DR2-udsendelse advarer mod ’tingsliggørelse’ af mennesket

ANMELDELSE: ”Min morfar, Hitlers ven” fortæller om Hitlers højre hånd Albert Speer, der både var massemorder og hyggelig morfar…

Af Marianne Olsen

Moritz Schramm og Adam Holm har sammen skabt epokegørende TV med udsendelsen på DR2: Min morfar, Hitlers ven.

Adam Holm, der er født i 1969, har jødisk baggrund og behøver næppe nærmere præsentation: vi kender ham som en temperamentsfuld journalist, der bl.a. har lavet fine udsendelser om grænselandets historie i anledning af 100-året for Genforeningen, og han har også ofte tilkendegivet sit had til nazismen, ikke mindst fordi hans slægt på forskellig vis har været ofre for den nationalsocialistiske ideologi.

Moritz Schramm er født i Berlin i 1970 og er nu dansk; han har boet her i landet i 20 år. Jeg finder på nettet:  ”[underviser som lektor på] Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet. Han har en MA i Tysk og Statskunstskab fra Freie Universitet i Berlin og en ph.d. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.”

Venlig morfar og massemorder i samme person

Det, der fører de to sammen i udsendelsen, er Moritz Schramms morfar, Albert Speer. Albert Speer var Hitlers arkitekt og nære ven, ansvarlig for det nazistiske massemord, planlægger af de kæmpestore bygningsværker, der kendetegner nazismen og planlægger af den udbygning af Auschwitz, der var grunden til at krigen trak uforholdsmæssigt længe ud. Arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen siger i udsendelsen, at Speer – ligesom Hitler – ønskede den overmenneskelige størrelse: ”Folk skal føle sig små” i disse konkret storhedsvanvittige bygninger, og han tog aldrig afstand fra nazismen.

Og så var han altså Moritz Schramms morfar og far til seks børn, hvoraf Moritz Schramms mor, Hilde Schramm medvirker i udsendelsen. Hun er nu 84 år og aktiv politiker hos de Grønne.

Albert Speer var den eneste af de store krigsforbrydere, der ikke blev dømt til døden. Han formåede at skyde skylden på de andre. Men det var altså ham, der omsatte Hitlers visioner til virkelighed og gjorde dem mulige.

Adam Holm og Moritz Schramm i samtale om Albert Speer. Foto: Teddy Bruslund, Saxofilm

Barndomshjemmet: halvfjerdserkollektiv

Moritz Schramm tager Adam Holm med til sit barndomshjem, hvor de møder moderen, og sammen ser de på billeder fra Moritz’ barndom. Han var en smuk dreng med langt hår, som drenge havde det i halvfjerdserne. Familien boede i kollektiv, og der er billeder af et hyggeligt middagsbord, hvor også morfaren er med: Albert Speer. Han fik tyve års fængsel og døde først i 1981.

Speer indrettede sig efter familien som en hyggelig bedstefar, talte aldrig om krigen, var bare flink. Adam Holm forundres over netop det træk, men Moritz Schramm forklarer, at det er en misforståelse at tro, at nazismens forbrydelser kun mærkedes i enkelte få miljøer. Hele det tyske samfund er plettet af den forbandede ideologi. ”Du kan ikke finde én familie, uden at de har været påvirket og medvirkende i nazismen. Det er ikke bare en fortid man kan trække på skuldrene af.”

Forskerens resultat

Therkel Stræde, der er en af vores dybtgående Holocaustforskere, siger at hvis Speer ikke havde formået at skjule sin skyld, ville han givetvis være blevet dømt til døden ligesom de andre. Men han tog aldrig ansvar for sine handlinger.

Mens Speer levede, vidste hans barnebarn ikke noget om forbrydelserne: ”Jeg kunne lide ham, som han var.” Senere krakelerede billedet, og når Moritz Schramm i dag underviser unge mennesker i den nazistiske tid, er det for at de skal vide besked og tage sig i agt for de tegn, der i dag peger i retning af enhver form for nationalisme og tingsliggørelse af medmennesket.

Adam Holm og Moritz Schramm i KZ-lejren Dora Mittelbau. Foto: Teddy Bruslund, Saxofilm

Ondskabens åsted

I slutningen af udsendelsen er de to mænd taget til Dora Mittelbau, ’Ondskabens åsted’, siger Adam Holm.

Dora Mittelbau var en nazistisk koncentrationslejr i Thüringen, der blev bygget af østeuropæiske slavearbejdere sent i 1943. Det var en underafdeling af Buchenwald, beregnet til at fabrikere bl.a. V-2 raketter.

De to besøgende har på grund af Corona ikke lov at gå derind, og det er tydeligt at de har det dårligt begge to, da de taler om muligheden. Hvis det havde været muligt, ville Moritz Schramm, der ligesom Adam Holm er der for første gang, måske være gået ind, ”Men ikke sammen med dig,” siger han alvorligt. Ubevidst ville han synke i knæ, være stille, blive berørt. ”Det er det samme for ofrene, men de behøver ikke forholde sig til det.” Der er en tendens til at andre gerne vil se en tåre, en angerens tåre.

Og her falder så udsendelsens vigtigste replik: ”Det er trods alt vores fælles historie.”

Tilværelsens fælles vilkår.

Og det er sandt. Adam Holm svarer: ”Du rammer noget i mig, som jeg bliver berørt over.”

Der er smukt på Strynø. Her bor en hædersmand med en morfar, hvis forbrydelser han underviser i og åbent advarer imod, samtidig med at han vedkender sig at han holdt af ham, som han kendte ham.

Og netop i den erkendelse kan han advare mod de tendenser i tiden, der er kimen til den slags uhyrligheder: Den kyniske nøgternhed, der tillader at folk bare bliver til ting, og den nationalisme, der lader hånt om andre menneskers ulykke. Det er der partier, der skaber politik på – også her i landet. Vi behøver ikke spejde efter de tendenser. Folkevalgtes holdning til verdens flygtninge råber til os.

Link til udsendelsen