Coronakrisen er slem. Nu truer sulten i verden

820 millioner står over for kronisk hungersnød, vurderer FN. En situation, der kun kan blive værre på grund af Corona. Regeringen må frigøre midler til akut fødevarehjælp nu.

Coronakrisen er slem, værre står det til med den fødevarekrise, som truer lige i kølvandet. Her risikerer mange flere mennesker at dø af sult og sætte udviklingen i verdens fattige lande årtier tilbage.

Det skriver Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner i et debatindlæg i den politiske netavis Altinget.dk.

Udtalelsen kommer på baggrund af, at 820 millioner mennesker ifølge FN står over for kronisk hungersnød og at 113 millioner er direkte truet af sultedøden.

En sultkatastrofe af ufattelige dimensioner

Det kalder på omgående handling, mener han:

– Regering og folketing bør bevilge flere penge til fødevarehjælp nu. Der er brug for at tænke ud over Danmarks grænser og med alle midler bremse den sultkatastrofe af helt ufattelige dimensioner, der truer verdens fattige i kølvandet på Coronakrisen.

Årsagen er, at flygtninge typisk må leve fra hånden til munden som daglejere. De har nu mistet deres arbejde og har ikke udsigt til anden indtægt. Så kan de ikke købe mad til deres familier, ikke skaffe det nødvendige beskyttelsesudstyr og slet ikke betale for sundhedsydelser af nogen art.

Corona rammer få, sult rammer alle

– Uden akut nødhjælp fra hjælpeorganisationer går børn, ældre, syge og svage i døden, og raske vil senere følge efter dem i graven. Det er de rå fakta. Uden mad sygner vi hen og dør. Her hjælper ingen medicin. Her kan vi ikke tage hygiejniske forholdsregler. Det er det, der må gå op for os, skriver generalsekretæren og opsummerer:

– Coronasmitten rammer forholdsvis få, sultedøden kan risikere at ramme millioner….

Derfor er danske hjælpeorganisationer på stikkerne for både at forebygge smitte og yde fødevarehjælp i deres arbejdslande.

Mangler finansiering af Corona-hjælp

For eksempel uddeler Mission Øst lige nu 10.000 fødevarepakker og hygiejneudstyr til fattige og flygtninge i Syrien og Libanon foruden tusindvis af pakker til befolkningen i Irak, Tadsjikistan, Nepal og Afghanistan. Den akutte nød tvinger organisationen til at omdirigere midler. Men den løsning holder kun en stakket stund.

– Vi arbejder på at nå ud til 625.000 personer i seks lande, men mangler at finansiere 87 procent af hjælpen, siger Kim Hartzner. 

Og derfor appellerer han til regering og folketing om at yde akut fødevarehjælp til verdens fattige.

Læs hele indlægget her.