En families rejse i krig og kærlighed

Vi var med til konfirmation af tredjegenerations efterkommere fra Balkan-krigen. Bag konfirmand Natalia vajer det serbiske og færøske flag.

Af Marianne Olsen

Natalia er et vidnesbyrd om mennesker, der mødes i kærlighed fra syd og nord. Hendes forældre, Sonja og Aleksandar har rødder hhv. på Færøerne, i Kroatien og Serbien. Aleksandar og hans søskende flygtede sammen med deres forældre nemlig hertil fra borgerkrigen i Balkan – først til Færøerne og siden fik de lov til at bosætte sig i Danmark.

Krig rammer altid civile

Sandheden om krig er at den altid rammer civilbefolkningen. Det er de magtbegærlige som bestemmer. Om de er kommet til magten på den ene eller anden måde, så bliver resultatet alt for ofte konflikt og krig. Mennesker mister liv og helbred, så der bliver så meget færre folk at regere over bagefter.

Undertegnede kender nogle af ofrene fra Balkankrigen, nogle af dem, der var nødt til at flygte, fordi de hørte til både i Kroatien og Serbien, og fordi de elskede hinanden på trods af propaganda og grænser.  

Krig skaber flugt – hvorhen?

Når der er krig, er der også flugt. Hvor skulle de unge mennesker tage hen i halvfemserne med deres småbørn? Rødderne er på Balkan. Hvor bringer fødderne dem hen?

De elsker hinanden og drager af sted med deres børn – ud i verden. De virkeliggør den gamle filosof Martin Bubers ord om, at alle rejser har et mål som den rejsende ikke kender.

Først kommer de til Danmark og finder venner blandt civilbefolkningen. Men her kan de ikke blive.

Færøerne

Parret får mulighed for at tage til Færøerne. Dér kan de være, fordi øerne har lempeligere flygtningeregler. Færøerne opleves som verdens allersmukkeste og allervenligste sted i verden.

De unge mennesker finder sig til rette. Deres børn vokser op, døtre og den lille søn, Aleksandar der ligesom sin navnebroder i oldtiden vil kunne erobre verden. Årene går. Aleksandar bliver smuk, eksotisk, fremmedartet, og som voksen får han øje på Sonja, der er så lys at hun stråler.

Et nyt par

Det er Sonja, der fortæller, hvordan hendes hjerte næsten holdt op med at slå, da hun fik øje på Alexandar første gang, og nu er der gået mange år. Sonja stråler endnu i glæde over sin familie, for Aleksandar blev hendes.

Glædens frugter

Sonja og Alexandar fik børnene Angela og Natalia. De tog til Danmark, og der mødte vi dem igen. For fire år siden var vi med til Angelas konfirmation i Nørre Sundby.

Det blev en stor fest med megen gensynsglæde og mange taler, der fortalte om rejser og rødder – nye grene vokset op fra gamle rødder.

Sidste år var det Natalias tur til at blive konfirmeret. Højtiden var naturligvis blevet udsat på grund af corona. Men selv en tid, der bliver udskudt, kommer – og se hvor glad hun er.

To flag – en sammenvævet slægt

Natalia er i egen person et vidnesbyrd om alle de mennesker, der skulle mødes i kærlighed fra syd og nord. Et eksempel på sameksistens. Og hun ved det: det ser vi af hendes takkebrevs udsmykning i baggrunden: Det færøske og det serbiske flag.