Bog: Kan vi ikke bare anerkende hinanden som medmennesker?

Bogen ’The Good Immigrant’ er et råb efter accept. ’Vi er et problem, indtil vi opnår succes. Derefter opfattes vi som en trussel,’ lyder det fra 21 forfattere med forskellig etnisk baggrund.

Af Svend Løbner

Hvordan ser vi på vores medmennesker? På kvinder og mænd, rige og fattige, mørke og lyse? Ser vi dem som ligeværdige medmennesker, eller er der stadig denne lille tendens til at nedvurdere eller favorisere, sætte i bås eller ligefrem stemple?

Bogen The Good Immigrant (Unbound 2016) afslører den strukturelle racisme, som ligger skjult og implicit i majoritetssamfundets syn på og behandling af etniske minoriteter. Endda i England, som med sin historie burde være nået længere i ligebehandling end de fleste lande.

Men racismen lurer stadig. Den ligger skjult i det faktum, at vi ser en lille smule ned eller op eller noget helt tredje på dem, der er anderledes end de fleste.

Succesfulde migranter virker truende

The Good Immigrant er en antologi af artikler fra 21 etniske minoriteter med afrikansk, asiatisk og anden oprindelse. Bogen er redigeret af Nikesh Shukla. Forfatternes fælles anliggende kommer til udtryk i både indledning og afslutning, her med Musa Okwongas ord:

”…den største byrde for farvede personer i dette land er, at samfundet fordømmer os som dårlige immigranter – som dem, der tager arbejdet fra folk, udnytter velfærdsydelser, stjæler kærester og bare er flygtninge – lige indtil vi krydser en grænse i deres bevidsthed gennem populærkultur, sportspræstationer, et godt køkken, og dygtige læger og bliver gode immigranter. Og vi er så trætte af den byrde.”

Få har oplevet dette skift så markant som kinesiske immigranter. Wei Min Kam oplever, at hendes kinesiske baggrund ofte truer de omgivende samfund:

”Vær velintegreret. Bevæg dig opad i samfundet. Modtag ros – lige indtil folk begynder at bekymre sig over, at du gør det for godt, og så husker, at du er fremmed.” (s. 86).

Strukturel racisme afsløret

De fleste forfattere i The Good Immigrant klager netop over denne møntens forside. Så længe, immigranterne var nye, måske flygtninge, vidste modtagerlandene, hvor de havde dem. Men når de kravler op ad samfundsstigen og pludselig er vores læge, vores advokat, vores politikere, bliver vi urolige: Er de fremmede nu kommet for at overtage det hele?

En måde for majoritetssamfundet at skabe afstand og beskytte sig selv på er ifølge Wei Min Kam, at stemple kinesere for at være så strikse i børnenes opdragelse og uddannelse, at det går ud over børnenes kreativitet. Ja, de stiger i graderne, men de er ikke lige så kreative og opfindsomme som os!

Den skjulte, underfundige, strukturelle racisme er afsløret.

Farvefokus reducerer menneskesynet

Få steder bliver stereotypier af etniciteter præsenteret så konsekvent som i film og tv-serier. Hvis ikke de er kriminelle, så spiller de overvejende grad musikere, dansere eller sportsudøvere. Hvis ikke fattige og forarmede, så ekstravagante og komiske.

Det billede gør en serie forfattere med afrikansk baggrund op med. Især Inua Ellams, der oplever at hudfarven ”sort” sætter dem i bås. For hvad er sort? Og er der ikke masser af variationer i afrikaneres hudfarve? Og hvorfor skal netop farven på et stykke hud afgøre, hvordan personen er indeni?

Som han skriver med henvisning til teorien om, at menneskeheden netop stammer fra Afrika:

”… afrikanere syd for Sahara er genetisk kodet med hele menneskehedens arvemasse, som indeholder alle nuancer, variationer og kulturer: øjets form og farve, hårets tekstur, hofternes bredde, benenes tykkelse, fingrenes bredde, tungens og hudens farve. For at sige det mildt: det er fornærmende, nedværdigende, kontraproduktivt, dovent, snigende og dybt, dybt, dybt problematisk at hæfte en enkelt etiket som ”sort” – en vestlig opfindelse som skjold mod racismen, en porøs beskrivelse af hudens pigment – på en gruppe mennesker som er så omfattende og mangfoldig.”

Det er op ad bakke at kræve nuancer, fremholder Inua Ellams:

”Når som helst vi beder om nuancer, om at forskelligheder kommer til udtryk, om at vores samfund bliver beskrevet med større mangfoldighed og nøjagtighed i de roller, der er castet til ”sorte” skuespillere på scenen i film og tv, så bliver vores stemmer enten ignoreret eller gjort tavse.” (s. 143)

Når stereotypierne absorberes

Bogen The Good immigrant giver indblik i flygtninge og indvandreres følelser af frygt for, at de ikke kan leve op til de kvaliteter, modtagersamfundet forventer af dem. At de er taknemmelige. Bidrager. Opfører sig ordentligt.

Tilbage til Musa Okwonga, der var en af 100 Oxford-studerende med afrikansk baggrund ud af en samlet elevskare på 15.000. Han turde for eksempel ikke drikke alkohol af frygt for at en primitiv og forførende vildbasse ville dukke op og ødelægge hele det etniske segments ry for at være gode immigranter.

Men der skete intet. Ikke andet end at han blev en lidt venligere udgave af sig selv, som han skriver. Men frygten havde afsløret, at det omgivende samfunds skjulte og strukturelle racisme havde ædt sig ind på ham i en grad, så han selv var begyndt at tro på myten:

”Jeg indså efter flere år, at jeg havde absorberet mange af de racemæssige stereotypier, som jeg frygtede, at det omgivende samfund så i mig.” (s. 229)

Unikke personligheder

The Good Immigrant giver indblik i de identitetsmæssige udfordringer især anden – eller tredjegenerationsminoriteter står med, fordi det omgivende majoritetssamfund ikke kan få det helt ind i hovedet, at det globaliserede samfund altså er flerkulturelt, at der ikke er nogen vej tilbage.

Det kommer ikke helt ned under huden, at alle de mennesker, som gennem tiden er flygtet eller flyttet til nye lande, blot er mennesker ligesom alle andre, hvis unikke personligheder rummer masser af muligheder for ikke blot sublime præstationer, men også helt almindelige gode naboskaber og venskaber.

Kommer du forbi en boghandel med engelske bøger – så slå til med det samme! The Good Immigrant er god at få forstand af!