DR inviterer til folkemødedebat

Folkemødet er aflyst, men Clement Kjersgaard og andre vil holde liv i en levende og folkelig, demokratisk debat gennem projekt ’Ordet er dit’.

Corona-krisen har lukket årets udgave af Folkemødet på Bornholm. Men DR sender alligevel en række af de programmer, der ellers plejer af blive sendt fra DR’s scene i Allinge over de fire dage den store demokratifestival varer.

Den fælles overskrift for DR’s markering er ’Ordet er dit’. Thomas Buch-Andersen, der er kanalchef for P1, forklarer:

– Folkemødet er aflyst, men vi vil gerne holde liv i en levende og folkelig, demokratisk debat. Derfor tager vi dette initiativ og åbner en række af DR’s platforme og programmer for at give ordet til danskerne. At diskutere og udvikle demokratiet ligger i direkte forlængelse af DR’s public service-opdrag og vores strategi ’Sammen om det vigtige’.

Seere, lyttere og brugere inviteres til dialog om aktuelle emner i ’P1 Morgen’, ’P1 Debat’, ’Orientering’ og særudgaver af ’Debatten’ på DR2. På den interaktive side ’Tæt på’ på dr.dk kan der stilles spørgsmål og debatteres videre, når programmerne er slut.

Clement Kjersgaard står i spidsen for tre ekstraudgaver af ”Debatten” på DR 2 fredag, lørdag og søndag klokken 22.00.