Danmark tager igen kvoteflygtninge

S-regeringen har meddelt FN, at Danmark allerede i år vil modtage særligt sårbare kvoteflygtninge. Og fra næste år indgå en fast aftale.

Integrationsminister Mathias Tesfaye (S) har kontaktet FN’s Flygtningehøjkommisariat UNHCR for at indgå en aftale om, at give særligt sårbare kvoteflygtninge genbosættelse i Danmark.

– Her meddelte jeg, at Danmark ønsker at tage imod en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge allerede i 2019, fortæller ministeren til Politiken.

Den tidligere borgerlige regering satte ellers totalstop for kvoteflygtninge. Men nu lever den ny S-regering op til det forståelsespapir, som blev indgået med støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale.

I meddelelsen til UNHCR fremgår det, at Danmark fra 2020 kan genoptage den generelle kvoteflygtningeordning. Hvor mange, det kommer til at dreje sig om, er endnu uvist.

Før flygtningestoppet modtog Danmark 500 kvoteflygtninge årligt.