DR vil dyrke værdier fremfor seertal

Den 9. oktober inviterer Danmarks Radio til briefing om mediehusets nye mål: Værdi over volumen.

Besparelser på DR har tvunget mediehuset til at tænke nyt. Nu går man ikke så højt op i seertal, at man blot lader programmer appellere til flest muligt. Nu vil man samle danskerne om det vigtige i tilværelsen; det, der binder os sammen.

DR inviterer til pressebriefing onsdag den 9. oktober klokken 14.00 i DR Byen, hvor pressen og andre interesserede kan komme og få uddybet DR’s nye værdimål.

I torsdags præsenterede Mediehuset sin strategi ’Sammen om det vigtige’, der under temaet ’Værdi over volumen’ viser en ny tilgang til at måle succes.

Det vil stadig være afgørende for DR at bringe danskerne sammen og nå alle dele af befolkningen. Men fremfor seertal, seerandele og lignende måleparametre vil DR i højere grad fokusere på, om brugerne oplever værdi af DR’s indhold. En ny, løbende måling af værdiskabelse fokuserer på tilfredshed, kvalitet, relevans og om indholdet var ”tiden værd”. Målsætningen er, at tre ud af fire danskere oplever, at DR´s indhold skaber konkret værdi for dem, skriver DR i en pressemeddelelse.

– Det er ekstremt vigtigt, at vi klart definerer, hvordan vi ser DR’s rolle. Samtidig vil vi også gøre det klart for alle, at trods de store besparelser i 2018, har DR fortsat en helt central rolle i at bringe danskerne sammen om det, der er vigtigt – demokratiet, kulturen og vores fællesskaber i Danmark, siger DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

– Et tydeligere og mindre DR kombineret med global konkurrence og en digital virkelighed betyder, at vores rolle ændrer sig. Succes er ikke kun en masse timers forbrug af DR’s indhold som baggrundstæppe til hver eneste kop aftenkaffe i de danske hjem. Men når danskerne tuner ind på os, skal de opleve, at de er en del af noget vigtigt, som skaber værdi, siger hun.