Filmprojekt viser mennesket bag krisen

Netmediet “Other Story” går bag nyhedshistorierne og interviewer de mennesker, krig og katastrofe går ud over. Åbne spørgsmål lukker op for poetiske svar, der viser en menneskelighed, vi kan identificere os med.

Af Svend Løbner

Other storyer anderledes formidling af klimakrisen – formidling på en personlig måde.

– Det handler jo om vores eksistensgrundlag, siger Madeleine Kate McGowan.

Hun præsenterede sin hjemmeside på Nye Mediers festival den 20. november, hvor hun citerede Naomi Kleins essay “Let them drown” og konkluderede:

Svigtende reaktion på klimakrisen skyldes strukturel racisme. For det er jo farvede mennesker i syd, klimaforandringerne går ud over.

Insisterer på blød journalistik

For at vække os op til dåd har Madeleine Kate McGowan oprettet netmediet Other Story, der vil “humanisere og gensensitivisere” miljøkrisen.

Medierne rapporterer om naturkatastrofer efter nyhedskriteriet “sensation”. Vi går mere efter “sensitivitet”, fortæller hun.

Other Story analyserer mediernes nyhedshistorier ved at rejse derhen, hvor naturkatastrofen indtræffer for at lytte til deres fortællinger, som nyhedshistorien handler om.

– Vi stiller naive og åbne spørgsmål for at lukke op for et andet sprog og få poetiske svar, fortæller Madeleine Kate McGowan og giver nogle eksempler: Når stormen har raset, spørger vi: “Hvad er vind for dig?” Når oversvømmelse rammer: “Hvad er vand?”

– Vi kalder det radical softness og slow journalism. Vi formidler et sprog, som udspringer af fantasier og drømme og åbner for empati, siger Madeleine Kate McGowan.

‘Kærligheden er i krise’

Hun bruger “kærlighed som aktivistisk greb”, og det er der en grund til:

– Kærligheden er i krise i Europa – se blot på den såkaldte migrantkrise, som Europa prøver at løse med mere politi, fastere grænsekontrol osv. Men kærlighed er at turde risikere sig selv og lytte til den andens livsverden. Kærlighed opstår aldrig uden risiko.

Hun fortsætter:

– Integration kan ikke udliciteres, men opstår i venskab, som indebærer risiko. Og hvis man ikke tør løbe den risiko, skyldes det manglende nysgerrighed.

Madeleine Kate McGowan viste en kort film, hvor hun interviewer unge Jan Youssef lige efter han er landet med båden på den græske ø Lesbos. Han opholder sig nu i Tyskland og er siden indrulleret i projekt Other Story som oversætter.


Mere end anonyme masser

Other Story blev grundlagt i 2015, da tilstrømningen af flygtninge og migranter til Europa nåede et klimaks og dominerede nyhedsmedierne og antændte en konfliktpræget politisk debat. I nyhedsrapporter blev mennesker ofte blev portrætteret gennem billeder af anonyme masser, clichéagtige figurer og fortællinger om konflikt.

Her ville Other Story være et alternativ ved at komme tæt på menneskene bag nyhedshistorierne og nyhedsmediernes kategoriseringer. Other Story begyndte at filme menneskelige vidnesbyrd baseret på hjerte-til-hjerte-dialoger. Filmene viser en bred vifte af menneskelige udtryk – alvor, humor, umiskendelig livskraft og hjerteskærende absurditet.

I dag er Other Story i dialog med klimaforskere og forskere af oprindelige samfund, arbejdere i landdistrikterne i Europa og flygtninge i forskellige områder af verden.

Vi kan ikke længere gemme os

– I vores film møder vi personerne, uanset hvad de mener. Vi har endda interviewet Trump-supportere! fortæller Madeleine Kate McGowan. – Vi ser dem som mennesker og deres baggrund og erfaring i den kontekst, de befinder sig i.

– Det er problemet i Vesten: Vi ser ikke menneskene bag al vores viden, alle facts, alle tal osv., mener hun.

Projektet får gode anbefalinger med på vejen, bl.a. fra professor, dr.phil. ved Copenhagen Business School Ole Fogh Kirkeby:

“Efter min mening er “Other Story” langt mere end et kunstværk, det er et humanistisk manifest, for det benytter filmmediet til at skabe et billede af virkeligheden og intenst nærvær hos den anden persons liv, en virkelighed, som vi er tilbøjelige til at ignorere, afvise eller endda foragte. Forskellen i kultur og eksistens bliver overvundet og forbundet på et øjeblik og vores flugt ind i tryg uvidenhed er ikke længere en mulighed.”

Mød Other Story her.