FN-dag om forfølgelse: Anerkend overgreb på yezidier som folkedrab

Verdenssamfundet bør anerkende overgrebene på yezidierne som folkedrab. Det ville sætte et værdigt punktum for den uhyrlige forfølgelse, dette folk har været udsat for.

Af Kim Hartzner, læge og generalsekretær for Mission Øst

Torsdag den 22. august er det FN’s mindedag for ofre for voldshandlinger på grund af religion eller overbevisning. Jeg ønsker, at dagen også bliver en påmindelse til verdenssamfundet om at anerkende Islamisk Stats overgreb på yezidierne i Irak for folkedrab.

For præcis fem år siden besøgte jeg som Mission Østs generalsekretær Dohuk i det nordlige Irak, hvor tusindvis af børn, kvinder og mænd fra det yezidiske mindretal var flygtet hen for Islamisk Stats terror.

Terrororganisationen søgte at udrydde alle, der ikke tilsluttede sig deres rabiate udgave af islam. Således også yezidierne, hvis religion har elementer af islam og kristendom og blev anklaget for at være djævletilbedere.

Yezidierne forlod alt og flygtede op over Sinjar-bjerget og videre nordpå. Mange havde set deres mænd blive henrettet, deres koner voldtaget og deres små teenagepiger bortført som sexslaver. Flygtningene søgte ly i ufærdige betonbygninger og overalt, hvor de kunne finde ly. Mission Øst gav dem førstehjælpsudstyr, tæpper, hygiejneartikler, sæbe, inddækning og kogeudstyr.

Vi var en af de første hjælpeorganisationer til at komme op med hjælp på Sinjar-bjerget, og vi er der stadigvæk. Vi giver drikkevand, hygiejneartikler, tæpper, presenninger, telte, sæbe og alt, hvad der skal til at overleve til over 10.000 yezidier. Samtidig driver vi to børnecentre, hvor børn og unge kan bearbejde deres traumer, gå i skole og begynde på et håndværk. Og de familier, der tør vende tilbage til deres landsbyer, giver vi starthjælp til at reparere deres huse og forretninger, opdyrke deres marker og etablere bistader og drivhuse, så de kan tjene penge til at forsørge sig selv.

Men yezidierne på Sinjar-bjerget tør ikke vende tilbage endnu. Der er stadig lommer af ekstreme grupper, som er efter dem. Det lille yezidiske mindretal lever som jaget vildt, bare fordi de har en anden tro.

Det er ikke rimeligt. Ja, faktisk er det så urimeligt, at verdenssamfundet bør anerkende overgrebene på yezidierne som folkedrab. Det ville sætte et værdigt punktum for den uhyrlige forfølgelse, dette folk har været udsat for.