’Evakuer børnene fra Moria-lejren’

11 EU-lande er gået med til at modtage flygtningebørn fra de overfyldte lejre på de græske øer. Nu opfordres danskere at gå til deres kommune for at lægge pres på integrationsministeren.

Tusindvis af børn er strandet i flygtningelejre på de græske øer under kummerlige forhold med risiko for overgreb, sygdom og uden skolegang og ordentlige sanitære forhold.

Det skriver Michael Graversen på en nyoprettet Facebook-side, der opfordrer til at skrive til kommunerne om at modtage et antal flygtningebørn fra Moria-lejren.

– Jeg har rejst af flere omgange i Moria-lejren som dokumentarist og frivillig og set de frygtelige forhold som de over 6.000 børn bor i, skriver han til Netavisen Sameksistens.

I P1 Orientering fik han EU-parlamentarikeren Nikolaj Willumsen til efterfølgende at tage emnet op i EU-Kommissionen. Og i Debatten på DR2 plæderede han for ”om vi ikke kan tage de mest udsatte børn ligesom 11 andre EU lande har tilkendegivet at de vil gøre”.

Send et brev til din kommune

På Facebook-siden “Evakuer børnene fra Moria – og de græske øer” opfordrer Michael Graversen til at sende og underskrive et brev til ens kommune. Mellemfolkeligt Samvirke har allerede gjort forarbejdet og forslår bl.a. at skrive:

”Over 40.000 flygtninge befinder sig på øerne i Grækenland. I flygtningelejren Moria, der har kapacitet til 3000 flygtninge, opholder der sig lige nu 20.000 mennesker. Tætpakkede madkøer, et minimum af vandhaner og manglende sikkerhed er de rammer, som børn og deres forældre lever under i Moria-lejren. Det er umenneskeligt. Og de kummerlige forhold gør det umuligt at følge sikkerhedsforanstaltningerne mod COVID-19 i lejren.”

Lægger pres på Tesfaye

Over 20.000 danskere har allerede skrevet under på, at Danmark bør vise solidaritet med Grækenland og tage imod 500 børn fra Moria-lejren til en fair og sikker sagsbehandling.

I brevet foreslår afsenderen, at den enkelte kommune bliver en del af løsningen:

”Vi vil gerne opfordre jer i byrådet til at tage stilling til dette problem og sige JA til at der er plads til børn på flugt i vores kommune. Som byens borgere vil vi anmode jer om at drøfte det i byrådet, som vi har set det i andre danske kommuner, så I som vores valgte politikere kan sende et stærkt signal til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye om, at I er klar til at give plads til børn fra Moria-lejren.”

Følg Facebooksiden her og se brevet her.