Folketinget afviser at give asylbørn bedre forhold

Borgerforslag om at give afviste asylbørn bedre vilkår og midlertidig opholdstilladelse blev forkastet af Folketinget.

Et borgerforslag fra Folkebevægelsen for asylbørns fremtid ville sikre asylbørns tarv. Det er imidlertid forkastet af Folketinget, ifølge mail fra Folketingets administration på Borgerforslag.dk:

”Det fremsatte beslutningsforslag på baggrund af borgerforslaget “Afviste asylbørn skal tildeles bedre vilkår i hjem- og udrejsecentre og midlertidig opholdstilladelse senest 18 mdr. efter endeligt afslag.” er ved afstemningen under 2. behandling blevet forkastet af Folketinget.”

Forslaget havde to punkter:

1. Tildeling af midlertidig opholdstilladelse for 2 år med mulighed for forlængelse til alle afviste børnefamilier, som ikke har kunnet udsendes 18 mdr. efter endeligt afslag

2. Afviste asylbørn skal garanteres optagelse i folkeskolen og ret til mad lavet af forældrene, indtil udsendelse / opholdstilladelse er mulig – skal sikre afviste asylbørn bedre levevilkår i hjem- og udrejsecentrene i de 18 mdr., de max. kan vente på udsendelse eller midlertidig opholdstilladelse.

Begrundelsen er, at børnene i Sjælsmark og Avnstrup udrejsecentre bliver hængende i centrene på ubestemt tid til fare for deres trivsel og udvikling.

“I oktober 2018 vurderede Rigspolitiet, der er ansvarlig for udsendelsen af afviste asylansøgere, at udsendelsessituationen for 57,54 procent af alle afviste asylansøgere er “fastlåst”, hvilket vil sige, at tvangsmæssig udsendelse er umulig eller vanskelig og tidskrævende at gennemføre. Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderede i september samme år, at 70 ud af de 93 børn, der p.t. bor på Sjælsmark, er fastlåste og risikerer at befinde sig i udsendelsesposition i årevis uden udsigt til faktisk udsendelse,” lyder borgerforslaget.

Tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der pr. 30. juni 2018 er i alt 130 børn, som har tilbragt 4–12 år i asylsystemet, hvilket mange eksperter og organisationer vurderer er uacceptabel lang tid.

Borgerforslaget får hjemmel fra følgende eksperter – her citeret fra Borgerforslaget:

Ifølge Direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, er Sjælsmark “ikke et sted, hvor det er forsvarligt for børn at bo i mere end to uger.

I en rapport fra april 2018 skriver Dansk Flygtningehjælp: “Mens et kortvarigt ophold på et udrejsecenter op til en planlagt udsendelse kan være acceptabelt for afviste børn og unge, er påbuddet om opholdspligt på udrejsecenter til familier, der befinder sig i en fastlåst udsendelsesposition, og som politiet ikke har kunnet udsende tvangsmæssigt i årevis, en uacceptabel tilsidesættelse af barnets tarv.”

De langvarige ophold skaber, ifølge Røde Kors psykolog Sólveig Gunnarsdóttir, “angste børn, der har mange spørgsmål til deres asylsag og fremtid, spørgsmål uden noget konkret svar. Angste børn, der ikke tør give slip på deres forældre, af frygt for at politiet henter dem mens de er væk fra hinanden. Angste børn, hvis nervesystem kører på overdrive, og som er i kronisk alarmberedskab. […] Børn, der gradvist forstår og mærker, at de og deres forældre er uønskede, og begynder at tvivle på om der er plads til dem i verden. […] Børn, hvis udvikling og trivsel gradvist tager skade af at vokse op i håbløshed og desperation.

Læs hele borgerforslaget her.