Der er masser af paradokser i udlændingepolitikken

Det går bedre med integrationen, end politikerne vil være ved, skriver lektor og konsulent Mogens S. Mogensen.

Af Mogens S. Mogensen

Når det gælder udlændinge- og integrationspolitikken, er der mange iøjnefaldende paradokser i dansk politik for tiden.

Alle undersøgelser viser, at når det gælder om at begrænse tilstrømningen af flygtninge, så er det kun de fælles (europæiske eller internationale) tiltag, der virkelig batter. Som Dansk Flygtningehjælp har vist, så følger tallet af asylansøgere i Danmark ikke regeringernes lempelser eller stramninger, men den generelle udvikling i Europa. Der kommer ikke færre flygtninge til Danmark, fordi man indfører nationale justeringer. Alligevel bruger politikerne meget krudt på nationale stramninger og forsøger at bilde borgerne ind, at stramningerne kan dæmme op for tilstrømningen af asylansøgere, samtidig med at den politiske opbakning til fælleseuropæiske løsninger falder.

Det er da et paradoks.

Når det gælder flygtninge, har det lige siden vedtagelsen af Genevekonventionen handlet om flygtningenes beskyttelse, og det ansvar, det ligger på regeringerne i de lande, flygtninge søger asyl i. Men nu er spørgsmålet om flygtninge og beskyttelse i den politiske debat kommet til at handle om, hvordan vi som samfund kan beskytte os mod flygtningene og de udfordringer, som deres tilstedeværelse rejser.

Det er da et paradoks.

Et af formålene med politikernes stramninger i udlændinge- og integrationspolitikken er at beskytte vort demokratiske samfund, hvis grundpiller er retsstaten med dens borgerlige friheder og menneskerettighederne. Men mange af de midler, som politikerne har valgt at tage i brug for at beskytte demokratiet er faktisk med til at underminere den demokratiske retsstat ved at indskrænke borgernes frihedsrettigheder.

Det er da et paradoks.

Paradokset kunne måske opløses, hvis det kunne påvises, at disse tiltag helt konkret var med til at løse et problem, der var en trussel mod det demokratiske samfund, men det er svært at få øje på en sådan effekt.

Økonom og ekstern lektor på Københavns Universitet, Hjarn von Zernichow Borberg, har netop udgivet bogen Integration – her går det godt baseret på omfattende data. Borberg anerkender, at der stadig er udfordringer på integrationsområdet, men at det overordnet set går godt med integrationen.

”Men det ville også være et mirakel af rang, hvis der kunne komme 500.000 udlændinge til Danmark i løbet af ca. 40 år, uden at der var kriminelle eller dovne iblandt. Problemet er, at de får lov til at tegne hele feltet, og at man glemmer den store mængde mennesker, som lykkes. 97 procent af alle ikkevestlige indvandrere og efterkommere har eksempelvis aldrig været i fængsel. Alligevel er fokus primært på de tre procent, som har,” siger han til Dagbladet Information.

Borberg peger bl.a. på fem områder, hvor det går bedre med integrationen, end den har ry for.

1. Ikkevestlige indvandrere og efterkommere koster en minimal del af samfundskagen.

2. Ghettoer og parallelsamfund er et randfænomen.

3. Det går fremad på uddannelsesområdet.

4. Beskæftigelsen er bedre end sit rygte.

5. De fleste indvandrere og efterkommere føler sig danske.

Men jo dårligere man gør vilkårene for flygtninge i Danmark, jo sværere bliver det for dem, der er kommet til Danmark, at blive integreret i det danske samfund.

Det er da et paradoks.