’Vi er smålige og fordomsfulde over for flygtninge’

Integration lykkes, når nytilkomne er loyale over for modtagerlandet, og landets indbyggere modtager dem positivt. Derfor er den direkte samtale vigtig, mener tidligere overrabbiner Bent Melchior.

Af Svend Løbner

Bent Melchior er en af initiativtagerne til Center for Dialogkaffe, der med samfundsdebattør Özlem Cekic i spidsen vil tage ansvar for den mellemmenneskelige samtale og føre den ud på skoler, arbejdspladser og forsamlingshuse landet over. Målet er at bygge bro mellem yderfløjene i debatten om flygtninge og indvandrere.

Kort før det nye center blev lanceret sammen med foreningen Brobyggerne, fik vi et interview med den tidligere overrabbiner om flygtninge, indvandrere og integration i lyset af hans egne erfaringer som flygtning fra nazisterne i 1943.

– Det, at jeg selv har været flygtning, har sat helt specielle spor i mit sind, fortæller han. – Jeg har som 14-årig oplevet den fornedrelse, der ligger i at være flygtning. Selv om vi danske jøder i realiteten blev inviteret til Sverige, er det at være flygtning det laveste trin på den sociale stige. Du er ingenting! Hele din tidligere tilværelse, alt, hvad du har været i stad til at gøre og producere, bliver ikke regnet for noget det nye sted. Man skal virkelig starte fra nul.

En smålig holdning til flygtninge

Efter en særdeles farefuld færd over Østersøen i en fiskerbåd med en skipper, der mildest talt ikke havde spor forstand på navigation, lykkedes det trods alt at ramme Sverige. Svenske fiskere sejlede ud og samlede flygtningene op, og de danske jøder blev budt velkommen og indkvarteret.

Men selv i den situation, mødte de jødiske flygtninge en negativ holdning, som Bent Melchior kan genkende i flygtningedebatten i dag:

– En holdning man tit møder som flygtning, oplevede jeg udtrykt af en svensk kvinde, som klagede over alle de flygtninge, Sverige havde modtaget: ”Dom danskarna, dom dricker allt vårt kaffe!” Kaffe var rationeret, og når nu danskerne også skulle have rationer, så måtte man logisk regne ud, at så blev der mindre kaffe til den øvrige befolkning. Det er den smålige holdning, vi har, når vi sidder og diskuterer, om flygtninge skal have børnepenge og så videre.

Jeg kunne have ligget på havets bund

Bent Melchior har siden flugten i 1943 med jævne mellemrum besøgt familien Persson i Sverige, som tog imod ham og hans familie.  

– Når jeg står på det sted, hvor jeg gik i land i Sverige, ser jeg for mig, at det var på bunden af det hav, jeg formodentlig skulle være havnet, hvis vi bare var sejlet forbi Sverige, reflekterer han.

Og det sætter den nuværende flygtningedebat i perspektiv:

– Det er for mig ubegribeligt, at vi accepterer, at mennesker sejler over et hav, og at vi holder os tilbage fra at redde deres liv. Nogle lande er tilbøjelige til direkte at forbyde, at man kommer dem til undsætning, men lader dem drukne i tusindvis. Jeg har erindring om skibe med jøder fra Anden Verdenskrig, der på den måde måtte sejle fra havn til havn og blev afvist af det ene land efter det andet.

Fornuftig integration

Jødernes historie er i den grad en flygtningehistorie. I flere tusind år har jøderne måttet leve i eksil, døje forfølgelse og flygte fra sted til sted. I det lys, spørger vi også Bent Melchior om, hvad der skal til, for at integrationen skal lykkes og flygtninge indgå naturligt i modtagerlandet.

– De elementer, som indgår i en fornuftig integration, har vi som jøder dyrket gennem hele vores eksistens. Det sker, når den, der måtte repræsentere et mindretal, bevarer sig selv som mindretal, men ikke desto mindre indgår i det brede fællesskab.

For at det skal lykkes, må tre elementer være til stede, forklarer Bent Melchior ud fra den jødiske historie.

– Det undrer mig, at man ikke i højere grad har benyttet sig af de elementer ved at henvende sig til os jøder og netop dyrke dem, siger han.

At være loyal mod landet

– De første eksiljøder var udsat for det berømte babyloniske eksil, da Nebukadnezar ødelagde det første tempel i Jerusalem, Salomons tempel, ifølge den bibelske beretning. Da tog han en del af jøderne med sig til Babylon. Her levede jøderne som en del af det babyloniske samfund. Profeten Jeremias, der levede på det tidspunkt, skrev et brev til eksiljøderne i Babylon: ”I skal bede for den by, I bor i. Hvis det går den godt, går det jer godt.”

– Det er simpel logik, men der ligger noget dybere i det. Her var jøderne i fjendeland, men ikke desto mindre siger Jeremias, at de skal bede for den by, de bor i. ”I skal være loyale borgere. I skal være en del af fællesskabet. Selv om det ikke er konventionelt at bede for modstanderen, for fjenden, så: Skal det gå jer godt, skal det også gå godt for den by, I bor i.”

Derfor er det første element: Hvis man flytter til et nyt land, så skal man på en eller anden måde identificere sig med det nye land. Så meget, at man beder for det land, dvs. at man er loyal over for det land.

At holde loven og lære sproget

Det andet element er, at man skal være klar over noget, som også er gammel jødisk lærdom: Landets lov er lov, fortsætter Bent Melchior.

– Jeg har været udsat for muslimer, som har sagt: Vi har ikke stemt for Grundloven; derfor er vi ikke forpligtet på Grundloven. Dertil har jeg måttet fortælle dem, at sidste gang, vi stemte om Grundloven, var i 1953, og da skulle man være 25 år gammel for at have stemmeret. Så der er ikke mange nulevende danskere, som har stemt for Grundloven. Så loven er gældende, også uden at man har afgivet sin stemme. Idet man indgår i et samfund, indordner man sig også de love, der gælder for det samfund.

Det tredje element er at tale sproget og kunne læse sproget, fortsætter Bent Melchior:

– Den jødiske skole i København, Carolineskolen, blev sammen med Den Mosaiske Drengeskole i hhv. 1805 og 1810 stiftet, for at indvandrerbørn skulle lære dansk. Det var ikke for at jødiske børn skulle lære jødedom. Det var et frynsegode. Jo, der var timer om jødisk historie og tradition, men den centrale motivation var, at indvandrerbørn skal lære dansk. Og børnene lærte dansk så godt, at ingen tænkte på dem som indvandrere.

En positiv holdning hos modtagerne

– Og så må landet, der tager imod dem, have en positiv holdning til at disse elementer kan udvikle sig, slå rod og blive til noget. Integration er ikke bare noget, indvandrere skal være indstillet på. De, der modtager indvandrere skal have en holdning, der letter hele denne proces på en positiv måde, fastslår Bent Melchior.

Hvordan indvirker den ofte negative medieomtale af flygtninge og indvandrere på denne proces?

– Jeg tror disse holdninger ofte fremmer de fordomme som jo er basis for en stor del af de sammenstød, der er i hverdagen. At udrydde fordomme er en meget langstrakt og vanskelig affære. Jeg tillader mig at bruge ordspillet: ”Fordomme er for dumme”. Men jeg må erkende at disse måder at tale ned på om mindretal betyder, at fordommene får lov at blomstre. Derfor er det igen helt centralt: Mødet mellem den oprindelige borger og den nye borger.

En skolelærer gjorde forskellen

Bent Melchior har aldrig selv følt sig som fremmed eller ny borger i Danmark, fortæller han. Ikke kun fordi slægten Melchior kom til Danmark for 300 år siden. Men også fordi en skolelærer lod han fortælle om sin jødiske baggrund i klassen og dermed afmystificere det fremmede.

– Da jeg efter 7. klasse i Mosaisk Drengeskole kom ind i en almindelig dansk skoleklasse, fik jeg lov til at fortælle klassen om den jødiske konfirmation Bar Mitzvah. Dermed blev noget af den mystik, som mange har omkring en fremmed religion, fjernet, fortæller han.

– Jeg har mange gange undret mig over, hvor fast man holder ved fordommene. Selv mennesker, som deltager i samfundet og skulle vide bedre, synes ofte, der er noget hemmeligt og mystisk ved for eksempel dele af den jødiske synagoge. Hvis det sker for dem, hvor meget mere florerer fordommene så ikke blandt almindelige mennesker. Når vi er bange for at gå ind i hinandens helligdomme, blomstrer fordommene.

Dette er første del af interviewet med tidligere overrabbiner Bent Melchior. Anden del kommer en af de kommende uger. Her fortæller Melchior om den farefulde flugt over Østersøen i 1943.