Børn tegner sig fri af krigstraumer

At arbejde med kunstneriske udtryksformer kan hjælpe børn og voksne fri af krigens rædsler, erfarer Kis Henriksen efter fem projektforløb i Bosnien-Hercegovina.

Af Svend Løbner

At tegne er at se. Men at tegne er også at gense, genkalde og genopleve. Sådan er det for traumatiserede børn og voksne efter at have været udsat for krigsoplevelser. Når sorg og smerte får sprog gennem kunstneriske udtryksformer og processer, lukkes lys og luft ind i sindets mørke afkroge og giver vækst til ny og positiv livsenergi.

Det erfarede Kis Henriksen, da hun over seks år underviste flygtningebørn i Vejle Kommune og lærere og pædagoger i det krigshærgede Bosnien-Hercegovina i forskellige projektforløb i årene 2000-2008.

I dag er hun aktuel som medforfatter til den engelsksprogede bog Grand parents – A resource for children (Bedsteforældre – en ressource for børn). Hun er en af tre danske bedstemødre, som deler værdier og aktiviteter, der fremmer et godt liv for børn – og for børnebørn. Bogen falder i tre dele – kunst og kultur, naturens rolle og kreative processer.

Kis Henriksen er medforfatter til bogen Grand parents – A resource for children.

Kunsten at forme et sprog

Kis Henriksen er pædagog, formningslærer, cand. pæd. i billedkunst fra Danmarks Pædagogiske Universitet og uddannet kunstterapeut fra Institut for Kunstterapi. Projektet i Vejle og Bosnien-Hercegovina blev støttet af Vejle Kommune og Vejle Amts Center for Traume- og Torturoverlevere (CETT).

I både Vejle og byen Mostar underviste Kis Henriksen i en traumepædagogisk metode kaldet ”Kunsten at forme et sprog”, som er en kombination af kunstterapeutiske og billedkunstneriske metoder. Målgruppen i Vejle var flygtningebørn og -unge mellem 13 og 18 år. I Mostar var det lærere og pædagoger og deres elever, der alle var traumatiserede som følge af borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Traumepædagogik virker

Traumepædagogik giver positive resultater. Kis Henriksen har samlet sine erfaringer i bogen ”Den Blødende Bro”, der forklarer og illustrerer den traumepædagogiske metode ”Kunsten at forme et sprog”, som hun har udviklet.

”Den Blødende Bro” har som forside en illustration med samme titel, tegnet af et barn umiddelbart efter bombardementet af broen Stari Most den 9. november 1993. Broen, der før havde skabt forbindelse mellem Mostars kristne og muslimske bydel var nu totalt ødelagt og blev et symbol på alle de relationer, som krigen lagde i ruiner.

I bogen er der blandt mange eksempler en beskrivelse af en 15-årig drengs udtryk ”Ikke se, ikke høre, ikke tale”. Øjne og mund er syet sammen og hænderne holder for ørerne.

En dreng har med denne tegning givet udtryk for sin smerte: Øjne og mund er syet sammen og hænderne holder for ørerne. Fra bogen “Kunsten at forme et sprog”.

Billedet udtrykker, hvordan traumet lukker af for kommunikation med verden. Verden lukkes ude, og man lukker sig selv ude. Drengen har med denne tegning givet udtryk for sin smerte både visuelt og sprogligt gennem sit valg af titel. Billedet blev udvalgt til at repræsentere en traumekonference i Mostar.

To livstræer viste markant udvikling

Et andet eksempel fra bogen er, hvordan en kvindelig lærer i byen Mostar, med to tegninger – et skabt i starten og et som afslutning af projektet. I arbejdet med temaet ”Mit Livstræ” viser tegningerne, hvordan kunstneriske udtryk kan fortælle om en udviklingsproces.

Arbejdet med det første livstræ foranledigede en fortælling om, hvordan hun oplevede at lyset ikke længere ville skinne i hendes liv på grund af menneskelige tab. Hun følte at alt var trist og mørkt, og hendes udtryk – et landskab med en næsten sortmalet nedgående sol og et lille bitte mørkt træ i det ene hjørne – blev udført i et tilsvarende trist udtryk.

Det andet livstræ to år efter var fyldt med lyse farver, et træ med blade og en lille fuglerede med æg og en fugl, der kommer flyvende, hvortil der blev skrevet et haikudigt: ”Kast stråler. Og se nedad. Der ser du, alt er blevet bedre”. Kvindens udtryk og fortælling om billedet viser tydeligt, at der var kommet mere positiv energi ind i livet. Livstræet, som symbol på en her og nu-opfattelse af sig selv, havde ændret sig markant.

Fra symbol til samtale

Den traumepædagogiske metode udfordrer personer, der som følge af et traume kan mangle ord eller formuleringsevne for begivenheder, der har sat sig fast i sindet. Det kan således være svært at tale direkte om traumet. Men gennem arbejdet med symboler, træder indtrykkene frem, og efterhånden kan der sættes ord på oplevelserne.

– At arbejde med symboler og at tale om symbolerne, er en måde at holde lidt afstand til selve traumet, og er derfor en mindre truende måde at tale sammen på, forklarer Kis Henriksen. – Langsomt kan man ændre fokus fra den destruktive oplevelse til en positiv fortælling om det glædelige, man kan huske, tilføjer hun.

I samme periode arbejdede Kis Henriksen i Vejle med børn og unge i Vejle fra Irak og Afghanistan. Arbejdet bestod primært i at ændre fokus fra tegninger af tanks, våben og folk, der skyder på hinanden, til at hente positive erindrede historier frem fra deres liv i hjemlandet.

– Da traumatiserende oplevelser var blevet udtrykt, set og vist frem, kunne de unge begynde at fortælle om det liv, som havde været deres hverdag før krigen, fortæller Kis Henriksen.

Børn er psykisk robuste

Kis Henriksens erfaring er, at børn generelt er psykisk robuste. Fra sit arbejde med flygtningebørn i Vejle viste børnene på trods deres traumatiserende oplevelser andre sider af sig selv, da de fik lov til at udtrykke sig kunstnerisk.

– Gennem tegning og sproglige udtryk fandt de en måde at bryde en psykisk blokering og tilegne sig ny læring, forklarer Kis Henriksen. Og der var meget, der skal læres, når man ankommer til et nyt land og konfronteres med en ny kultur. 

Måske har ikke alle børn mulighed for at tale med nogen om deres tegninger. Et af krigens vilkår er, at der ikke er nok voksne til at hjælpe børnene…

– Men uanset hvad, har det stor betydning, når et barn – eller en voksen – får mulighed for at give stemme til det, som fylder, og det kan blandt andet ske gennem kunstneriske udtryksformer, hvad enten det er tegning, maleri, skulptur, teater eller digtning, slutter Kis Henriksen.

Artiklen er oprindelig skrevet til hjælpeorganisationen Mission Øst, der også bruger tegning og maling i traumebearbejdelse i seks psykosociale centre i Irak. Her indgår også rollespil, teater og sport i helingsprocessen.