Demonstration: Danskerne har fået nok af racisme

REPORTAGE: Demonstrationen Black Lives Matter foran den amerikanske ambassade i København søndag viste dansk opbakning til global protest mod racistisk politimord på George Floyd i USA.

Af Naderah Parwani

Mordet på George Floyd for åben skærm har udløst de største bølger af protester i USA, i resten af verden og i Danmark. Flere tusind mennesker mødte frem ved en demonstration i København pinsesøndag den 31. maj for at vise solidaritet med de sorte i USA. Demonstrationen var arrangeret af Black Lives Matter.

Vi var samlet foran den amerikanske ambassade på Østerbro for at sige fra over for den uretfærdige behandling, afroamerikanere bliver udsat for i USA. Men vi stod der også, fordi vi alle vil kæmpe imod diskrimination i Danmark.       

Jeg regnede ikke med, at vi vil blive så mange i København. Vi havde kun stået der i 15 minutter, da næsten hele vejen foran ambassaden var fyldt med begejstrede mennesker. Hverken TV2 eller DR filmede hele folkemængden. DR påstod, at vi kun var 2.000 mennesker, når vi i virkeligheden var over 5.000.

En demonstration med både gejst og gråd

Men folk var fulde af energi og kampgejst. Flere af demonstranterne græd og udtrykte, hvordan racismen påvirkede dem. Mange fik en forløsning for den afmagtsfølelse og frustration, de havde gået med i årevis. Vi var repræsenterede i alle farver, med forskellig baggrund og tro – men alle med en fælles vision. Jeg kunne for første gang mærke, at vi alle stod samme sted: at nok er nok!

Det sammen kunne mærkes tydeligt, at folkemængden havde fået nok af racismen. Der var skilte som: ”I can’t breathe”, “Privilege is when you think something is not a problem cuz (=because) you aren’t affected personally”, “It is not enough to be quietly non-racist. It’s time to be vocally anti-racist”, og “to be silent is to be complicit”. Det var tydeligt, at ungdommen havde fået øjnene op for racialisering, at racisme er et strukturelt og politisk problem.

Hvide danskere bør stå op for de sorte

Tabet af George Floyd og tabet af Yahya Hassan skal ikke glemmes. Det er på tide, at man både i USA og Danmark når frem til den nationale selverkendelse, hvor vi én gang for alle gør op med den forråelse, der ikke kun nedbryder mennesker, men også de vigtigste retsprincipper i vores samfund – det er et tab for os alle.

Det kom tydeligt frem i Roger Courage Mathiesens tale, hvor han blandt andet appellerede til hvide danskere:

– Vi har brug for at du viser os, at du også kræver retfærdighed og lighed for afrikanere og sorte mennesker. Jeg er ligeglad med at du har sorte venner. Rejs dig op til dem. For dem. Med dem. Du er nødt til at hjælpe med at afvikle racisme. Personligt. Nu!

Roger Courage Mathisen er forhenværende medlem af Folketinget for Alternativet:

– Jeg præsenterede en fuld antiracistisk handleplan for Folketinget sidste år. For første gang i de politiske partiers historie. Hvorfor? Og hvorfor er den ikke blevet vedtaget? Vi har brug for at I rejser jer op – nu. Bliv involveret. Tag ansvar. Nu.

Statsracisme og strukturel diskrimination

Med sloganet ”No justice no peace” fik bevægelsen sat en masse følelser i gang. Nogle har været i sorg længe over den systematiske racisme. Nogle var vrede og havde fået nok. Men nu var der sket et skift – folk havde samlet mod til at bruge deres stemmer.

Vi skal stoppe med at simplificere og reducere menneskers elendighed til, at ”de blot er nogle tabere, dovne mennesker, der ikke vil vores samfund”. De mennesker ekskluderes strukturelt, institutionelt og politisk. De forhindres i at få et værdigt liv i Danmark.

Vi skal erkende, at vi har statsracisme og strukturel diskrimination. Vi skal sammen nå til en fælles forståelse af vores fælles virkelighed, så vi kan konfrontere vores udfordringer i fællesskab og uden diskrimination. Det er ikke sorte eller brune mod hvide, men det er os alle, der er for menneskerettighederne og imod racisme og diskrimination.

En folkebevægelse imod diskrimination i Danmark

For mig og min familie er en folkebevægelse imod diskrimination i Danmark livsnødvendig, hvis jeg skal sikre, at mine børn ikke bliver behandlet som andenrangsborgere. Jeg gør hvad jeg kan for at styrke deres selvværd og selvtillid så meget, at de ikke lader sig påvirke af medierne. Jeg tager dem med til disse arrangementer, så de møder etniske danskere, der kæmper for menneskerettigheder.

Som psykolog, der arbejder med psykisk velvære, er det min etiske pligt at italesætte de strukturer i vores samfund, der belaster mennesker psykisk, så de ikke længere har lyst til at leve. Jeg er nødt til at italesætte, hvordan mine klienter føler sig presset af systemet.

Børnene skal lære demokratiske værdier

Som forældre har vi pligt til at orientere vores børn og sikre, at vores børn vokser op med en respekt for mangfoldighed. Med en demonstration viser vi vores børn, hvordan man kan handle, når man er vidne til uretfærdighed. Det er ikke kun vores pligt at lære vores børn kritisk tænkning, men lige så vigtigt, at give dem modet til at sige fra over for uretfærdighed. Det sidste er essentielt for opretholdelsen af demokrati og menneskerettigheder, fordi det er folkets tavshed og passivitet, der er en trussel mod demokratiet.   

Min 10-årige datter sagde, at hun blev berørt af de mennesker, der græd, og at hun aldrig vil glemme dagen. Min 8-årige søn sagde, at han var stolt af at være en del af en folkebevægelse, der kæmpede imod uretfærdighed. Jeg så gnisten og kærligheden i deres øjne, og det er den gnist, de tager med sig, når de skal træffe vigtige beslutninger.

Vi må se det store billede

Vi skal væk fra, at yderlighederne dikterer virkeligheden og i stedet placere os et sted, hvor vi ser det store billede. Hver gang en person generaliserer ud fra et dårligt eksempel, skal vi udfordre dem og vise dem hele billedet.

Jeg ved, at når nogle mennesker træffer dårlige beslutninger og gør skade på andre, er det ikke ensbetydende med, at alle i det land ønsker at se børn og civile blive bombet. Jeg ved, at intet menneske ønsker at blive behandlet som de sorte i USA eller som vi behandler vores minoriteter i Danmark. De mennesker, der gør det, lever med en dyb sorg og vrede selv.  

De sorte ønsker kun at bliver behandlet retfærdigt. Det samme gælder minoriteter i Danmark. Danskerne frygter, at de ønsker de samme tilstande som i Mellemøsten. Det passer ikke. Ellers ville de ikke flygte til Danmark, til et demokrati. Det handler mere om de etniske danskeres sindstilstand. De generaliserer ud fra deres frygtscenarier. Jeg har ikke mødt en minoritet i mit netværk, der ikke har respekt for det danske system og demokrati.                           

Det har lært mig, at vi alle må være opmærksomme på vores sindstilstand, hvordan vores eget sind udlægger virkeligheden. Det kræver en kognitiv, følelsesmæssig og adfærdsmæssig dannelse. Tillid er den bedste gave vi kan give hinanden.