FN opfordrer Europa til at sørge for flygtningebørns uddannelse

Ikke alle EU-lande giver børn af flygtninge og migranter samme muligheder for skolegang som landenes egne børn får.

FN’s agenturer, UNHCR, UNICEF og Den Internationale Organisation for Migration opfordrer de europæiske lande til at øge støtten og ressourcerne i deres skolesystemer, så alle flygtninge, asylansøgere og migrerende børn har adgang til kvalitetsuddannelse.

Der er tre udfordringer, påpeger de tre FN-agenturer: Der investeres ikke nok penge, der mangler faciliteter i skolerne – både fysisk og i form af psykosocial støtte og modtagerklasser – og der mangler lærere, der er uddannet til at arbejde med flygtningebørn og andre børn, der må flytte fra sted til sted.

FN opfordrer de europæiske lande til at styrke børnenes adgang til førskoleundervisning og fremme integration af unge i gymnasier.

Selv om alle børn har en grundlæggende ret til skolegang, afhænger adgang og kvalitet meget af de lande, asylansøgere kommer til. Klasser i asylcentre giver ikke altid undervisning efter samme læseplan eller opfylder de samme undervisningsstandarder som lokale skoler.

Kun syv EU-lande har eksplicit anerkendt udokumenterede migrantbørns ret til formel grunduddannelse: Belgien, Bulgarien, Finland, Italien, Holland, Spanien og Sverige. Tre medlemslande udelukker eller begrænser børnenes ret til skolegang: Ungarn, Letland og Litauen.

Læs rapporten fra de tre FN-agenturer her.