FN-rapportør opfordrer Danmark til at fremme en mere åben ”danskhed”

Den danske regering bør stræbe efter at fremme en mere åben og inkluderende ”danskhed”, opfordrer FN’s Særlige Rapportør om religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt.

“Regeringen er nødt til at spille en ledende rolle i den videre udvikling af et retfærdigt og inkluderende dansk samfund, hvor såvel medlemmer af religiøse samfund som verdslige mennesker kan føle sig hjemme,” sagde FN’s Særlige Rapportør om religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt, da han tirsdag sluttede et ni dage langt besøg i Danmark med et pressemøde, hvor han fremlagde sine foreløbige indtryk fra besøget.

Han værdsatte, at Danmark hurtigt har udviklet sig fra et religiøst homogent samfund til et mangfoldigt samfund, der respekterer alles ret til frit at udøve deres religion, både i privat og offentligt.

“Men for at styrke Danmark liberale tilgang til religions- og trosfrihed, er der behov for en indsats, der kan forhindre en følelse af stigmatisering og udstødelse blandt religiøse mindretal,” sagde FN’s Særlige Rapportør om religions- og trosfrihed.


Hård tone i samfundsdebatten

Ud over punktet om en mere åben ”danskhed” trak Heiner Bielefeldt to andre punkter frem ved pressemødet – nemlig tonen i samfundsdebatten om konflikter og emner som fx omskæring af drenge under 18 år og spørgsmålet om Folkekirkens særstatus.

”Tonen er blevet hårdere og mere aggressiv i samfundsdebatten,” sagde Heiner Bielefeldt og nævnte, at der er udbredte tendenser i retning af at knytte muslimer sammen med ekstremisme og terrorisme.

“Nogle stemmer i den offentlige debat gå så langt som til at foreslå, at danskhed og islam gensidigt udelukker hinanden,” tilføjede han.

FN-rapportøren bemærkede også, at det jødiske samfund, som traditionelt føler sig meget hjemme i Danmark, ser sig selv udsat for fjendtlighed i forbindelse med debatten om religiøst motiveret omskæring af drenge. Han sagde, at netop det spørgsmål er et meget kompliceret spørgsmål, og at debatten bør føres i respekt for, at det berører nogle jøder og muslimer dybt.


”Folkekirken bør diskutere sin særstatus”

FN’s Særlige Rapportør om religions- og trosfrihed konstaterede, at der modsat Sverige og Norge, hvor båndene mellem stat og kirke er blevet løsnet inden for de seneste år, ikke er tegn på, at en tilsvarende udvikling er undervejs i Danmark.

Heiner Bielefeldt fandt, at Folkekirken gør meget for at fremme dialog mellem religiøse og ikke-religiøse grupper i Danmark. Han fandt det også positivt, at Folkekirken har bidraget til at forme et rummeligt samfund i Danmark. Samtidig opfordrede han Folkekirken til at diskutere den særstatus, kirken har, fordi “den særlige forfatningsmæssige status, sammen med andre privilegier, skaber en følelse af ulighed blandt ikke-troende og religiøse mindretal.”

Under besøget har han haft møder med flere ministerier, med repræsentanter fra bl.a. kristne, muslimske, jødiske trossamfund, med organisationer i civilsamfundet m.fl. Ud over København har opholdet omfattet besøg i Aarhus, Haderslev og Odense (Vollsmose). Den endelige rapport fra besøget bliver offentliggjort i foråret 2017.


Læs mere

Freedom of religion: UN expert urges Denmark to move towards a more inclusive ‘Danishness’, OHCHR.org, 22-03-2016

Preliminary findings of Country Visit to Denmark by Heiner Bielefeldt Special Rapporteur on freedom of religion or belief, OHCHR.org, 22-03-2016