Blind: ’Jeg vil ikke behandles som en tung kuffert’

Folkeskolens inklusions-iver kan ende med at ekskludere personer med handicap. Det har Cathrine Honoré oplevet på egen krop.

Kronik af Cathrine Honoré

Mit navn er Cathrine, jeg er 22 år gammel og bor i København. Til dagligt går jeg på universitetet, jeg elsker chokolade og musicals, og jeg er ikke så vild med vegetarmad…

Derudover er jeg født blind og nydiagnosticeret med ADHD.

Jeg har altid gået i almindelige skoler; folkeskole, gymnasium osv. Det er vigtigt for mig at have lært at studere på normale vilkår. Dog vil jeg – både som pædagogikstuderende og som handicappet – sige, at vi har meget store udfordringer på inklusionsområdet.

Jeg vil fortælle lidt om mine erfaringer fra folkeskolen:

Gynge blev grænsemarkør

I de yngste klasser havde jeg rimeligt mange at lege med – små børn er ikke så kritiske, tror jeg.

Udover mig gik der en anden blind pige på min folkeskole – og da jeg gik i 1. klasse, blev der sat en gynge op i skolegården, som hun og jeg havde førsteret til.

Tanken med den var god nok – man vurderede, at der manglede udendørs aktiviteter, som de blinde kunne deltage i.

Men når der sad andre børn på gyngen, og de blinde kom derhen, skulle de gå af – hvilket gav os en uheldig særstatus. Derudover var der en gynge og to blinde, hvilket betød, at hvis vi var der samtidig, skulle vi to sidde på gyngen, mens vores respektive legekammerater stod ved siden af. På den måde blev gyngen en grænsemarkør frem for en inkluderende materialitet.

Jeg går ud fra, at nogle i klassen kunne lide mig – men det har også haft betydning, at jeg som blind måtte være inde i det store frikvarter. Jeg har senere fundet ud af, at den ordning var en gulerod for at få de andre til at lege med mig.

Et mislykket forsøg på inklusion

Omkring 4. klasse blev det tydeligt, at mine klassekammerater og jeg var meget forskellige.

Der var en regel i min klasse om, at jeg ikke måtte være alene i frikvartererne, så hvis jeg ikke havde nogen aftale, skulle jeg om morgnen række hånden op og sige, at jeg manglede nogen at følges med. Sådan havde det altid været, men fra 4. klasse blev det oftere aktuelt – og det var ofte et ret tidskrævende punkt på dagsordnen, hvor en lærer måtte ind i de andre klasser, fordi ingen i min egen klasse meldte sig frivilligt. Det resulterede i, at der kom en liste op på væggen med alle i klassens navne, så det gik på tur med, hvem der skulle lege med mig.

Det var ubegribeligt for mig, hvorfor jeg ikke fik lov at være alene, som var det jeg helst ville. I dag forstår jeg, at det var et mislykket forsøg på at inkludere mig.

Jeg blev behandlet som en ting

Hvad jeg primært husker fra folkeskolen er, at jeg følte, jeg blev behandlet som en ting. En hyppig sætning i min klasse var: ”Hvem tager Cathrine med?” Mine forældre og jeg prøvede i flere år at forklare klassen, at Cathrine ikke er en kuffert…

Jeg tror ikke, nogen ønskede at være onde. Men det er nok svært at forstå, hvordan det er at blive behandlet som en ting, hvis man ikke selv har prøvet det.

Det samme gjorde sig gældende i mange idrætstimer – selvom jeg havde støttelærer med, blev tilfældige personer tvunget til at løbe rundt med mig. Og skolen var ikke så lydhør, når jeg sagde, at den fremgangsmåde ikke var behagelig for mig.

Takket være mine forældres insisteren slap jeg relativt hurtigt af med ”pligtlisten”. De næste mange år havde jeg vekslende relationer til klassen. I perioder var jeg med i frikvartererne, og sås endda med venner efter skole. Til andre tider var jeg alene hver dag. Det var selvfølgelig lidt ensomt – men det gjorder mig ikke det store, eftersom jeg havde venner andre steder.

Følte mig som en tung, uønsket kuffert

Det problematiske i udskolingen var de anderledes skoledage.

Jeg husker slutningen af 7. klasse, hvor klassen var på udflugt til Frilandsmuseet. Jeg tiggede og bad mine forældre om at slippe, da der ikke var noget fagligt program. Dog havde skolen arrangeret, at en fra kontoret kunne køre mig derud – de andre skulle cykle. Derfor skulle jeg med. Jeg husker, at jeg blev ført hen til en pigegruppe ved ankomsten, og det første, læreren sagde var: ”Nu kan I gå lidt sammen, og så kan I ringe til de andre, når I synes, der skal byttes”.

Behøver jeg nævne, at de andre blev ringet op?

Dette er bare et af mange eksempler på, hvordan en hyggelig sommerafslutning for klassen blev en forfærdelig dag for mig, hvor jeg skulle føle mig som en tung, uønsket kuffert.

Ligeledes husker jeg lejerturen i 8. klasse, hvor jeg fik læst en mail højt fra min klasselærer til skolepsykologen, hvor der direkte citeret stod: ”Absolut ingen har ønsket at bo i hus med Cathrine.” Absolut ingen var næppe særligt kede af, at jeg ikke deltog på den tur.

Vil ikke ned i en inklusionskasse

Dette indlæg er ikke skrevet, for at nogen skal få ondt af mig. Jeg har masser af normaltseende sociale relationer i dag, så hvis min historie var unik, ville dette indlæg ikke være nødvendigt. Men jeg ved; både fra research på området og fra mine private kontakter, at langt de fleste synshandicappede har haft oplevelser i folkeskolen, som ligner mine.

Heldigvis har jeg haft så godt et bagland, at jeg har været i stand til at skabe mig sociale relationer på den anden side – men det er langtfra tilfældet for alle. Og er folkeskolen ikke til for at ligestille folk, frem for at give dem nederlag?

Der er ikke en enkel løsning på problematikken – og selvfølgelig er inklusion sindssygt vigtig!

Men jeg mener, at man må holde op med at proppe alle blinde børn ned i en inklusionskasse. For at inkludere bliver man nødt til at lytte til den enkelte elev – for der findes lige så mange måder at være blind på, som der findes måder at være menneske på.

Færre tiltag gør det hele meget nemmere

Jeg har selv tidligere studeret på læreruddannelsen, så jeg er helt med på, at opgaven er sindssygt vanskelig – jeg kan godt forstå, at det er svært at vide, hvad man lige skal stille op med sådan en som mig. Men jeg kan ikke forstå, at der ikke bliver lyttet til det enkelte barn, når han/hun ligefrem beder om, at de mindsker tiltagende og bruger færre ressourcer – det vil alt andet lige være nemmere for både barn og skole.

Hypotetisk set vil det være interessant, hvis man som professionel – inden man indfører et pædagogisk tiltag som fx en navneliste – lige stopper op og spørger sig selv: ”Ville jeg bryde mig om, at det her blev gjort mod mig?”

Hvis jeg en dag når mit mål om at komme til at arbejde med coaching og ungerådgivning, er det i hvert fald en praksis, jeg selv vil indføre.