Flere udsatte boligområder i Danmark på 30 år

I perioden 1985 til 2015 steg antallet af boligområder med overvægt af enlige forsørgere og familier med ikke-vestlig baggrund, viser undersøgelse.

På 30 år er antallet af udsatte boligområder steget fra 128 til 358. Det skriver Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) i en pressemeddelelse.

Antallet er opgjort ud fra socioøkonomiske indikatorer som uddannelse, beskæftigelse og indkomst. Den valgte definition adskiller sig fra den definition, som Transport- og Boligministeriet anvender i deres opgørelser over udsatte bolig- og ghettoområder.

”Vores kortlægning viser, at der med den valgte definition af udsatte boligområder er kommet flere af disse områder i perioden fra 1985 til 2015. I løbet af den 30-årige periode er antallet af udsatte boligområder steget fra 128 til 358,” siger seniorforsker i VIVE Vibeke Jakobsen, der står bag rapporten.

Hun understreger, at udviklingen i antal og placering af udsatte boligområder er påvirket af samfundets generelle udvikling i perioden.

Beboerne i de udsatte boligområder adskiller sig særligt fra den øvrige danske befolkning, når det gælder familieforhold og etnicitet.

”Over halvdelen af beboerne i udsatte boligområder er enlige eller enlige forsørgere. Desuden er andelen af familier med ikke-vestlig baggrund over årene blevet større i de udsatte boligområder. I 1985 havde 11 procent af beboerne i udsatte boligområder ikke-vestlig baggrund. Dette tal steg til 40 procent i 2009, men faldt derefter til 36 procent i 2015,” siger Vibeke Jakobsen.

VIVE har lavet rapporten på bestilling af Landsbyggefonden.