‘Mangfoldighed er en styrke i samfund og erhvervsliv’

LONGREAD: Jamal Assad bruger kompetencer fra sin kulturelle baggrund, når han bygger broer over hele verden sammen med sit team af meget forskellige mennesker.

Af Svend Løbner

Brobygning. Ordet klinger velkendt. Ja, faktisk er det i overført betydning måske den vigtigste funktion i dagens flerkulturelle samfund, hvor kræfter også trækker i hver sin retning. Hvordan sikrer man, at broen forbinder forskellige positioner, uden at hver position mister sit fundament? 

Vi møder Jamal Assad på COWI’s hovedsæde i Lyngby, hvor ca.1.500 ingeniører har deres arbejdsplads. COWI er en ingeniørvirksomhed med fokus på infrastruktur og har over 7.000 medarbejdere på verdensplan. Jamal Assad er broingeniør med over 15 års erfaring og sektionschef for COWI’s internationale afdeling for store broprojekter. Og netop det store globale brobygningsarbejde mellem øer og fastland, lande og kontinenter har givet ham indsigt i brobygning på det menneskelige plan.

Og derfor har vi sat ham stævne i COWI’s domicil, hvor Jamal fremviser plakater med den ene imponerende kæmpebro efter den anden.

Mangfoldighed er en styrke

– I mit arbejde designer jeg noget fysisk, men det har også en filosofisk betydning for mig, fortæller han og uddyber: – Ved at bygge en bro, flytter du et folks mentalitet. Du binder to områder sammen geografisk og får dermed en større sammenhængskraft i et område.

Er det så med til at styrke sammenhængskraften i Danmark, at vi har alle de her fysiske broer?

– Ja, helt sikkert. Jo mere og jo oftere, vi kommer hinanden ved, jo mindre bliver forskellen mellem mennesker og jo flere ligheder opdager vi. Den kulturelle fleksibilitet, som jeg har fået fra mine forældre, som kom fra den anden side af jordkloden, har givet mig en kæmpe erhvervsmæssig styrke, fastslår Jamal og tilføjer endnu en bropille til begrebet brobygning: Mangfoldighed blandt medarbejderne:

– COWI vægter mangfoldighed meget højt. Det engelske ord ”diversity” er et begreb, vi bruger rigtig meget både internt og eksternt. I samfundsperspektiv handler mangfoldighed om forskellige kulturer og folk med forskellig baggrund; altså nationalitet, opvækst og indgangsvinkler. Diversity i erhvervsmæssig sammenhæng handler også om køn, alder, erfaring, kompetencer og type; er du god til detaljer, eller har du helikopterperspektivet? Den mangfoldighed, vi har på alle fronter, gør et projekt utrolig stærkt. Fordi vi arbejder i et globalt internationalt marked, så begynder den kulturelle baggrund og kulturelle fleksibilitet også at være en styrke. Det har jeg draget stor nytte af i mit arbejde, fortæller han.

Man skulle ellers tro, at det virker modsat at være meget forskellige på en arbejdsplads…

– Mangfoldighed er en styrke, for når du har forskellige perspektiver på den samme ting, får du afdækket alle områder, faldgruber osv. Din fejlmargin bliver meget mindre og løsningerne mere intelligente, innovative og bredt funderet.

Pligt, engagement og hårdt arbejde 

Jamal Assads forældre er det, man kalder ’gæstearbejdere’. Hans far kom fra Pakistan til Danmark i slut-60’erne og fik arbejde som kranfører på Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk.

– Min far har hele sit liv været en hårdtarbejdende borger i opbygningen af industrisamfundet herhjemme. Han kom hertil for at løse et problem for både Danmark og ham selv. Danmark havde virkelig brug for arbejdskraft, da økonomien begyndte at vokse, og min far ønskede at give en bedre fremtid til sine børn og sin familie. Jeg har fået nogle værdier fra mine forældre, som jeg først senere i mit liv begyndte at værdsætte og reflektere dybere over. 

Jamals mor kom hertil et par år efter faren sammen med to af Jamals ældre søskende. Jamal selv og to andre søskende er født i Danmark. Jamals mor arbejdede flere år som sygehjælper.

Jamal Assad bruger dette billede, når han skal forklare mental brobygning mellem pakistansk og dansk kultur.

Hvordan bruger Jamal Assad så sin flerkulturelle opvækst i sit arbejde? Der er nogle mantraer, som går igen, fortæller han.

– Det ene er, at hårdt arbejde altid betaler sig. Engagementet og pligtopfyldenheden i det jeg laver, har jeg fået fra min far. En anden ting er, at man skal tage ansvar for sit eget liv. Fordi mine forældre var fremmede i den danske kultur, har vi altid været nødt til at tage ansvar for os selv. Det vil sige, at jeg begyndte at tage ansvar for mig selv i en meget tidlig alder, blandt andet i skolen og blandt kammeraterne.

Skab en platform, så andre kan udvikle sig

– Min far gav mig også den livslektie at man skaber en platform så andre kan udvikle sig. Man bliver først en leder, når man skifter sin fokus fra en selv til andre. Det er det samme når man har børn. Man skifter fokus for at give dem egenskaber, så de kan lykkes i livet. Det mantra har jeg taget med i mit lederskab. Min far skabte og gav mig muligheder for at få en uddannelse og få succes i livet, og det ønsker jeg at gøre for andre medarbejdere og for min børn.

– Den gode gamle danske model skal genopfriskes hvor man har et globalt hensyn og giver andre mennesker en ny platform, hvor de kan udvikle sig og som begge parter kan drage nytte af. Hvor er de gode ledere i det danske politiske apparat?

– En af de ting som jeg også lærte tidligt, var fordele ved at være fleksibel i forhold til andre. I en søskendeflok på fem, og hvor alle de nyankomne familier fra Pakistan og deres børn blev passet på kryds og tværs, så lærte jeg tidligt, at stædighed og rigid tankegang er en stopklods for én selv! En af de største barrierer i en forhandlingssituation, eller når der skal tages beslutninger, er hvis man er for rigid og ufleksibel i forhold til andre. Især når der kommer ændringer og forandringer på din vej.   

Social kortlægning af et mødelokale

Den flerkulturelle opvækst har blandt andet forfinet hans sociale kompetencer, fortæller Jamal:

– Når jeg arbejder med japanske, kinesiske eller mellemøstlige kunder, bruger jeg en styrke, der kaldes ”social mapping”. Det er en social orientering, som jeg har lært fra barnsben. Når vi for eksempel havde en masse gæster, lærte jeg at orientere mig socialt, hvad man måtte og ikke måtte i de forskellige kulturelle og sociale sammenhænge. Man bliver automatisk presset til at tænke over, hvilken sammenhæng man skal ind og deltage i. Det samme har jeg brugt, når jeg sidder til møde med en kinesisk kunde, hvor der måske sidder 20 kinesere. Så laver jeg en ”social mapping”, der hedder: ”Hvad er rollefordelingen? Hvor skal man sidde? Hvad er kulturen her, og hvem bestemmer og tager beslutningerne?”

Men der er én ting, der er grundlæggende i al forhandling:

– Jeg har opdaget, at uanset om det er en kineser, japaner, araber eller amerikaner, der sidder over for mig, så er det frem for alt et menneske, der sidder over for mig. Så man skal først og fremmest have kontakt til mennesket. Man skal passe på, at man ikke ser på det andet menneske som en rolle eller en spiller i en organisation. Det er først og fremmest et menneske, du skal lave alliance med. Jeg har altid prøvet at finde ud af, hvordan jeg kan skabe en tillid med det menneske, der sidder over for mig, fortæller han.

– Mød folk på samme niveau, så opnår du en relation. Kommunikation kan være mange ting men den non-verbale kommunikation er også vigtigt. Jeg kunne altid se på min mor, hvad hun mente, inden hun sagde noget. Et blik var nok. Man skal have et ligeværdigt blik, når man møder andre – og se det hele menneske foran sig og tænke på folk som medspillere, ikke modspillere. Man skal finde det fælles fundament. Når sprog er en barriere, betyder kropssprog, intentioner, nonverbal kommunikation mere. Her kan man i det nonverbale sprog mærke, om et menneske vil det godt eller ikke har gode intentioner. Jeg bruger mit kropssprog – både bevist og ubevidst – til møder.

Fordomme begrænser mulighederne

Og så er vi tilbage ved den mentale brobygning som binder mennesker sammen socialt. Kan Jamal Assad så bruge sin ingeniørviden om at bygge bro mellem geografiske områder til at bygge bro mellem mennesker?

– At bygge bro er som udgangspunkt at komme fra A til B. Opgaven der skal løses, er at krydse vand- eller landområder på trods af de naturskabte designs begrænsninger, de såkaldte ”design constraints”. På samme måde skal man mentalt lægge sine fordomme til side og sige: ”Jeg skal lære det her menneske at kende”. Man kan ikke krydse en bro fysisk eller mentalt uden at have viljen til at flytte sig eller uden de gode intentioner om at mødet med andre beriger dig som menneske og samfund.      

Og så skal man vende blikket udad og se det andet menneskes kompetencer, fortsætter Jamal Assad:

– Når jeg samler et team til et nyt brobygningsprojekt, ser jeg efter menneskers kompetencer. Det hele er kompetencestyret. Vi tager ikke udgangspunkt i folks svagheder eller lidelser. Vi tager udgangspunkt i folks kompetencer, og alle mennesker har nogle kompetencer, man kan bygge videre på og udnytte positivt. Jeg ser det hver dag. I mit projektteam er der både unge og erfarne mennesker, og det er diversiteten i teamet der giver det bedste resultater.

Brug virksomhedsmodellen i samfundet

Det er lige her, Jamal har sin største samfundsmæssige kritik:

– Hver gang, man skal til at designe en bro i et internationalt miljø med internationale klienter, kommer fordommene først: Vedkommende kan ikke forstå den ”danske” tankegang eller model; de har en anden kulturel forståelse. I stedet skal man rette fokus mod at finde balancen mellem to verdener. Jeg er er født i Danmark men oprindeligt fra Pakistan. Det lærte mig, at jeg er en sammensmeltning af to kulturer, men også at jeg repræsenterer to kulturer. De er begge meget forskellige – men at tage det bedste fra begge kulturer og skabe en ny kultur er nøglen til et globalt mindset. Den tankegang giver succes i erhvervslivet, og den virksomhedsmodel kan med fordel bruges i samfundet.

– Jeg kan se, at de kompetencer, min far er kommet med, og som jeg har fået, kan bruges med stor succes i mit arbejdsliv. Og mine arbejdsgivere ser det som kompetencer. De ser det som en personlig styrke. De ser muligheder. De stoler på, at jeg kan noget og giver mig mulighed for at bygge videre på det jeg kan.   Hvorfor kan vi ikke bruge den model i samfundet, når vi diskuterer indvandring eller flygtninge?

Jamal ved fra sit arbejde, at der også er huller, som skal dækkes af.

– Der er jo ikke nogen, der er fuldkomne. Men jeg tager udgangspunkt i mine medarbejderes kompetencer, og så arbejder vi med personlig udvikling for at udfylde de huller, der måtte være. Det synes jeg også, at vi burde gøre i samfundet. Det handler om at se mennesker som en positiv kapital, en investering, som betaler sig over tid. I danske virksomheder er medarbejderne det største aktiv; her investeres seriøst. På samme måde skal vi investere i de mennesker, der kommer til Danmark, udnytte deres kompetencer og udvikle de områder, som skal forbedres og lappe hullerne.  

Tillid er en universel nødvendighed

Men igen: brobygning handler om mennesker og kontakten mellem mennesker, og derfor er der ét begreb, der er helt centralt, forklarer broingeniøren:

– Den første alliance, der sker mellem to mennesker, er at opbygge tillid. Det fundamentale mellem mennesker afhænger ikke af, hvor du kommer fra. Det handler om at behandle hinanden med respekt, næstekærlighed, empati, forståelse og tillid til hinanden. Det er en universel ting.

– Hvis man frygter, at man er ved at miste noget af sit eget, synes jeg, man i stedet skal dele ud af de værdier, man står for. Hvis vi så skal tage brosprog, så har folk forskellige fundamenter. Der handler det ikke om, at man skal træde væk fra sit fundament. Men de smukke værdier, som det danske samfund står på, kan man dele ud af og stå fast på. For eksempel er nyankomne også nysgerrige på det danske samfund, de kommer til, og de danske værdier. Så vi skal være gode til at dele ud.

At tale med hjerne og hjerte

Hvilke værdier kunne det være?

– Én af de smukke ting ved Danmark er vores debatkultur. Man er rigtig god til at snakke om tingene – man gør det bare for lidt. Man kan sidde til bords med nogen, man er fuldstændig uenige med, og tale åbent om tingene. 

Hvad kan verdenskulturen give Danmark?

– Den kan give en form for åbenhed. I pakistansk sammenhæng er der en åbenhed, som jeg godt kunne savne i danske sammenhænge; at man ikke er så meget oppe i hovedet, men at man er mere nede i hjertet. Hvis man skal være lidt generaliserende, taler man meget med følelser i indvandrermiljøer, hvor danskerne argumenterer teoretisk. Det er en styrke, når du skal bruge din viden til en løsning på et teknisk problem. Men det kan være en ulempe, hvis du skal indgå i en social sammenhæng. Begge ting er vigtige. Det handler om at finde balancen mellem den danske refleksionsevne, dvs. kritiske tænkning, og Østens hjertesprog. Det handler om få de to verdener til at mødes uden at sammensmelte dem ved rigid tankegang, men leve ud fra hver vores kultur. Alle kulturer har en styrke.

Jeg er et menneske – ikke min position

Og så er vi tilbage ved den mellemmenneskelige kontakt, hvor det ikke handler om positioner, men om personer.

– Hvis du spørger en dansker: ”Hvem er du?”, så svarer han: ”Jeg er advokat.” Men det er jo ikke, hvem han er. Det er, hvadhan laver. Dér er jeg meget mere vant til at se mennesket.

Hvad vil du så svare i sådan en situation?

– At jeg er mig, Jamal. Jeg vil hellere uddybe, hvem jeg er som person, frem for min profession. Når vi som mennesker står stærkt på vores fundament, føler vi os mindre truet af andre, der står på deres fundament. Vi forstår, at alle mennesker skal stå fast på det, der gør deres liv meningsfuldt.