Børn kommer i klemme, når skole og familier ikke samarbejder

Fagpersoner bør tænke ud af boksen af fordomme og huske på, at minoritetsforældre virkelig forsøger at gøre deres bedste, mener pædagogisk antropolog Manal Dbouk.

Af Fida Jamila Issa

– Vi har i mange år givet forældrene skylden, når samarbejdet med institutioner går skævt. Det er på tide at ændre den tankegang og kigge på de folk, der sidder i professionerne og har fagligheden.

Manal Dbouk

Det fastslår Manal Dbouk, der som i pædagogisk antropolog blandt andet beskæftiger sig med brobygning mellem forældre og folkeskoler.

I sit speciale Kampen om Barnet studerede hun sidste år ”minoritetsmødres navigering i livet som minoritet i Danmark og deres udtalte oplevelser og erfaringer om mødet med velfærdsarbejdere”. I dag er hun Familie- og netværkskoordinator i Helhedsplanen Amagerbro.

Forældre har dårlig samvittighed

Skoletiden er for de fleste fyldt med gode minder, men for de der har udfordringer, kan det ramme hele familien.

– Jeg tror, at mange forældre har dårlig samvittighed over, at de ikke er gode nok til skolen. Familier, som får negativt fokus i skolen, er ofte familie med færre ressourcer og overskud. Hvis familierne ikke har overskuddet, så bliver vi nødt til at dreje den over på fagfolkene. For hvad er målet med at få en relation til forældrene? spørger Manal Dbouk retorisk.

– Børnenes trivsel samt deres faglige og sociale udvikling, svarer hun selv.

Rammerne er vigtige

Det er vigtigt, hvordan de professionelle sætter rammerne, når de skal tale med forældre om udfordringer med deres børn, påpeger Manal.

Som eksempel nævner hun en far, der blev indkaldt til møde på skolen omkring hans søn. Rundt om bordet sad syv fagprofessionelle, der inden for hver deres felt fremlagde deres syn på drengens udfordringer. Faren opfattede stemningen som meget ubehagelig og sad sammenkrympet under det halvanden time lange møde.

Efter mødet fortæller faren, som har været til flere lignende møder, at han hader at komme til møderne, fordi de siger det samme hver gang: ”De fortæller mig, at min dreng er en dårlig dreng, at han er kriminel, og at de ikke kan gøre noget. De hjælper mig ikke med noget.”

Svært at få skolerne i tale

Manal gav efterfølgende skolen en række forslag til, hvad de konkret kunne ændre for at styrke samarbejdet med familien.

– Jeg havde et godt møde med skolelederen, men det næste møde blev aflyst, og jeg ville ikke presse mig på. Jeg er ikke en myndighed, og der er ingen der er tvunget til at lukke mig ind, fortæller Manal.

Hun oplever, at det er svært at komme indenfor på skolerne, selvom et sæt konkrete værktøjer kunne gøre en stor forskel.

– Det kræver noget overskud og energi at ændre procedurer, og det kræver også, at man møder et menneske, som kan se behovet. Derudover skal man være sikker på sig selv og turde blotte sig, siger hun.

Taler vi samme sprog?

Familier med anden etnisk baggrund kan møde særlige udfordringer i mødet med personalet i institutionerne, erfarer Manal.

I eksemplet med farens møde med skolen var der også problemer, der rettede sig mod familiens etniske baggrund. Det ene var, at der ikke blev taget hensyn til tolken, hvilket betød, at faren gik fra mødet uden at forstå meget af det, der blev sagt. Det overraskede Manal:

– Skolen havde andre familier med minoritetsbaggrund, som jeg forestiller mig kunne have brug for tolk. Er vi virkelig ikke nået til at insistere på at tale klart og tydeligt, så tolken kan få det hele med?

En anden ting var sprogbrugen. En polariserende vending satte sig særligt fast hos Manal:

– De brugte fx vendingen ’I Danmark gør vi ikke sådan her…’ Dér har man allerede skubbet faren væk og sagt: Du er ikke dansk, dit barn er ikke dansk, og I ved ikke, hvordan vi gør tingene her”.

Tillid bygger på gode oplevelser

I sit speciale Kampen om Barnet har Manal undersøgt forholdet mellem mødre med anden etnisk baggrund end dansk og de offentligt ansatte, som havde med deres børn at gøre. Hun besøgte over længere tid to klubber med mødre i alle aldre.

– Den ene gruppe, var præget af følelsen af at blive behandlet anderledes på baggrund af deres religion, og der var mange negative oplevelser. De havde mange konfrontationer med personalet i børnehaven eller lærerne i skolen. Den anden gruppe havde derimod tillid til, at velfærdsarbejderne ville deres familier det godt, og her fortalte mødrene ofte hinanden, hvordan en bestemt lærer eller pædagog havde gjort noget som var til stor gavn for deres barn.

Manal ville finde ud af, hvorfor nogle af kvinderne var præget af mistillid, og andre ikke var. Efter at have gransket mødrene og sat dem i alverdens kategorier fandt hun frem til, at den eneste betydende faktor var de oplevelser, kvinderne havde haft:

– Konklusionen var fuldstændig banal. Dem der havde haft nogle positive oplevelser med pædagoger og lærere havde mere tillid til systemet, end dem med de negative oplevelser.

Vi gør alle vores bedste

Derfor opfordrer Manal til, at man som fagperson er opmærksom på at skabe gode oplevelser og tillidsbånd til forældrene. Det er specielt vigtigt, når det drejer sig om familier, der har særlige udfordringer.

Som eksempel nævner Manal om en familie, hvor institutionen havde lavet en underretning på datteren. Begrundelsen var, at ”der var en forandring i datterens liv, og hun var mere stille end hun plejede”. Manal talte med moren, som fortalte, at hun i perioden havde travlt på sin uddannelse, arbejdede ved siden af, og at hendes mand havde haft mange nattevagter og sov det meste af dagene. Hun havde derfor været presset for at nå det hele, og det påvirkede barnet.

– Hun var en sej kvinde, som virkelig prøvede og som gjorde sit allerbedste. I en sag, hvor man ikke tror barnet er i alvorlig fare, ville jeg som forælder sætte stor pris på, at mit barns daginstitution tog kontakt og sagde: ”Jeg skal skrive en underretning, men jeg ved, at I gør det rigtigt godt og at der højst sandsynligt ingen ting er at komme efter. Sagen bliver måske lukket meget hurtigt. Men hvis der er noget at komme efter, så kan I få hjælp”. Vi skal huske, at det er mennesker som går hjem med et nederlag, fordi nu er de igen blevet udpeget som forældre, der ikke gør det godt nok.

– For at komme mistilliden til livs skal man som fagperson øve sig i at tænke ud af de fordomme, man har, og huske, at det er mennesker, som virkelig forsøger at gøre deres bedste, siger Manal.

Vi skal tænke ud af fordommene

Ligesom mistillid fodrer dårlige oplevelser, så fodrer fordomme dårligt samarbejde.

– Mennesket har nemmere ved at lave kategorier og forestillinger om, hvilke mennesker der minder om hinanden. Det er nemt at sige, at et samarbejde ikke virker, fordi familierne kommer fra et andet land, hvor man ikke samarbejder med skolen. Men mange fagfolk glemmer at kigge på, hvad det egentlig er, de gør, som bevirker at familien træder et skridt tilbage.

– Det er farligt, hvis man begynder at reagere på en familie på baggrund af, hvad man har oplevet med en anden familie fra samme land tidligere. Det handler om at anerkende, at ’du er et menneske’, og øve sig i at tænke ud af de fordomme, vi har.

Fakta:

Manal Dbouk er 29 år, uddannet folkeskolelærer (2013) med kandidat i pædagogisk Antropologi (2018). I dag arbejder hun som familie- og netværkskoordinator hos Amagerbro Helhedsplan.