’Flygtninge kan være et lys for andre’

Tidligere overrabbiner Bent Melchior talte ved lysgudstjeneste og ønskede, at lyset måtte skinne på flygtninge og at de selv må være et lys for andre.

Af Birthe Munck-Fairwood

Lys blev tændt for at mindes og bede for de mange flygtninge i verden. Og lys var temaet i de mange indslag ved gudstjenesten i Københavns Domkirke mandag den 9. december.

Det er 12. gang kirken er ramme om en lysgudstjeneste for verdens flygtninge. 

Flygtninge fra Sjælsmark og Kærshovedgård

Blandt de medvirkende var tidligere overrabbiner Bent Melchior, der udtrykte sit ønske om, at lyset må skinne også for de mange flygtninge og asylansøgere, der sad tæt på kirkebænkene, og hvoraf en del kom fra udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård. 

– Men vi må ikke glemme, at flygtninge også midt i deres eget mørke kan være et lys for os andre, understregede den 90-årige tidligere overrabbiner.

Herefter sang 10 unge iranske/kurdiske mænd fra Asylkoret på Udrejsecenter Kærshovedgård om den kærlighed fra Gud, som de har erfaret i deres liv midt i en usikker livsfase.  

Procession, bøn og bibeltekster

Gudstjenesten indledtes med en stemningsfuld procession, hvor biskop Peter Skov-Jakobsen med en kurdisk asylpige ved hånden bar levende lys ind i kirkerummet sammen med sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen og 30 asylansøgere og herboende flygtninge. 

Bønner og bibeltekster blev læst af afviste kurdiske asylansøgere og herboende flygtninge fra Eritrea, DC Congo og Iran. I kirkebønnen blev der bedt for de mange millioner flygtninge i verden og for dem, der har søgt fred og sikkerhed hos os i Danmark. 

Bøn om lys børnenes øjne

Særligt blev der bedt for børnene, at der stadig må være lys i deres øjne. For nogle af børnene fra Udrejsecenter Sjælsmark var det tredje år, at de deltog i lysgudstjenesten. 

Under nadveren havde alle de omkring 300 deltagere mulighed for at tænde lys i kirkens lyskors.  

Pakistanske kvinder havde sammen med flygtninge fra Irak og Iran bagt kager, som blev serveret efter gudstjenesten i Rotunden, hvor der også var julegodter til asylbørnene. 

Lysgudstjenesten var arrangeret af Københavns Domkirke, Apostelkirken og Tværkulturelt Center, der var tovholder.