’Farvel Sjælsmark’

Kurdisk familie håber på et bedre liv for deres børn på nyt udrejsecenter.

Af Birthe Munck-Fairwood

Til april får børnefamilier mulighed for at forlade Udrejsecenter Sjælsmark. Ikke for at blive en del af det danske samfund, men for at flytte til et mere børnevenligt udrejsecenter, der ikke er omgivet af hegn, og hvor familierne får lov at lave deres egen mad.

For Shabnam Safari, hendes mand Reza Asoodeh og deres døtre Shina og Nora på seks og to år er der udsigt til mærkbare forbedringer i forhold til hverdagen på det nordsjællandske udrejsecenter, der har været familiens hjem siden november sidste år.

Regeringen besluttede i december, at alle børnefamilier i løbet af foråret skal overflyttes fra Center Sjælsmark til Center Avnstrup ved Lejre på Midtsjælland. Der bor omkring 150 børn på Udrejsecenter Sjælsmark, der drives af Kriminalforsorgen. Center Avnstrup drives af Røde Kors.

Truet med 85 piskeslag

Var prisen for høj? For Shabnam Safari er det ikke et spørgsmål, der kan besvares. Hun ved med sig selv, at hun ikke kunne have handlet anderledes, da hun som teenager i en yarsani-familie nægtede at bære det muslimske tørklæde hijab og følge islams forskrifter. Yarsanier tilhører gammel kurdisk religion.

Konsekvenserne havde hun dengang ingen anelse om.

Mens den ældste datter Shina på seks år er fordybet i familiens iPhone, fortæller Shabnam Safari om opvæksten i en kurdisk yarsani-familie i det shiamuslimske Iran, der siden den islamiske revolution i 1989 har haft et konservativt præstestyre.

– I ottende klasse blev jeg bortvist fra skolen af politiet, fordi jeg ikke ville bære hijab. Nogle måneder senere fik jeg flere problemer. Der skete meget dårlige ting, som jeg ikke kan fortælle om. Det endte med, at jeg fik valget mellem 85 piskeslag eller fængsel. Heldigvis var der nogen, der hjalp mig. Men jeg kunne ikke længere bo hjemme og boede en tid hos min bedstemor i en anden by, fortæller Shabnam.

Gift som 16-årig

Omkring den tid fik hun ved et tilfælde kontakt med Reza Asoodeh, der var ansat i et internationalt firma  og i fritiden var eliteroer.

– Vi mødtes og blev glade for hinanden. I Iran kan man ikke bare være kærester i længere tid, så efter nogle måneder blev vi gift. Da var jeg 16 år.

Men Shabnam havde stadig problemer, og efter fire år så den unge familie ikke anden udvej end at forlade Iran.  

– Vi valgte Tyrkiet. Derfra håbede vi at komme videre til et sikkert land. Min mor hjalp os. Jeg har altid haft et nært forhold til min mor, der både har været mor og far for mig, siden min far døde for 16 år siden.  

Shabnam taler ikke gerne om rejsen fra Tyrkiet med båd til Grækenland og videre op gennem Balkan, Østrig og Tyskland til Danmark. På billetten stod der Malmö, men så langt kom de ikke.    

– Vi ventede et døgn på stranden i Tyrkiet. Vi sejlede i to-tre timer. Båden tog vand ind. Meget vand, fortæller Shabnam. 

I Danmark nåede familien at bo på seks asylcentre, inden de i august 2018 fik afslag på asyl og tre måneder senere blev overflyttet til Sjælsmark.

– Hver måned skal vi til samtale med politiet. “Hvorfor rejser I ikke hjem?” spørger de. Hvis vi kunne rejse tilbage, var vi ikke her. Ingen vælger Sjælsmark. Jeg savner mit land og min familie meget og har så mange tanker.

’Gud er min far’

I Iran var religion altid forbundet med frygt og tvang for Shabnam.

– Mens vi boede i Frederikshavn, blev min mand inviteret i kirke. Vi begyndte at komme i kirken og deltage i babysalmesang med vores datter. Der var ingen tvang. Vi begyndte at gå til undervisning i kristendom. Jeg læste mange historier i Det Gamle og Det Nye Testamente. Især kunne jeg godt lide Job. Han mistede alt men var meget tålmodig.  

– En dag fortalte præsten, at i kristendommen er Gud ligesom vores far. Jeg var kun otte år, da jeg mistede min far. Siden har der været et stort tomrum i mit liv. Efterhånden forstod jeg, at Gud elsker mig som min far. I dag har jeg stadig problemer, men i kirken falder mine tanker til ro, så jeg kan tænke på gode ting.

– Jeg prøver at være en stærk kvinde ligesom min mor. Hun er mit forbillede. Min drøm er at få lov at gå i skole igen og uddanne mig til sygeplejerske, så jeg kan hjælpe mennesker. 

Giver ikke op

Med udsigten til snart at flytte fra Sjælsmark til et mere børnevenligt center er der kommet et spinkelt håb ind over familiens hverdag trods afslag på asyl.

– Vores Gud vil hjælpe os. Det er vi sikre på. Vi er ikke alene. Derfor giver vi ikke op. Vi vil gøre alt for at beskytte vores børn. Vi tror og håber på, at Danmark vil give dem en fremtid. En dag bliver alt godt, siger Shabnams mand Reza Asoodeh med et forsigtigt smil.

Birthe Munck-Fairwood er cand.mag. i engelsk og religion og netværkskoordinator i Tværkulturelt Center. Artiklen fra avisen Nyt på Tværs bringes her med tilladelse.