Flygtning: Krigen i Syrien gjorde os stærke

Livet stopper ikke, fordi der er krig. Folk var meget stærke. Måske var det vores tro. Vi vidste, at Gud aldrig ville forlade os. Med hans visdom ville det ende med noget godt, fortæller Hayam Alabd fra Raqqa i Syrien.

Af Birthe Munck-Fairwood

Der vil altid være et før og et efter i Hayam Alabds liv. Før krigen og efter krigen.

Otte års borgerkrig i hjemlandet Syrien har sendt over halvdelen af den syriske befolkning på flugt fra deres hjem. Siden 2011 har Danmark modtaget knap 20.000 syriske flygtninge, og en del er efterfølgende blevet forenet med ægtefæller og børn.

Blandt dem er den 30-årige tidligere gymnasielærer fra byen Raqqa i det nordlige Syrien, der i tre år var hovedsæde for Islamisk Stat (ISIS). I dag bor Hayam Alabd i Hjørring sammen med sin mand Yaser Almossa og parrets tre børn på otte, seks og tre år. Familien er flygtet fra krigen uden ende.

Barndommen forsvundet

I varm sommersol tager Hayam Alabd imod i lejligheden på første sal i et ældre byhus i centrum af Hjørring. Efter kun godt tre år i Danmark taler hun næsten fejlfrit dansk og er netop blevet optaget på et toårigt kandidatstudium i matematik på Aalborg Universitet. I samme tidsrum er familien blevet forøget med en søn, der i dag er tre år. Med udsigt over den nordjyske bys hustage fortæller den tidligere gymnasielærer om barndommen i et Syrien, der ikke længere eksisterer, om et liv i krigens skygge, om aldrig at give op – og om drømmen om en fremtid i et frit og fredeligt land, hvor alle respekterer hinanden.      

– Jeg har haft en dejlig barndom. Dengang var livet helt normalt i Syrien. Min far var dyrlæge og min mor husmor. Økonomisk manglede vi ikke noget. Jeg er den ældste af ni søskende. Vores forældre gav os altid masser af kærlighed og omsorg. Det var meget vigtigt for min far, at vi børn fik gode uddannelser – både piger og drenge. Efter gymnasiet læste jeg matematik på universitetet i fire år og fik min bachelor i 2011 – det år krigen startede.

Hayam Alabd var 20 år, da hun mødte sin mand. Han var hendes arabisklærer i gymnasiet og 11 år ældre.

– Vi blev glade for hinanden og besluttede at gifte os. Vi er stadig meget glade for hinanden, siger hun, mens de grågrønne øjne lyser op i et glad smil. 

Lærte at leve med frygt

– Den første tid var krigen endnu på afstand. Jeg underviste på et gymnasium, vi fik to børn og byggede vores eget hus. Men så kom ISIS til vores by. Jeg husker tydeligt den nat, de rykkede ind. Vi hørte, hvordan mange blev slået ihjel. Mænd blev halshugget. Folk begyndte at flygte. Til Libanon. Til Jordan. På min skole blev piger og drenge adskilt. Alle kvinder og piger skulle have sort tøj på og bære niqab. Vi var 11 kvindelige lærere, der fortsatte med at undervise 150 piger uden at få løn. Men snart blev det for farligt.  

– Når der er krig, lærer man at leve med frygten. Vi havde jo ikke andre muligheder. Det var bare sådan. På et tidspunkt arresterede ISIS min far. Han var i fængsel i to måneder.  

Hun tøver et øjeblik, inden hun fortsætter. Leder lidt efter ordene.  

– Krig. Ordet gør ondt dybt inde i mig. Danskere kan ikke forstå, hvad vi har oplevet. Hvordan det føles, når ens samfund går i stykker. Jeg er bare en af mange millioner, der er flygtet fra krigen. Jeg er taknemmelig til Gud og det danske samfund, fordi jeg i dag har et meget bedre liv end mange andre flygtninge. Derfor er det også vigtigt for os at give noget tilbage til Danmark.  

Flugten til Europa

Hun fortæller om baggrunden for familiens flugt:     

– En dag blev min mands bror arresteret af ISIS, der slog og mishandlede ham. Min mand og jeg havde længe talt om at flygte og besluttede, at min mand skulle flygte først sammen med sin bror og jeg blive tilbage med børnene. Vi turde ikke tage dem med ud på den lange farlige rejse. I sommeren 2014 rejste min mand sammen med sin bror og en onkel. Fra Tyrkiet skulle de sejle til Grækenland. Vi vidste, at mange døde undervejs. Vi hørte en masse historier. Men der var ingen anden vej. Fra Grækenland gik de til fods i tre uger op gennem Balkan, inden de nåede til Danmark i september. Efter fire måneder fik min mand asyl. Mens han ventede på familiesammenføring med os, var det meget svært for ham at koncentrere sig om at lære dansk. Han tænkte rigtig meget på os og kunne ikke rigtig lære noget.

Et mirakel at komme væk fra ISIS

– Jeg var alene med børnene i vores hus i Raqqa i 11 måneder. Da vi endelig fik lov at rejse til Danmark, skulle jeg først til Damaskus for at ordne papirer. Normalt tager turen seks timer, men for os tog den 20 dage. Det var et mirakel, at vi kom ud. ISIS havde lukket vores by. De første gange blev vi stoppet, men en nat lykkedes det. Vi kørte længe, inden vi holdt ind for at sove lidt. En time senere blev det sted, hvor vi lige havde været, bombet. Min datter er otte år og husker rigtig meget fra flugten. Bilen, vejene og det sted, hvor vi sov i bilen. Somme tider taler vi om dengang. Men jeg vil gerne, at hun også skal huske noget godt fra Syrien – ikke kun krig.

– Livet stopper ikke, fordi der er krig. Hvis man ikke dør, lever man videre. Folk var meget stærke. Måske var det vores tro. Vi vidste, at Gud aldrig ville forlade os. Med hans visdom ville det ende med noget godt. Uden håb er livet umuligt. Jeg tænkte hele tiden: Jeg har to børn. Jeg skal klare det. 

Mistede alt

– De første dage i Danmark var det, som om tiden stod stille. Mit hoved var helt tomt. Jeg følte ingenting længere. I mange måneder havde jeg levet under et enormt pres i en belejret by. Det hele var meget blandet. Glæden over at være sammen med min mand igen. Og sorgen over, at jeg måske aldrig ville se min familie igen.  

– Men jeg måtte jo videre med mit liv. Jeg havde ikke noget valg. Gennem en tværkulturel forening kendte min mand en dame fra kirken, der begyndte at øve danske ord med mig. Da jeg efter seks uger begyndte på sprogskolen, kunne jeg allerede lidt dansk.

– Min mand og jeg besluttede, at en af os skulle arbejde og den anden læse videre. Det var meget svært for os at modtage penge fra kommunen uden at gøre noget. Min mand mente, at jeg skulle studere, fordi jeg er yngre end ham og har lettere ved at lære. Han fik arbejde i et tømrerfirma, og efter et år åbnede han en lille arabisk butik og senere en større forretning. Det gik rigtig godt. Men for otte måneder siden opstod der brand i butikken ved et uheld, og vi mistede alt. Nu har vi lånt penge fra familie og venner og åbnet en ny forretning. Vi har prøvet at miste vores hjemland, vores hus – alt. Vi kan begynde forfra. Vi har aftalt, at vi aldrig giver op. 

Troen er noget naturligt

For Hayam Alabd er bøn, spiseregler og almisse en naturlig del af hverdagen. Siden hun var 18 år, har hun gået med tørklæde og tildækket kroppen uden for hjemmet.

– Jeg går med tørklæde, fordi det er en del af den person, jeg er. Jeg kommer fra en troende familie. Min tro har altid været noget meget naturligt for mig. Da jeg var barn, tænkte jeg, at alle mennesker var som os. Mine forældre er veluddannede, og vi har altid haft stor frihed. De lærte os, at Gud er retfærdig, og derfor skal vi også leve ret og have omsorg for andre. Alle mennesker er lige meget værd for Gud. Jeg håber, at jeg er stærk nok til at beholde min tro resten af livet og give den videre til mine børn.

– Mange danskere siger, at de ikke tror på noget. Især de unge. Det er lidt underligt for mig som araber.   Men på en sommerlejr har jeg også mødt danskere, der tror på Gud. På lejren var der to timers undervisning hver dag. Jeg tænkte, at det nok var ligesom andre kurser, jeg har været på, hvor lærerne siger, at de ikke selv tror på noget. Men det var helt anderledes. På lejren bad vi sammen til Gud. Jeg stod og bad på min måde. Det var rigtig dejligt. Jeg følte mig ikke længere alene med min tro. Da min datter spurgte, hvorfor vi tog på en kristen lejr, når vi er muslimer, forklarede jeg, at vi alle er mennesker og skal lære at leve sammen.   

Vil bidrage til det danske samfund

Hayam Alabd lægger ikke skjul på, at de seneste års intense mediefokus på udlændinge og mulig hjemsendelse af flygtninge har sat deres spor i den syriske families tanker om fremtiden. 

– Når jeg oplever fordomme om udlændinge og muslimer, gør det rigtig ondt. Under valgkampen følte vi os ikke velkomne. Jeg ved godt, at valgkamp handler om politik, men det er mennesker, der betaler prisen. Når regler og lovgivning hele tiden ændrer sig, er det meget svært. Bliver vi en dag nødt til at flygte videre til et andet land? Vi kan ikke rejse tilbage. Selv om der ikke længere falder bomber i Syrien, er der ingen sikkerhed. I Danmark ønsker vi ikke bare at tage imod. Vi vil meget gerne bidrage til det danske samfund. Vi tror på, at vi kan lære af hinanden og berige hinanden.

Artiklen er bragt i avisen Nyt på Tværs fra i Tværkulturelt Center og bringes her med tilladelse. Birthe Munck-Fairwood er cand.mag. i engelsk og religion og netværkskoordinator i Tværkulturelt Center siden 1994.