Det gror i Nordvest: ”Planterne er som dine børn”

I Københavns Nordvestkvarter har en gruppe beboere taget initiativ til at dyrke grøntsager på de grønne arealer. ”Det giver en form for frihed,” siger de.

Det er én af de varmeste dage i juli, da jeg møder Ferouz Farzad og Krishna Adhikari i Bispeparkens lune gård. De er henholdsvis formand og kasserer i boligforeningens havegruppe Bispefarmen, hvor de sammen med andre beboere dyrker bær og grøntsager som et afbræk fra byens tumult.

Mærker naturen

– Hver morgen kigger jeg ud ad vinduet og ser ned på min have, siger Krishna tilfreds.

– Det er et stort arbejde, men når min kone og mine børn går forbi og spiser et bær, smager vores arbejde og mærker naturen, så er det det hele værd, tilføjer Ferouz.

Jordlodderne er tre en halv gange to en halv meter store, og der er fjorten i alt. Nogle er frodige med meterhøje planter med tomater, jordskokker og brombær, mens andre har fine små rækker af koriander og gulerødder. Andre igen er fulde af ukrudt:

– Nogle har ikke rigtig tid til at arbejde så meget med det, konstaterer Ferouz.

”Det er et stort arbejde, men når min kone og børn går forbi og spiser et bær og smager vores arbejde og mærker naturen, så er det det hele værd,” fortæller Ferouz Farzad. Foto: Line Højland

Aften-te i haven

En forårsdag i 2015 så Ferouz én fra bestyrelsen lægge kartofler i jorden uden for én af lejlighederne. Han spurgte, om han også måtte gøre det, og snart havde han gravet sit eget bed og sat hegn omkring. Krishna kom til året efter, og snart viste også andre beboere interesse.

– Der er også en social dimension. Her mødes vi stille og roligt med hinanden, drikker måske en kop te og danner nye netværk, siger Ferouz og kommer med et eksempel:

– Der er fire kvinder, der mødes nede ved haven hver aften og drikker te og hygger sig. Haven er en mulighed for kvinder, der ellers er generte, til at få nye sociale fællesskaber.

”En form for frihed”

Bispeparken er en boligforening med lejeboliger i det Københavns Nordvestkvarter. Siden 2010 har boligforeningen stået på regeringens liste over udsatte boligområder – den såkaldte ghettoliste – med undtagelse af 2015. Det skyldes primært, at en stor del af beboerne kommer fra ikke-vestlige lande. Men det er ikke nødvendigvis en ulempe, fortæller Ferouz:

– Her bor mennesker fra mange forskellige etniske grupper, og fra politisk hold bryder man sig ikke om det. Men mange af de mennesker, der kommer fra tredjeverdenslande, kommer fra landområder, og de har en stærk forbindelse til naturen, så de har nogle evner, man ellers har glemt.

Her i byen bliver vi lukket inde i en lille lejlighed som en fugl i et bur, og her kan en have som denne motivere folk til at kigge på naturen igen, siger Ferouz passioneret.

– Det er en form for frihed, tilføjer Krishna.

– Folk tror måske, at vi er skøre, når vi vil lægge al det her arbejde uden at få penge for det. Men alt er ikke penge. Vi få ro og forbindelse til naturen. Jord ses som beskidt, men det er mere rent end alt det kunstige, vi omgiver os med. Og giver vi planterne opmærksomhed, giver de os så meget igen, siger Ferouz.

– Planterne er som dine børn. Du giver dem vand og fodrer dem med kompost, og hvad du giver, får du igen, tilføjer Krishna.

God jord fra genbrugsstationen

Både Ferouz og Krishna er vokset op med at dyrke jorden. Krishna i Nepal, hvor hans bedstefar lærte ham at dyrke grøntsager, og Ferouz i Afghanistan, hvor hans familie havde et stort stykke land, som han plejede at dyrke med sin far.

– Jorden er så god i Afghanistan, at man siger, at man bare skal smide et par frø, og to uger senere er der flere meter høje planter, siger Ferouz med et smil.
Det er dog ikke uden udfordringer at skulle dyrke jorden i nye omgivelser:

– Det første år, jeg var med, var der meget arbejde med at fjerne sten og glas, og jorden var ikke særlig god, fortæller Krishna.

– Vi hentede noget jord på genbrugsstationen, og så kunne vi dyrke. Men nogle af de grøntsager, jeg plejede at dyrke i Nepal, kan jeg ikke dyrke her. Jeg fik nogle radisefrø fra Nepal, men de blev ikke til noget. Chili er også svært, siger han, mens vi passerer en solbærbusk, og han plukker nogle bær til os.

Mindre TV – mere have!

Det kan desværre være svært at engagere folk.

– Indtil i foråret havde vi Camilla, der var sekretær, og hun tog sig af det praktiske. Men nu er vi vores egen forening, hvor jeg er formand og Krishna kasserer, siger Ferouz.

De to fortæller, at der er syv i alt, der har have på området: Udover de to er der to fra Bangladesh, to fra Danmark og Krishnas nabo, der også er fra Nepal. Men de har planer om at dele nogle flyers ud i foreningen.

– Man får gratis gødning, og vi kan låne redskaber. Vi har også lige her i foråret fået sat en ny vandhane op. Og så kræver det bare, at man ser en halv times fjernsyn mindre om dagen! siger Krishna muntert.
Og de er allerede klar til det næste store projekt. Ferouz fortæller:

– Henne ved biblioteket på Rentemestervej har de planter i rustfarvede metalkasser, og det ser så pænt og naturligt ud, så vi har planer om at skifte vores trækasser ud med det. For de er rådne i bunden, og når det regner, bliver den gode jord vasket ud. Og så skal vi have et drivhus, afslutter de, inden de må videre. Bestyrelsespligten kalder.