De fleste virksomheder vil tage større samfundsansvar

To tredjedele af de større danske virksomheder engagerer sig i FN’s verdensmål viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Flertallet af virksomhederne ønsker at tage større samfundsansvar, men en del svarer også, at de mener, at arbejdet med verdensmålene kan øge effektivitet eller tiltrække samarbejdspartnere eller medarbejdere.

Danmarks Statistik spurgte i foråret 2019 ca. 600 større virksomheder med mere end 250 ansatte om deres arbejde med Verdensmålene, herunder deres engagement i forhold til 21 konkrete delmål. Opgørelserne bygger på 178 besvarelser.

Større ligestilling mellem kønnene er det mål, som virksomhederne oftest arbejder på at opfylde. 60 pct. af virksomhederne svarer, at de arbejder for øget grad af ligeløn, 52 pct. arbejder for flere kvindelige ledere, og 52 pct. er engageret i at mindske kønsdiskrimination og –chikane. Til sammenligning svarer kun 22 pct. af virksomhederne, at de arbejder på at opfylde målet om lønstigning til lavindkomstgrupper.

36-44 pct. at virksomhederne svarer bekræftende på, at de arbejder for mere vedvarende energi, øget energieffektivitet eller mindre udledning af drivhusgasser.

40-50 pct. af virksomhederne mener, at deres engagement i verdensmålene kan være med til henholdsvis at tiltrække samarbejdspartnere (49 pct.), at øge fokus på effektivitet (47 pct.), at tiltrække medarbejdere (44 pct.), eller at det kan være en fordel for markedsføring i Danmark (40 pct.).