Eritreaner i dansk landbrug: Jeg er en heldig mand

Malkekøer og integration: Alem Fitwe Meles er landbrugsmedhjælper i Bedsted efter flugten fra tvungen militærtjeneste på ubestemt tid i Eritrea. Han er genforenet med hustru og ønsker nu at bygge en fremtid for sine børn i Danmark.

Af Birthe Munck-Fairwood

I Bedsted har integrationen det godt. Det er man ikke i tvivl om på Hostrupgård, hvor Alem Fitwe Meles er ved at gøre klar til eftermiddagsmalkningen. For to et halvt år siden blev den 36-årige eritreaner ansat som landbrugsmedhjælper på den sønderjyske familiegård. Jobbet fik han, efter at gårdejerparret havde læst om en anden gård, hvor man havde gode erfaringer med at have flygtninge ansat. Danske venner fra kirken og Røde Kors i Løgumkloster, hvor Alem har boet siden i 2015, formidlede kontakten. Kort tid efter fik han familiesammenføring med sin kone og parrets tre ældste børn, der i dag er 10, otte og seks år. Siden er familien blevet forøget med en søn, og Alem har netop afsluttet fædreorlov.       

Flygtede fra militærtjeneste

Klokken nærmer sig tre. Det er torsdag eftermiddag, og Alem Fitwe Meles skifter til blå kedeldragt og gummistøvler, inden han går ud på marken for at hente de 100 sortbrogede køer ind til malkning. I stalden gør han malkemaskinerne klar og går i gang med at malke de første køer. Både han og de tålmodigt ventende køer kender rutinen. Eftermiddagsmalkningen på Hostrupgård tager mellem to og tre timer. Derefter har Alem fri. Næste morgen skal køerne igen malkes, inden de lukkes ud på græs. Alem står op klokken fire og møder ind klokken fem mandag til fredag. Klokken 10.30 har han pause.   

– Det er et godt arbejde. Jeg kan meget, meget godt lide at være her. Jeg er en heldig mand. I mit hjemland var jeg også landmand. Jeg har passet køer, siden jeg var 10 år, fortæller den arbejdsvante eritreaner, der flygtede fra militærtjeneste på ubestemt tid i hjemlandet på Afrikas Horn for seks år siden.

Gemte sig for politiet

Alems livsrejse har været længere end de flestes. Han voksede op i en mindre by 65 kilometer fra Eritreas hovedstad Asmara. Faren havde en høj stilling i militæret og var væk fra hjemmet i længere perioder, så det var moren, der passede de fem børn og familiens dyr og marker.

Da Alem var 17 år, døde hans far i krigen mod nabolandet Etiopien. På grund af farens stilling gik Alem i lang tid fri for den ellers obligatoriske militærtjeneste. Men så kom indkaldelsen.

– I mit land skal alle gøre militærtjeneste. Mange kommer aldrig ud igen. Jeg ville ikke i militæret. Når politiet kom til vores hus for at hente mig, gemte jeg mig. Men jeg kunne aldrig vide mig sikker. Til sidst besluttede jeg at flygte til Etiopien. På det tidspunkt var jeg gift og havde tre børn. Min yngste datter var kun en måned gammel. Vores by lå nær grænsen til Etiopien, så jeg vidste, at når det var rigtig varmt midt på dagen, var grænsesoldaterne trætte og faldt i søvn. Jeg flygtede, da det var allervarmest. Jeg gik meget hurtigt og gemte mig bag træerne. Hvis soldaterne havde set mig, havde de skudt mig.

Underjordisk fængsel

Efter seks måneder i en flygtningelejr i Etiopien lykkedes det Alem at komme over grænsen til Sudan og videre gennem Saharas ørken til Libyen.

– Vi kørte i tre biler i 11 dage. Vi betalte mange penge. Vi sad 30 mennesker oven på hver bil – både mænd og kvinder. Kun chaufføren sad inde i bilen. I ørkenen er det rigtig meget varmt. Vi havde ikke nok mad og vand. På et tidspunkt væltede vores bil. Jeg brækkede noget i skulderen og er senere blevet opereret i Danmark. Men jeg var heldig. Jeg overlevede. Nogle døde. 

I Libyen tilbragte Alem fire måneder i et af landets berygtede fængsler, inden han kom videre til Italien.

– Det var et underjordisk fængsel i en kælder. De gav os mad to gange om dagen, men vi blev aldrig mætte. Jeg kom først ud, da min familie sendte penge. Nogle af dem, der ikke havde penge, blev solgt. Jeg husker en præst, der sang og bad i fængslet. Vi skulle ikke være bange, sagde han. Jesus ville hjælpe os. Jesus var der både i dag og i morgen.         

– Vi var 500, der skulle over Middelhavet i den samme båd. Båden var meget lille. Vi sad sammenkrøbet helt tæt. Alle var meget bange. Om natten var der kun vand og stjerner. Ingen bjerge. Ingen jord. Jeg havde aldrig set så meget vand før. Jeg tænkte hele tiden på min mor og min kone og mine børn. Efter 24 timer kom et stort italiensk skib og samlede os op. På skibet sagde de velkommen og gav os mad. Vi var meget sultne. Vi sagde alle sammen tak til Gud. Efter et døgn kom vi til Sicilien, hvor vi fik nyt tøj og sko og lov at vaske os med vandslanger. Jeg husker stadig følelsen af at blive ren igen efter flere måneder, fortæller Alem.   

Adskilt i fire år

Nogle uger senere kom han videre til Danmark, hvor han fik asyl året efter. Men der skulle gå yderligere næsten tre år, inden han fik familiesammenføring med sin kone Senyat (29) og de tre børn.

– Jeg var meget bekymret for min familie. Først skulle min kone til Etiopien for at få papirer. Det var meget forbudt at forlade Eritrea, så hun måtte gå hemmeligt over grænsen gennem skoven med børnene. I Etiopien ventede hun i 10 måneder. Det var meget svært for hende. Den dag, de endelig kom til Billund Lufthavn, bankede mit hjerte meget stærkt! Min yngste datter var bange for mig, men min store dreng kunne godt genkende mig, fortæller Alem.

I dag har Alem mange drømme for sine børn.

– De skal have en god uddannelse. Jeg har kun gået i skole i seks år. I Danmark kan mine børn gå i skole i mange år. Hver dag beder jeg Jesus om at hjælpe mine børn.   

’Min danske mor og far’

For den eritreanske familiefar er det en sidegevinst, at arbejdet på gården også giver ham mulighed for at bruge det danske sprog i hverdagen.

– Mine børn er allerede bedre til dansk end mig, siger han og ler, mens de to døtre på seks og otte år kappes om hans opmærksomhed og tydeligvis nyder, at deres far er hjemme og tilgængelig midt på dagen. 

– På gården spiser vi morgenmad sammen hver dag efter morgenmalkningen. Så snakker vi dansk. Vi snakker om mange ting. Landmanden er ikke kun min chef. Han og hans kone er også min far og mor i Danmark, fortæller Alem med et stort smil.