Coronakrise kan inspirere til miljørigtig livsstil

Vores optagethed af egne afsavn får os til at glemme miljøproblemerne. Men Coronakrisen vil gå over; det gør miljøkrisen ikke, mener professor.

Kronik af Tina Beattie, professor i katolske studier ved Roehampton University, London

Coronapandemien minder os om, hvor indbyrdes afhængige mennesker er. Vi i de vestlige kapitalistiske demokratier konfronteres nu med det illusoriske i vore krav om autonomi, individualisme og fremskridt. Alt er pludseligt under forandring, væk er hverdagens rutiner og ritualer, og vi spørger med rette os selv, om alt mon bliver som før. Vi befinder os i et tomrum, udspændt mellem en fortid, der måske er forsvundet for altid, og en uforudsigelig fremtid.

I denne tid med selvisolering er det ikke overraskende, at kristne dagligt fylder de sociale medier med bønner og velsignelser, hellige billeder og hjemmegjorte ritualer, livestreamede messer og virtuel tilbedelse. Der er mange grunde til denne bønsintensitet: angsten hos dem, der har sygdom og dødsfald tæt inde på livet; udmattelsen hos det sundhedspersonale, der dagligt sætter livet på spil for at hjælpe andre; ensomheden hos dem, der er afskåret fra resten af samfundet og ikke har nogen at henvende sig til; en opgivende holdning hos de fattige og hjemløse, migranterne og flygtninge, som alle befinder sig i samfundets periferi og hvis sparsomme adgang til omsorg og støtte pludselig er væk. Det er også foruroligende at se, hvordan kristne på de sociale medier har været mere optaget af, hvordan man kunne bede i påskedagene end at bekymre sig om deres næste i nød, og hvordan de i fællesskab kunne yde omsorg og støtte for samfundets mest udsatte.

Forstyrres de religiøse rutiner?

Jeg vil ikke underkende betydningen af bøn og tilbedelse, især i påsken, de kristnes vigtigste højtid. Jeg vil heller ikke benægte, at mange kristne faktisk gør meget for at skabe et sikkerhedsnet under de mest trængende. Alligevel bliver jeg utilpas med al den hektiske aktivitet, som omgærder det liturgiske online-liv netop nu. Nogle gange virker det som om, at coronavirussens mest alvorlige konsekvenser for os kristne her i Vesten er dens forstyrrelse af de kirkelige handlinger. Vor optagethed af vore egne kampe og afsavn får os til at glemme de mest desperate og fortvivlede mennesker i verden, hvis situation af elendighed og marginalisering kun er blevet yderligere forværret af coronavirussen. Er problemet ikke, at vi dybest set forventer, at Gud opfører sig som en kapitalistisk herremand, der beskytter de rige hvide mennesker mod sygdommens plager, og det sociale og økonomiske kaos, som hver eneste dag rammer de allerfattigste?

Teodicéens problem viser sit grimme ansigt i disse tider, hvor teologer forsøger at besvare spørgsmålet: Hvorfor tillader Gud disse ting? Hvilken forklaring kan teologien give os i vor tro på Guds godhed, i en tid med sygdom, lidelse og død? Men coronavirussen stiller os ikke overfor en ny teologisk udfordring – pandemier er lige så gamle som menneskeheden selv og troen har altid skullet forholde sig til tragedier, traumer og katastrofer.

Vores livsstil er ikke bæredygtig

Coronavirus hører til naturens orden, som inkluderer sygdom og død. Men dens udfordringer handler mere om os selv end om Gud. Globaliseringen har gjort det muligt for smitten at sprede sig hurtigt. Vi ved i dag, at en globaliseret forbrugerlivsstil, som mange i Vesten betragter som en selvfølge, ikke er bæredygtig. Konfronteret med pandemiens konsekvenser har vi opdaget, hvor hurtigt vi faktisk er i stand til at ændre vor livsstil. Alligevel peger meget på, at medmindre vi på langt sigt frivilligt ændrer vor livsstil i en mere bæredygtig retning, vil vi sandsynligvis blive ramt af en endnu værre krise, miljøkrisen.

Selv de værste pandemier vil i sidste ende forsvinde; men miljøkrisen vil bestå. Derfor er dette øjeblik af epokegørende betydning for alt liv på jorden. Mens mange af os længes efter at genoptage vore sociale relationer, at gense familie og venner, at få dagligdagen tilbage, må vi spørge os selv, om det ”normale” er det samme som før pandemien. Hvordan kan vi indoptage de mere positive aspekter af denne underlige krisetid i vore institutioner og vor livsstil?

En glemt visdom

Pave Frans’ rundskrivelse Laudato si’ genlyder den katolske traditions glemte visdom om, at alt i Guds skaberværk er forbundet, og at alle livsformer afspejler noget af Treenighedens mysterium. I takt med, at den moderne vestlige kultur udviklede sig i tillid til videnskaben, fornuften og fremskridtet, blev vort forhold til den naturlige verden – herunder også vores egen krop – smittet med dualisme. Jordens rigdomme blev betragtet som varer, der kunne udnyttes, i stedet for at være vidundere, vi kunne betages af. Menneskeheden blev opdelt i turister og omrejsende, der opfattede verden som én stor forlystelsespark, og hvor flygtninge, migranter og udnyttede arbejdere udgjorde bagsiden af den kapitalistiske forbrugsfest. Andre arter blev underlagt os og blev alene værdsat for deres nytte for os mennesker. Men i dag genopdager vi, hvad vores præmoderne forfædre hele tiden har vidst – at vi alle er en del af en skrøbelig og forunderlig livets symfoni, hvor alle forskellige arter og former i naturen er medspillere. Vi mennesker har et ganske stort ansvar for, hvordan vor adfærd påvirker denne ophøjede harmoni af det værende.

Vil færre dø af luftforurening?

Jeg bor på en husbåd ved Themsen i London. Under pandemien har jeg hver dag roet over floden i kajak for at gå min morgentur i et naturområde. Her overraskes jeg igen og igen over, hvordan naturens lyde dukker op midt i storbyens uvante stilhed. For tiden letter eller ankommer der kun få fly til Heathrow lufthavn. Trafikstøjen er næsten forsvundet bortset fra ambulancernes sirener, der er en tydelig påmindelse for os om tiden netop nu. Fuglene synger for fuld hals om foråret, og i denne måned blomstrer buskene langs de næsten øde stier ved floden. Jeg sidder på bredden og kigger ud på vandet, der lyser gyldent i solnedgangen og forestiller mig, at jorden glæder sig over dette korte afbræk i den menneskelige aktivitets formålsløse destruktivitet. Når pandemien er ovre vil vi måske se, at den bedre luft i byerne har resulteret i, at færre er døde som følge af luftforurening.

FN’s verdenssundhedsorganisation WHO anslår, at ca. 7 millioner mennesker dør hvert år som følge af luftforurening. Børn, der bor i forurenede byer, får formentlig lungeskader, nedsat vækst og nedsat hjerneudvikling. Selv om pandemien skulle strække sig over flere måneder, vil den mindre luftforening i byerne næppe kunne aflæses i disse tal. Miljøkrisen er en mere dødelig og snigende pandemi end enhver sygdom; men alligevel har den indtil nu næppe skabt nogen nævneværdig krusning på overflade af de forandringer, vi bliver nødt til at tage.

Hvad så bagefter?

Der er stadig flere beviser på, at den sparsomme menneskelige aktivitet i de seneste måneder har nedbragt luftforureningen ganske markant. Spørgsmålet er hvad der så sker, når krisen er overstået. For at der ikke blot bliver tale om et kortvarigt stop i vores hastige kurs mod en udslettende katastrofe, må vi kræve af vore regeringer, at de træffer radikale politiske, økonomiske og lovgivningsmæssige beslutninger. Det vil betyde enden på den neoliberale globale forbrugsfest, der har polstret de riges lommer og skubbet de fattige ud mod overlevelsens grænser. Det vil også betyde, at vi som led i vort normale liv må integrerer nogle af de vigtigste erkendelser, som livet under denne pandemi har givet os – og som vi måske har været glade for.

Jeg læste fornyelig den katolske filosof Josef Piepers bog Leisure: The Basis of Culture fra 1952. Den indeholder en kras kritik af modernitetens overdrevne arbejdsetik og det kollektive hukommelsestab, den har haft for vores evne til kontemplation, stilhed og at værdsætte skaberværket. Pieper opfordrer læserne til at genopdage kernen i vor menneskelighed ved at sætte pris på fritiden som en måde at give slip på vore bekymringer og frygt, og få os til at kigge udover det moderne livs kedsomhed og adspredthed.

Sidste udkald?

Ordet ‘krise’ stammer fra det græske ord ‘krisis’. I bibelsk sammenhæng refererer det græske ord til en tid med dømmekraft og beslutsomhed, til en tid med adskillelse og skelnen, hvor vi må vælge mellem liv og død, mellem godt og dårligt. Vi kan knytte det sammen med det bibelske begreb ’kairos’, der henviser til et særligt øjeblik i tiden med potentiale til forandring. Denne krisetid er et sådant kairos-øjeblik – en mulighed som måske aldrig kommer igen. I lidelsens og dødens mørke mysterium kan coronavirussen vise sig at være et wake-up kald om at redde planeten. ”Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken” (5. Mosebog 30,15). Det er måske vores allersidste mulighed for at vælge livet og trivsel for de kommende generation. Jeg håber og beder til, at vi må træffe et klogt valg.

Artiklen er bragt med tilladelse fra Katolsk Orientering. Oversættelse: Niels Messerschmidt.