Debat: Messerschmidts kristendom er inhuman

Morten Messerschmidts holdning til muslimer er på kollisionskurs med Jesu ord om at elske sin næste, mener teolog og religionskonsulent.

Debatindlæg af Mogens S. Mogensen

Politikens interview med Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, ”Messerschmidt vil føre DF ud af krisen med kristen værdikamp” den 30. juli, er interessant læsning.

Messerschmidt ønsker, at vi ”som et kristent land skal prioritere og hjælpe forfulgte kristne mere end alle mulige andre, herunder muslimer”. Og vi skal ændre udviklingsbistanden, så vi straffer de lande, som forfølger kristne, mens det samme ikke skal ske for de lande, der forfølger muslimer.

En inhuman holdning

Messerschmidts forståelse af kristendommen er altså, at vi som kristne kun skal elske andre kristne og tage os af dem, mens vi ikke skal bekymre os om fx muslimers ve og vel.

Messerschmidt kan have mange politiske grunde til at indtage denne – i mine øjne meget inhumane – holdning, men for mig at se, er denne holdning på kollisionskurs med Jesu ord om at elske sin næste, ja, endog at elske sin fjende.

Begrænser religionsfriheden

En anden konsekvens af den inspiration, Messerschmidt angiveligt henter i kristendommen, er, at der skal sættes et loft over, hvor mange moskéer der skal have lov til at være i det kristne Danmark. Dermed går Messerschmidt ind for en begrænsning i menneskers religionsfrihed her i landet. Sådan som jeg forstår kristendommen, så må den modtages eller afvises i frihed, og enhver tvang – eller begrænsning i folks trosfrihed – er kristendommen fremmed.

Religiøs tvang

En tredje konsekvens af Messerschmidts kristne værdikamp er hans forslag om en ændring af folkeskoleundervisningen. ”Det skal være obligat, at man kender Det Nye Testamente og den kristne katekismus. Man skal selvfølgelig synge de danske salmer i folkeskolen og ikke reservere det til konfirmationsforberedelsen”.

Også her stikker den religiøse tvang sit hoved frem, en tvang i åndelige spørgsmål, som strider mod den åndsfrihed, som vi i Grundtvigs fædreland er stolte af – og forstår som en konsekvens af den kristne tro. Det må være kirkens opgave at undervise børn i Luthers katekismus og ikke statens.

Hvor er Jesus?

”Der foregår en religionskrig, og vi ser den også her i Danmark”, siger Messerschmidt, og forsøger dermed at bilde borgerne ind, at vi i dag står midt i en krig mellem kristne og muslimer her i Danmark.

Det er muligt, at det er i Dansk Folkepartis interesse, at der udvikler sig en religionskrig i Danmark – og Messerschmidts interview må ses i det perspektiv. Men også her er det vanskeligt at se, hvad det har med kristendom og den Jesus at gøre, som opfordrer os til at elske vore fjender og søge at stifte fred.

Sætter kristendommen i dårligt lys

Det kan bestemt ikke afvises, at Messerschmidts såkaldte kristne værdikamp vil føre Dansk Folkeparti ud af dets dybe krise, men jeg kan overhovedet ikke få øje på, hvad denne værdikamp har med kristendom at gøre.

Derimod kan jeg være bange for, at der vil være mennesker i Danmark, som tænker, at hvis det, som Messerschmidt her præsenterer, er kristendom, så vil de betakke sig for at identificere sig med kristendommen.