’Det er en kæmpe frihed at blive bevidst om sine fordomme’

Dialogisk integration: Som leder af en flerkulturel børnehave begyndte Karen Nørskov at eksperimentere med at inddrage børnenes kulturelle baggrund og opdagede, at det skabte nye ligeværdige møder, der opløste opdelinger i ’dem og os’.

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist

”Indvandrere er kriminelle. Danske piger er billige.” Fordomme er der masser af, og de findes på begge sider af det ’dem og os’-skel, som samfundsdebatten om integration, indvandring og islam har skabt. Selv hvis man har de bedste intentioner om at gå fordomsfrit ind i mødet med sine medmennesker, er vi alle påvirket af samfundsdebatten, mediernes stereotyper og de fordomme, der er blevet gentaget i en uendelighed. Vi er derfor nødt til at tage fat i fordommene og alle de opsplitninger og skillelinjer mellem dem og os, der findes. Vi skal undersøge dem og sammen finde måder at danne fællesskaber, hvor vi kan mødes på tværs – med de forskelle og ligheder, der viser sig.

Det mener Karen Nørskov, initiativtager til foreningen Dialog på Tværs, som havde stiftende generalforsamling den 14. august i Aarhus.

– Når vi har stiftet Dialog på Tværs, er det, fordi vi ser et behov for, at hjælpe både majoritet og minoritet til at få bedre forståelse for egne og andres kulturelle normer og med afsæt her i danne fællesskab på tværs. Vi forsøger at tage fat helt inde i kernen af de problematikker, som er med til at skabe diskrimination og racisme og vanskeliggøre integrationen. Det handler om at komme ind bag alle fordommene og udfordringerne og se mere ærligt på både os selv os og de andre. Det bygger på det, jeg kalder dialogisk integration, siger Karen Nørskov.

Fordomme på begge sider

Hun er uddannet socialrådgiver og har tidligere arbejdet som daginstitutionsleder og har været med til at skabe en forumteatergruppe, der arbejder med at italesætte og nedbryde barrierer i form af kulturforskelle, fordomme, ”andetgørelse”, fremmedangst osv. og skabe fællesskaber på tværs. Eksemplet med fordommene om de kriminelle indvandrere og de billige danske piger kommer netop fra sådan en forestilling, skabt af forumteatergruppen D-factor.

– I forumteatergruppen, der i dag lever videre under navnet Into Action, valgte vi fra begyndelsen bevidst at sidestille ’danske’ fordomme med fx ’arabiske’ fordomme. På den måde synliggjorde vi, at det ikke kun er de andre, der har fordomme, men også os selv, de hvide majoritetsdanskere, siger Karen Nørskov.

– Ved at stå ved vores fordomme åbnede vi op for, at også minoriteterne kunne vedkende sig deres fordomme. En palæstinensisk pige sagde fx under en forumteaterforestilling: ’Jeg troede, at det kun var danskerne, der havde fordomme, men nu kan jeg se, at det har jeg også’. Fordommene bliver mindre stigmatiserende og nemmere at opløse, når man arbejder med dem på den måde, siger hun.

Succesoplevelse fra Sesam

Karen Nørskov begyndte at arbejde med barrierer og fastlåste os-dem-positioner på denne måde for omkring 20 år siden, da hun var ansat som leder af en flerkulturel privat daginstitution, Sesam, i Randers.

– Her arbejdede vi bevidst med både at inddrage etnisk danske og minoritetsforældre og -børn og deres forskellige baggrunde og traditioner side om side i integrationen. Børnene lærte at synge på hinandens forskellige modersmål. En fortælling fra forældrenes egen barndom blev genfortalt til alle børn i gruppen. Eller forældrene bidrog med mad fra deres traditioner. Forældrene med dansk, somalisk, tamilsk, russisk og mellemøstlig oprindelse markerede ikke kun dansk jul, men også tamilsk lysfest og Ramadanens afslutning. På den måde lærte børnene, at jul, eid og diwali er lige gode og lige betydningsfulde. Børnenes forskellige oprindelser blev et synligt aktiv i hverdagen, og der opstod fællesskaber og læring på tværs af religion, kultur og etnicitet, fortæller Karen Nørskov.

Dertil kom en sidegevinst, som for Karen Nørskov blev det vigtigste udbytte af eksperimenterne i Sesam.

– Som pædagogisk personale ændrede vi vores position, fordi det nu pludselig var os, der havde brug for noget i mødet med børn og forældre med en anden kulturel baggrund end vores egen. Vi blev mere søgende og åbne og fik øje på, hvordan vi normalt tænkte meget snævert, fordi vi ubevidst var styret af vores egne kulturelle diskurser og tankegange. Det blev tydeligt for os, at vores måde at gøre tingene på ikke var den eneste naturlige eller rigtige, siger Karen Nørskov.

Ingen hjælperrolle

Senere mødte hun en konsulent, der for første gang satte ordene ’dialogisk integration’ på den praksis, Karen Nørskov og hendes kolleger havde udviklet. 

– Det kan lyde abstrakt eller akademisk, men det giver god mening, fordi det står i modsætning til den envejsproces, som integration normalt opfattes som. Når vi taler om integration, handler det ofte om, at ’de andre’ skal ændre sig, og at vi som majoritet skal hjælpe dem med denne proces. Dialogisk integration handler derimod om, at alle skal spille autentisk ind med deres kultur, normer og værdier. Her kan man altså ikke holde sig selv udenfor eller sætte sig selv i en hjælperrolle over for den anden. Vi hjælper i stedet hinanden, siger Karen Nørskov.

Hun understreger, at dialogisk integration heller ikke handler om, at man som etnisk dansker med kristen baggrund skal lægge sine egne traditioner og normer til side og tage fx en muslimsk-arabisk kultur til sig.

– Det handler lige så meget om at blive bevidst om, hvad der er vigtigt for én selv, og hvor ens grænser går. Det kan man så tage med ind i et ligeværdigt møde med de andre, som også har deres værdier og grænser med, siger hun.

Frygt for at blive kaldt racist

Karen Nørskovs erfaring er, at man i den dialogiske integration vil opdage, at der findes et stort råderum for at danne fællesskab på tværs af forskelle, fordi forskelle i forhold til mad, påklædning og religiøs praksis sjældent forhindrer, at man kan være fælles om fx børneopdragelse, samvær og fester.

– Men ofte fylder de her symbolske og følelsesladede ting enormt meget og gør det svært for mennesker at mødes. Jeg ser det på uddannelsesinstitutioner, hvor unge med forskellige baggrunde meget gerne vil mødes, men bliver bremset af fordomme eller frygt for at sige eller gøre noget forkert eller blive beskyldt for racisme, siger hun.

Samtidig kan der ifølge Karen Nørskov ske det, at unge med etnisk minoritetsbaggrund – på grund af den stigmatisering, de er udsat for – føler afmagt og reagerer med at isolere sig eller med at danne modmagt.

– Jeg hørte for nylig, hvordan nogle børn med etnisk minoritetsbaggrund havde den klare indstilling, at de i hvert fald ikke ville integreres. For integration betød for dem at give afkald på alt det, de opfattede som deres, og blive danske på en måde, som andre skulle definere. Det er jo egentlig sundt at reagere imod det, men sådan en modreaktion kan ende i radikalisering eller i fjendtlighed over for majoriteten. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at forstå, hvad deres reaktion kommer af. Vi kan ikke bare udpege dem som forkerte, siger Karen Nørskov.

Sårbart, udfordrende og givende

Siden de positive erfaringer med dialogisk integration i daginstitutionen i Randers har Karen Nørskov været optaget af at sprede ideen til andre områder i samfundet. Men det har vist sig vanskeligt, fortæller hun.

– Jeg er ofte blevet mødt med undren. Mange har sagt, at det jo allerede er det, de gør, når de arbejder med integration. Men forskellen er, at i den dialogiske integration går alle ind i processen på samme præmisser. Og gør man det, bliver det selvfølgelig sårbart og udfordrende, men også utroligt givende, siger hun.

– Jeg har mange gange taget mig selv i at se på andre gennem bestemte fordomme. Jeg har fx mødtes med pædagoger eller socialarbejder med arabisk baggrund og har taget mig selv i at kigge mere på deres etniske forskellighed fra mig end på vores fælles faglighed. Så det er en vedvarende udfordring. Men når det lykkes at blive fri af de snævre tankegange, vi alle har tendens til at ende i, opstår der en kæmpe frihed. Det frisætter en masse ressourcer – og tænk, hvad der ville ske, hvis de ressourcer, som mange bruger på at fastlåse hinanden i ’dem og os’ blev sat fri? Wouw, det er næsten ikke til at forestille sig, siger Karen Nørskov.

Hun håber, at den nye forening ’Dialog på Tværs’ kan bidrage til netop det.

– Nogle har spurgt kritisk til, hvorfor vi skal tale om at gå på tværs og om majoritet og minoritet. Om vi ikke er med til at forstærke skellene. Men jeg mener, at de er indgroet i os, at vi er nødt til at tage fat på dem først. Men vi skal gøre det i fællesskab, siger hun. 

Karen Nørskov kan kontaktes på e-mailadressen iamkarennoerskov@gmail.com – ved indmeldelse og yderligere info.