjern religion, der ikke kan spille en rolle i et sekulært demokratisk samfund?

Når man ser på bemærkningerne i Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at indføre et maskeringsforbud og på udtalelserne i den politiske debat, så understøtter de opfattelsen af, at visse politikere ønsker at tegne et fordomsfuldt fjendebillede af danske muslimer. Det er ikke sympatisk, men fuldt legalt så længe debatten holder sig inden for ytringsfrihedens grænser. Men det er meget kritisabelt, at dele af pressen overtager fjendebillederne. For den burde i stedet for forholde sig kritisk til en sådan generaliserende sprogbrug, der er med til at stigmatisere en befolkningsgruppe, som udgør omkring fem procent af den danske befolkning.


Analysen af omtalen af debatten om et burkaforbud indgår i rapporten “Hvem tegner billedet af islam og muslimer i danske medier?”, der blev offentliggjort i april 2018. Du kan downloade hele rapporten på linket nedenfor. 

Rapporten forhandles af forlaget Vindelsti.
Pris 99 kr. (+ forsendelse). Bestil her.


 
Noter

[1] Fx i Socialdemokratiet er klar til at forbyde burka, Berlingske, 05-10-2017 

[2] 15 spørgsmål til Venstre om et omdiskuteret forbud: Skal politiet tage burkaen af en kvinde, de ser på gaden?, Berlingske, 18-10-2017

[3] Muslimske kvinder om maskeringsforbud: ”Der er så mange andre relevante emner, man kan tage op i stedet”, Berlingske, 06-10-2017

[4] ”Faktisk er tildækkede kvinder ofte etnisk danske, der er konverteret. Så det er egentlig en dansk problemstilling”, Politiken, 08-10-2017

[5] Rapport om brugen af niqab og burka, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, 2009