Corona-hjælp: Kan vi gøre det bedre?

DEBAT: Coronapandemien kalder på både refleksion, erkendelse og ildhu samt mærkbar hjælp over grænser.

Af Marianne Olsen

For 80 år siden blev vores sydlige grænse overskredet af fjendtlige magter. I dag er det anderledes. Det er ikke den sydlige grænse pandemien har overskredet, for Corona har bredt sig som blæk der flyder ud, når blækhuset er gået i stykker. Den rengøring skal der et særligt håndelag og en særlig indsigt til at klare. Pandemiens bekæmpelse kræver samarbejde over alle grænser. Og refleksion.

Lad os huske nogle væsentlige realiteter

Grænserne til Danmark er ikke givet af hverken Vorherre eller naturen: Vi har ikke bjerge der skiller os ad, så vi kunne sige med den franske tænker Montaigne: ”Hvad der er rigtigt på denne side af bjerget, er forkert på den anden side.”

Vi fik vores kultur fra Mellemøsten. Den kom til os via vore naboers, Spaniens, Italiens, Frankrigs og Tysklands fortolkninger. Vi lod os inspirere af deres tænkning og tro, som vi gjorde til vores egen. Den har været med til at danne os. Vi har lært at livet, som også er fuldt af lidelse, er en opfordring til at vi holder sammen, også når vi i dag holder afstand.

Valget – afgørelsen?

Det parlamentariske demokrati gør enhver af os medansvarlig for landets regering ved at give mandat til dem, der giver lovene og udøver myndigheden. Det er det ansvar, der ligger så tungt på denne skribent. Hvad er så ’det fælles bedste’? Det er på den ene side at se i øjnene hvad vi kan- eller ikke kan – derefter at handle sammen hen over de grænser.

’Vi’ har åbenbart ikke været tillidsfulde nok til at have en fælles europæisk sundhedspolitik. Det er slemt. Det kan vi indse nu. Er det for sent? Det tror jeg ikke. Nu har vi chancen for at hjælpe vore mindre heldige medmennesker, der har det langt værre end vi. Italienerne og spanierne har været enestående til at vise os vores kulturs festsale i alle ordets betydninger. Kunst og ånd.

Min opfordring er at vi hjælper hinanden efter bedste evne, som er bedre end lige nu.

Det er det fællesskab, som i dette smukke forår kræver at blive taget alvorligt.