Den muntre frisør fra Vietnam

Tuan Anh Ngo driver en lille frisørforretning i hjertet af Svendborg. For ham er integration lig med arbejde: Hvis man har brug for noget, skal man knokle for det!

Af Svend Løbner

I år er det 30 år siden Tuan Anh Ngo gik i lære som frisør. Ikke i Vietnam, hvor han kommer fra, men i Viborg. Tuan er nemlig en af de mange vietnamesiske bådflygtninge, der kom til Danmark for omkring 40 år siden.

Han har klaret sig godt. Og lægger slet ikke skjul på hemmeligheden: Arbejde, arbejde, arbejde. Han har nu fod under eget bord i en lille frisørsalon og glæder sig til at møde nye og gamle kunder hver dag.

Det er normalt Tuan, der stiller spørgsmålene for at få samtalen i gang – men nu er det ham, der må svare på nysgerrige spørgsmål:

Intet arbejde, ingen penge

Hvad betyder det at have et arbejde for at integrere sig i samfundet?

– At man kan overleve. At man kan forsørge familien og have det godt. At man har overskud til mange andre ting. For intet arbejde, ingen penge, griner han.

Når du så står op om morgenen, hvad er det så, der giver dig lyst til at gå på arbejde?

– Jeg er glad for at møde nye og gamle kunder. Det er aldrig det samme arbejde. Hver eneste kunde er en ny udfordring. Jeg tror ikke, at jeg kan klare fabriksarbejde, nu hvor jeg har været selvstændig. Ingen kunder er ens. Hvis man forstår dem, kan man tilpasse sig situationen, fortæller Tuan Anh Ngo.

God til at læse mennesker

Og det der med at læse andre mennesker, er man nødt til, når man kommer til et nyt land og møder nye mennesker som ovenikøbet har en helt anden kultur end ens egen.

– Hvis jeg har en kunde, der er frisk på at snakke, så snakker jeg lidt med. Andre er trætte og har lige en fridag, så dem giver jeg lidt fred og ro. I vores job er det svært at gøre alle tilfredse, men jeg spørger altid en kunde bagefter, om de er tilfredse, fortæller Tuan Anh Ngo og tilføjer:

– Når jeg står op om morgenen, glæder jeg mig til at komme på arbejde. Hvis man møder nogle søde kunder, så er man glad den dag, og hvis der er nogle lidt besværlige kunder, så glemmer man det bare. Det vænner man sig til efterhånden. Jamen, så kommer den næste kunde, og så er det den næste historie, griner Tuan.

Reddet af Mærsk

Tuan Anh Ngo kom til Danmark for 38 år siden da han kun var ni år gammel. Han kom hertil med sin mor, lillebror og lillesøster.

– Vi var 174 i en lille fiskerbåd, som sejlede fra Saigon. Vi sejlede i cirka en nat og to dage, og så blev vi samlet op af et Mærsk containerskib. Herefter kom vi til en flygtningelejr i Singapore, hvor vi blev interviewet, og efter tre måneder blev vi fløjet til Danmark, fortæller Tuan.

Hvordan blev I modtaget i Danmark?

Vi blev modtaget virkelig godt. Jeg tror ikke, at der var så mange flygtninge dengang. Og vi er meget taknemmelige for, at vi blev samlet op af Mærsk. For natten efter blev det uvejr og stormvejr, og vi kunne godt se på bølgerne, at hvis vi havde været i en lille fiskerbåd, så havde vi ikke overlevet.

Stadig forbindelse til dansk kontaktfamilie

Tuan og hans familie blev installeret i et asylcenter i Horsens, hvor de opholdt sig et års tid.

– De voksne lærte dansk, mens vi børn gik i skole. Derefter kom vi til Silkeborg. Dengang fik man også en kontaktfamilie, så vi fik kontakt med en dansk familie. De hed Frede og Rita og var rigtig søde, og vi er stadig i kontakt med Rita. Frede er her desværre ikke mere.

– Vi startede i dansk skole i Silkeborg og fik gode legekammerater. Det kommer helt af sig selv som børn. Men det var svært. Vi var jo ikke danske, så derfor var vi i modtagerklasse og fik ekstraundervisning de første 1-2 år. Jeg startede jo i 3. klasse, så det var lidt svært som udlænding. Men det blev bedre og bedre efterhånden.

Lærte at knokle fra morgen til aften

Omkring 1989 flyttede familien til Vejle, hvor Tuan begyndte i 9. klasse. Her kom han også i praktik som frisør.

– Jeg begyndte at interessere mig for faget og fik senere en læreplads i Viborg, hvor jeg stod i lære i fire år fra 1990-1994. Indimellem gik jeg på Herning Frisørskole.

Så nu er det præcis 30 år siden, at du begyndte i lære som frisør?

– Ja, det har jeg ikke engang tænkt over, griner Tuan, der er mere optaget af at betjene kunder end at fejre jubilæer.

Han har helt fra ungdommen lært at knokle fra morgen til aften:

– Min mor åbnede en grillbar i Aarhus, og hele familien arbejdede, fortæller han. 

Hustru, hus og have

Efter han var udlært frisør, flyttede han til Odense og fik arbejde i Svendborg, hvor der ventede ham en overraskelse:

–  Jeg lærte en pige at kende, Nga, som nu er min kone. Hun er også vietnameser, men vi mødte hinanden her i Svendborg og blev gift i 2000. I 2003 fik vi den første søn, og i 2006 fik vi en søn mere.

Så nu er Tuan Anh Ngo særdeles veletableret med ”villa, Volvo og vovse”

– Ja, og havearbejde, griner han.

– Men ellers slapper jeg af og er sammen med familien. Jeg arbejder jo også fra mandag til lørdag, men sådan er det at være selvstændig. Jeg kender nogen, som ikke har haft ferie i 5-7 år, men det har jeg i hvert fald. Jeg samler nogle dage sammen.

Tuan Anh Ngo konkluderer sin integrationshistorie:

– Jeg føler mig okay. Hvis man kigger opad, er man ingenting, og hvis man kigger nedad, har man det bedre end mange andre. Man skal ikke kigge opad. Man skal bare gå ligeud. Og hvis man har brug for noget, så skal man knokle for det!