Corona: Vi har ikke råd til kun at tænke på os selv

DEBAT: Udenfor Danmarks dør kan det gå grueligt galt, hvis vi ikke griber ind – hurtigt!

Af Kim Hartzner, læge og generalsekretær i Mission Øst

Vi mister arbejdspladser. Virksomheder må slankes eller slukke helt. Og allermest: Vores helbred er i fare.

Men det er intet i sammenligning med de udfordringer, verden står med udenfor Danmarks dør. For vi har et sikkerhedsnet i form af dagpenge, statsstøtte og fleksible bankaftaler. Vi har et velfungerende sundhedsvæsen og en stabil fødevareforsyning. Det har de ikke i Mellemøsten og Sydvestasien.

Derfor må vi tænke videre end os selv, vores egne familier og vores lille land. Udenfor Danmarks dør kan det gå grueligt galt, hvis vi ikke griber ind – hurtigt!

Den danske hjælpeorganisation Mission Øst sætter nu alle sejl til for at bremse og bekæmpe Coronasmitten i fem lande. Organisationens medarbejdere rykker ud i fattige slumkvarterer og flygtningelejre med hjælp til tusindvis af fordrevne fra krig og kaos. 355.000 nødlidende i Afghanistan, Nepal, Irak, Syrien og Libanon vil få gavn af både oplysning, tæpper, rent vand og hygiejneudstyr.

Skal Coronasmitten stoppes må det ske globalt. Vi har ikke tid og råd til kun at tænke på os selv. Uden for Danmarks dør er en lavine af katastrofe på vej. Den må vi bremse med alle midler.

Mission Øst kan omsætte hjælp for 24 millioner til 355.000 personer. Sammen med andre hjælpeorganisationer kan vi med offentlige midler og støtte fra private gøre en kæmpe forskel.

Lad os gøre det nu!