Forældre er hverdagens helte

Der er forskel på at være opdrager og at være forælder, på at diktere og relatere. Det kan en gammel apostel og ung poet lære os noget om.

Af Svend Løbner, redaktør

Der er forskel på at regulere og at relatere. Det er én ting at bestemme, en helt anden ting at befordre. Ét at lede en forretning og noget andet at være forælder. Mange vil være ledere, men få har tid og måske lyst til at investere den tid det tager at opbygge en relation til dem, de leder.

Den gamle apostel Paulus ramte hovedet på sømmet, da han skrev:

Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre… (1. Korintherbrev 4:15).

Det er så nemt at være opdrager.Og det går hurtigt. Bare diktér – og bum, så skal folk adlyde. Det er sværere at være forælder. Det tager tid, det kræver afsavn, og det er ind imellem hårdt arbejde at bygge relationer. Men indsatsen betaler sig i det lange løb.

Det er ingen sag at sige til børnene efter aftensmaden: ”Så, venner, nu er det jeres tur til at vaske op!” Men når man selv som forælder tager opvasken igen og igen og har gjort det sammen med børnene med musik og hygge til, begynder børnene selv at rydde af bordet og vaske op.

Jeg vil selv gerne være en bedre far og beundrer dem, der tager forældreskabet på sig. De unge behøver det.

Poeten Mazen Ismail fortæller om en skoleinspektør fra skoletiden: Jeg begyndte at blive smidt uden for døren oftere og oftere og blev med tiden fast inventar på skoleinspektørens kontor, som underligt nok var en af de steder, jeg elskede at komme. Han var typen, der altid havde bolsjer i en skål på skrivebordet, og hver gang fik jeg et og et skulderklap med på vejen. Han var typen, der kiggede én i øjnene og sad på trapperne ved siden af én, når han talte. Ham havde jeg ikke lyst til at skuffe.

”Ham havde jeg ikke lyst til at skuffe,” skriver Mazen. Pædagoger kalder det internalisering. Det var lykkedes for skoleinspektøren at bygge en relation med Mazen og gennem denne relation formidle værdier, der vakte den unge drengs egen samvittighed og pligtfølelse.

Det kan love og regler ikke gøre. Det kræver liv og relationer. Det kan du ikke lære på et lederkursus. Det må ligge latent inde i hjertekulen. Og kan du ikke forstå det, så vent, til du selv får børn!

Gennem Netavisen Sameksistens møder jeg ildsjæle, som gør en kæmpe forskel blandt udsatte og sårbare mennesker. Dem tager jeg hatten af for!

De har en særlig kombination af kærlighed og retfærdighed. De har stor empati og samtidig stor retfærdighedssans. De er mødre og fædre i den livsverden, vi alle befinder os i.  

De ser virkelig den unge, flygtningen, den hjemløse, syge, ældre osv. De udstråler varme i vinterkulden.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan samfundet ville se ud, hvis vi ikke havde alle disse hverdagens helte.