Boko Haram: Bortførelsen af 230 skolepiger satte militant islamistisk gruppe på verdenskortet

Den militante islamistiske gruppe Boko Haram, der har dræbt flere tusinde mennesker i Nigeria, har også foretaget blodige angreb i Cameroun, Tchad og Niger.

Boko Haram. Frem til foråret 2014 var der ikke mange uden for Nigeria, som kendte til denne militante islamistiske gruppe, selv om den havde eksisteret siden 2002. Men da bevæbnede mænd fra gruppen 14. april 2014 kidnappede over 200 piger på en skole i Chibok i det nordlige Nigeria, blev Boko Haram for alvor kendt i en bredere offentlighed. Bortførelsen af skolepigerne fremkaldte fordømmelse mange steder, og muslimske ledere i flere lande tog afstand fra gidseltagningen. Nogle kilder siger, at der blev bortført 230 piger, andre anfører tal på op til 276.


“Vestlig uddannelse forbudt”

Navnet Boko Haram betyder på hausa, der er et af de mest udbredte sprog i Nigeria: “Vestlig uddannelse er forbudt”. Navnet er også blevet oversat til: “Vestlig indflydelse er en synd”. Disse udtryk beskriver kernen i gruppens mål, nemlig at gøre Nigeria til en islamisk stat. Boko Haram er imod den vestlige indflydelse i landet, herunder at en stor del af landets rigdom er koncentreret blandt medlemmer af en lille politisk elite, som fortrinsvis lever i den sydlige, overvejende kristne, del af landet. Over halvdelen af befolkningen lever i fattigdom.

Modstanden mod vestlig indflydelse kommer tydeligt frem på uddannelsesområdet. Boko Haram ønsker det officielle engelsksprogede, sekulære skolesystem erstattet af religiøse skoler, der bygger på Koranen, og hvor eleverne lærer at skrive og recitere arabisk.

Dette mål blev understreget meget tydeligt med bortførelsen af pigerne fra skolen i Chibok.

Det lykkedes nogle af de bortførte piger at flygte fra Boko Haram. Men i efteråret 2014 blev der offentliggjort en video, hvor den militante islamiske gruppe oplyste, at 219 af de bortførte piger fra skolen i Chibok var blevet bortgiftet og var konverteret til islam. 


Boko Haram er blevet mere voldelig

Boko Harams officielle navn er Jamā‘atu Ahli is-Sunnah lid-Da‘wati wal-Jihād. Det er arabisk og betyder:  “Folk, der er overgivet til Profetens lære om udbredelse og jihad.”

Boko Haram blev oprettet i 2002 som en islamisk fundamentalistisk gruppe med Muhammad Yusuf som leder. Han grundlagde en koranskole, og han tiltrak sig især støtte fra fattige og unge arbejdsløse ved blandt andet at tale imod korruptionen i landet.

Muhammad Yusuf døde i juli 2009. Det skete, efter at Boko Haram havde angrebet en lokal politistation i delstaten Bauchi. Kampene mellem Boko Haram og nigerianske sikkerhedsstyrker varede i fem dage og kostede over 1.000 mennesker livet. Muhammad Yusuf døde i politiets hovedkvarter, og fem politiofficerer blev i 2011 stillet for retten, anklaget for at have myrdet ham. Fire af dem blev senere løsladt mod kaution, mens den femte forblev indespærret.

Boko Haram beskrives i de første syv år som ”mere eller mindre fredelig”, men især siden 2009 er den blevet mere og mere voldelig. Det er sket med den nye leder, Abubakar Shekau, i spidsen. Der findes ingen sikre oplysninger om gruppens størrelse. Nogle kilder oplyser, at den har ”nogle hundrede medlemmer”, andre siger op til 10.000. De fleste af gruppens medlemmer tilhører, ligesom lederen Shekau, den etniske gruppe kanuri.

Ifølge den britiske tv-station BBC News dræbte Boko Haram i 2012 1.663 civile. I 2013 steg antallet af civile ofre til 2.978 og i 2014 til 9.033.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har Boko Haram siden 2009 kidnappet over 500 kvinder og piger i det nordøstlige Nigeria, hvoraf det er lykkedes mindst 100 at flygte fra bortførerne. Og alene i delstaten Borno har gruppen ødelagt mindst 211 skoler.

Nigeria indførte i maj 2013 undtagelsestilstand i tre delstater – Adamawa, Borno og Yobe – i det nordøstlige Nigeria, hvor Boko Haram har foretaget flest angreb. USA erklærede i 2013 Boko Haram for en terroristgruppe.


Massakrer i januar

Boko Harams meget voldelige fremfærd eskalerede yderligere i slutningen af 2014 og fortsatte i 2015. I begyndelsen af januar begik Boko Haram massakrer i byerne Baga og Doron Baga og flere landsbyer deromkring. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International blev 3.700 bygninger beskadiget eller helt ødelagt af den militante gruppes hærgen.

Der er stor usikkerhed omkring, hvor mange mennesker der blev dræbt ved massakrerne. Først blev det oplyst i flere medier, at mindst 1.000 mennesker – måske op imod 2.000 eller endnu flere – var omkommet. Senere oplyste Nigerias forsvarsministerium, at 150 mennesker var blevet dræbt, heriblandt ”mange af terroristerne”. Ifølge BBC News har 2.146 mennesker fra årsskiftet og frem til den 24. januar 2015 mistet livet ved angreb af Boko Haram.


Angreb mod både kristne og muslimer

Boko Haram har ofte angrebet kristne og kirker, men der er også mange muslimer blandt ofrene for gruppens aktioner. Hovedparten af de piger, der blev bortført fra skolen i Chibok i 2014, var kristne, men der var også muslimske piger blandt ofrene.

I slutningen af december 2014 fik flere journalister tilsendt en videooptagelse af en brutal massakre, foretaget af Boko Haram. En journalist fra nyhedsbureauet Associated Press (AP) beskriver, hvordan man ser en gruppe mænd, flere af dem er skudt, ligge med ansigtet mod gulvet, mens bevæbnede Boko Haram-folk kæmper for at komme frem mellem ligene for at gøre det af med de fanger, der endnu er i live. Samtidig forklarer en leder, at mændene er blevet dræbt, fordi de er ”vantro”.

”Vi har sikret os, at gulvet i denne sal bliver rødt af blod, og sådan bliver det fremover ved angreb og arrestationer af vantro,” siger gruppens leder på videoen. ”Fra nu af vil drab, nedslagtning, ødelæggelse og bombning være vores religiøse pligt overalt, hvor vi invaderer,” tilføjer han.

Han siger også, at nogle af de dræbte, måske har kaldt sig selv muslimer, men vi har anset dem for vantro.

Organisationen International Christian Concern (ICC), der også har set videoen, anslår, at ofrene tæller omkring 100 mænd, de fleste voksne. ICC skriver, at ofrene for massakren er ikke-muslimer.


Selverklæret kalifat

I 2014 erklærede Boko Harams leder, Abubakar Shekau, de områder, som gruppen kontrollerer, for et kalifat. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch oplyste den 29. januar 2015 ved offentliggørelsen af organisationens nye årsrapport, at Boko Haram kontrollerer over 130 byer og landsbyer i delstaterne Adamawa, Borno og Yobe i Nigeria.


Angreb ind i nabolande

Boko Haram har fra det nordøstlige Nigeria bredt sig ind over grænserne og foretaget angreb i nabolandene Niger, Tchad og Cameroun. Som reaktion herpå besluttede Den Afrikanske Union i slutningen af januar 2015 at sætte en styrke på 7.500 soldater ind for at bekæmpe Boko Haram.

I begyndelsen af februar 2015 blev omkring 70 dræbt af den militante gruppe ved en massakre i byen Fotokol i Cameroun tæt ved grænsen til Nigeria. Ifølge det franske pressebureau AFP deltog over 200 Boko Haram-krigere i angrebet i byen, hvor de også satte ild til en moské, inden de blev trængt tilbage af lokale styrker. Angrebet kom dagen efter, at Tchad havde sendt soldater ind i Nigeria for at deltage i bekæmpelsen af Boko Haram.


Adskillige tusinde mennesker er flygtet

Boko Harams brutale fremfærd har fordrevet rigtig mange mennesker fra deres hjem. Midt i januar 2015 oplyste FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), at omkring 153.000 mennesker er flygtet til nabolandene på grund af de blodige konflikter i det nordøstlige Nigeria. Omkring 37.000 nigerianere har søgt tilflugt i Cameroun, 16.000 i Tchad og mindst 100.000 i Niger mod nord.

På det tidspunkt havde yderligere mindst 850.000 nigerianere forladt deres hjem og søgt ly i mere fredelige del af delstaterne Adamawa, Borno og Yobe, hvor de opholder sig som internt fordrevne personer.

I den periode, hvor der var heftige kampe i det nordøstlige Nigeria og over grænserne til nabolandene, skete der hurtigt forandringer i antallet af flygtninge.

Artiklen er senest opdateret 12-03-2015


Læs mere

Boko Haram attack: What happened in Baga? (med kort og statistik over antal dræbte ved Boko Haram-angreb), BBC News, 02-02-2015

Boko Haram, BBC News

Video shows Boko Haram killing captives, Associated Press, 21-12-2014

Boko Haram releases video of mass execution of non-muslims, International Christian Concern, 22-12-2014