’Forstå dog, at muslimer er forskellige’

Islam tolkes meget forskelligt, afhængigt af muslimers baggrund. Vi skal møde hinanden hjerte til hjerte for at integrationen lykkes, mener Fatima Osborne.

Af Svend Løbner

At muslimer og islam er mange ting ved alle menneskekendere. Mennesker er forskellige og tolker derfor også deres religion forskelligt.

Det kom tydeligt frem ved Fatima Osbornes online-foredrag for for organisationerne Folkekirken & Religionsmøde og Folkekirkens Migrantsamarbejde som led i FN’s World Interfaith Harmony Week under foreningen Tro i Harmoni, som Osborne selv sidder i bestyrelsen hos.

Islam med forskellig kultur

Fatima Osborne har somalisk baggrund og kom til Danmark i 1991, hvor hun uddannede sig til optiker og siden involverede sig i alverdens kulturelle fora.

Som de flest somaliskfødte er hun muslim, men lagde ved foredraget vægt på, at islam udtrykker sig meget forskelligt rent kulturelt – om man er ung eller ældre, om man er fra Afrika, Mellemøsten, Asien, eller om man opvokset i Danmark og Europa.

Der er de tre kendte retninger, sunni-, shia- og sufi-islam, men så er der også forskellige skoler indenfor hver retning. Og geografisk er forskellene også så store, at fx somaliskfødte har svært ved at passe ind i arabiskprægede moskéer.

Præget af saudisk wahabisme

Fatima Osborne begræder også, at hendes oprindelsesland, som hun besøgte sidste år, har forandret sig meget, siden hun forlod det. Der sket en såkaldt arabisering med stærk indflydelse fra saudisk wahabisme.

– Unge somaliske mænd får tilbudt gratis uddannelse ved islamiske universiteter i Mekka og Medina og kommer hjem efter 6-7 år, hvor de begynder at undervise i moskeerne efter det, de har lært, konstaterede hun.

Og den tilgang til islam påvirker måden især kvinder klæder sig på, og hvem de kan omgås.

– Da jeg boede i Somalia, gik kvinder ikke med tørklæde før de blev gift. Og mænd og kvinder omgikkes frit i familierne – men sådan er det ikke i dag, hvor kvinder ikke tør lukke familiens mænd indenfor, når de er alene, fortalte hun.

Medier bør vise nuancerne

Hendes pointe er, at når man siger ”muslimer gør det eller det”, så må hun rettelig spørge: ”Hvad mener du?” For muslimer er mange ting. Og herhjemme vokser en generation muslimer op, hvor forældrenes udgave af islam fylder 5 procent, mens de har taget den danske kultur til sig for resten.

Hun opfordrer derfor journalister og politikere at få nuancerne frem. For integrationen af danske muslimer går bedre, end medierne fortæller.

Fatima Osborne fortalte, at hun for nylig deltog i en bisættelse af en dansk ældre mand, der boede i en opgang med mange muslimske beboere. Han havde ingen slægtninge, så præsten hængte en seddel op i opgangen, om der mon var nogen, der kendte manden.

Integration – hjerte til hjerte

– Inden kan kom hjem, havde han 10-12 beskeder på sin mobiltelefon fra mandens naboer, der fortalte, at de skam kendte manden. Han havde spist hos dem og også selv inviteret dem til spisning. Så da manden skulle bisættes, var kirken propfyldt med 98 procent muslimer.

Hendes konklusion: Hjerte taler med hjerte, mennesker mødes og mirakter sker.

– Vi fejrer det, vi har til fælles, og respekterer det, vi er uenige om, sagde hun og fortsatte med fynd og klem:

– Jeg vil kæmpe for, at du kan leve efter din egen tro. Vær den bedste kristne, og jeg vil være den bedste muslim, sagde hun.

Det er i det menneskelige møde, integrationen lykkes, pointerede hun.