Dansk ”Moder Theresa” gav husly til hjemløse

Inge Norling er ikke en helt almindelig nonne. Hendes erindringsbog fortæller om et liv med samfundets mest udsatte.

Af Svend Løbner

”Fred og Forsoning – mit liv med de hjemløse” er titlen på Inge Norlings erindringer, som netop er udkommet på Katolsk Forlag. Bogen er redigeret af Malene Fenger-Grøndahl.

I erindringerne fortæller Inge Norling ligefremt og usentimentalt om sit liv, sin omvendelse i en frikirke, hendes konversion til den katolske kirke og det, der blev hendes kald: i Mother Teresas ånd at tage sig af de hjemløse og give dem et hjem i et kristent fællesskab sammen med andre i samme situation.

”Fred og forsoning” er navnet på det bofællesskab, der på en gård i Fasterholt lidt syd for Herning i tæt på 30 år dannede rammen om Inge Norlings liv med de hjemløse.

– Det er en historie, jeg oprindelig har skrevet ned til mine børnebørn, men det er ikke kun min historie. Det er også historien om Guds mening med menneskers liv, hvilke veje vi må gå, og hvordan han får sin plan med os igennem, fortæller hun på bogens bagside.

”Vores lille priorinde”

Jeg interviewede Inge Norling for den kristelige ugeavis Udfordringen tilbage i 2008. Her er et uddrag, der viser noget om hendes stærke personlighed.

Inge Norling ”lægsøster” i Moder Theresas 3. orden og tog sig på Fasterholtgaard af 32 alkoholikere, narkomaner og prostituerede. De kalder hende ”vores lille priorinde”. Og det er ikke helt galt. For det eneste der afholdt hende fra at blive ”rigtig” nonne var, at hun insisterede på at ville bo i Jylland.

Hendes stemme er på en gang blid og intens, hendes statur på en gang rund og spændstig. Hun udstråler en energi enhver mand i 40-50-års alderen må misunde hende.

Andagter tæmmer volden

Tre andagter om dagen er kuren, der skal tæmme volden, dæmpe abstinenserne og styre gemytterne hos beboerne, en kur som selv politiet har måttet tage kasketten af for:

I starten var her meget vildt, jeg havde ikke meget forstand på stoffer og dens slags, indrømmede Inge Norling.

Ved opstarten var der ikke faste regler og pligter.

– Jeg måtte ofte ringe efter politiet. Havde selv måttet lægge mig imellem kamphanerne flere gange. Har både fået brækket et ribben, flere hjernerystelser og oplevet to kvælningsforsøg.

Men så en dag, da hun var lige ved at give op, bad hun desperat Gud om hjælp, men blev så klar over, at hun måtte give ham lov at hjælpe. Så hun gik ind til beoerne og sagde: Fra i dag holder vi andagt hver dag.

– Er det ikke fantastisk, udbryder Inge Norling: – Her sidder vi, hjemløse, tyve og mordere. Og vi bliver bedre sammen!

Var selv hjemløs

– Jeg bad til Gud om en gård, jeg kunne bruge til hjemløse, fortæller Inge Norling, der forinden selv havde prøvet at leve som hjemløs i 10 måneder. Og før det arbejdet i ”sidegadeprojektet” et værested for prostituerede og pornomodeller i en sidegade til Istedgade i København. Men nu ville hun have en gård i Jylland, ”mellem Viborg og Vejle”, hvor hendes to børn bor.

Og en dag, hun rejste med tog, så hun Fasterholdtgård i en avisannonce, viste den til en medpassager, der viste sig at være hjemløs og siden blev hendes første beboer.

”Jeg er fuldkommen tryg”

Gården havde været til salg længe og var blevet plyndret for alt af værdi, selv køkkenelementerne var væk. Her fik Inge Norling lov til at bo gratis i et halvt år mod at passe på stedet og installere nyt køkken og bad. Det første år havde hun 20 forskellige beboere. Siden er gården lejet på mere normal vis, og Inge Norling har sat et feminint præg på stedet med hygge og kaffeduft indenfor og haveanretning med flotte blomsterbede udenfor.

– Mange gange bliver jeg spurgt om, hvordan det kan lade sig gøre at bo alene i et bofællesskab med 30 tidligere kriminelle narkomaner og alkoholikere uden personale? Min erfaring er, at for Gud er ingenting umuligt. Her er rart og fredeligt, og jeg er fuldkommen tryg, sagde hun.

På selvmordets rand

Og det er store ord, når de kommer fra Inge Norling. Hun har nemlig været forsikringsmægler i 17 år ved bl.a. Wintherthur-Borgen og Hafnia, i dag fusionerede selskaber. Uddannet på Forsikringshøjskolen og siden jævnligt opdateret på assurandørkurser lærte hun at sætte sikkerheden i højsædet. Men måtte sande at forsikringer alene ikke formår at skabe tryghed helt ind i hjertekulen.

Jeg led meget af depressioner dengang, og var plaget af selvmordstanker, fortæller hun. – Jeg havde planlagt det hele, havde tegnet en stor livsforsikring på mit eget liv, så mine børn fik en klækkelig sum udbetalt, når jeg nu kravlede op over kanten på Lillebæltsbroen…

Kærlighedens magt

Hendes datter fik hende dog slæbt med til en gudstjeneste i Pinsekirken, en frikirke i Vejle:

– Hvor er det dejligt at Gud elsker os, sagde præsten – Han elsker dig som du er, selv om han også kender dig fuldt ud.

Inge Norling følte, han talte direkte til hende som hun sad der på bageste række, og ordene blev omdannet i hendes indre: Du er dyrebar, vogt over dit liv, og lad være med at begå selvmord!

Da tog jeg mit livs største beslutning, fortæller hun. – Der var åben mikrofon og jeg gik frem og spurgte præsten direkte: ”Er det sandt, det du siger, står det i Bibelen?” ”Ja”, svarede han. ”Jamen, hvis det passer at Gud elsker mig, så vil jeg også elske ham”, sagde jeg. Og for første gang kunne jeg sove en helt nat igennem, som jeg nu gør hver eneste nat, fortæller hun.

Varm suppe til hjemløse

Efter hun blev døbt fortsatte Inge Norling sit forsikringsarbejde, havde en stor kundekreds i Skotland, mens hun boede i Danmark. Men i Skotland skulle hun stifte bekendtskab med nonnerne i Moder Theresas orden. De serverede varm suppe for de hjemløse på Glasgow Banegård, tog dem med hjem til klosteret, gav dem et bad og en varm seng at sove.

Inge Norling brugte al sin fritid sammen med nonnerne, hjalp dem med at køre og handle ind. Hjemme igen gik hun i kloster hos Benedikterordenen i Høsterkøb i Nordsjælland. Derefter levede hun som hjemløs og lavede mad for 150 beboere i Kirkens Korshærs herberg i København, hvorefter hun blev uddannet sognemedhjælper på Diakonissestiftelsen. Og så måtte hun tilbage til Jylland, få sit eget sted, hvor hjemløse kunne nyde godt af hendes omsorg.

Læs mere om bogen “Fred og forsoning – mit liv med hjemløse” her.