Fra politisk enetale til demokratisk samtale

KRONIK: Vi løber en risiko for at ødelægge vores demokratis bedste sider ved ikke at lytte og tale med hinanden, skriver lektor Marianne Olsen i denne kronik om Andreas Simonsens tænkning.

Kronik af Marianne Olsen

I de seneste årtier har jeg interesseret mig for de mest talende folks udtryk og muligheder. Det er politikerne, de folkevalgte, der bliver mest spurgt, og dem der bestemmer mest. Derfor har jeg også tænkt over hvorfor det går så dårligt, hvad det er der medfører så mange fejlbehæftede beslutninger i Folketinget og dårlig regeringsførelse. For selv om den danske regering jo ikke er folkevalgt, sidder den med befolkningens tilslutning, om end kun indirekte.

Indgangen til et nyt årti er en god anledning til at reflektere over talens etik i tiden.

Hvad er tid?

Det skræmmende ved tiden er at den aldrig er der. Den suser altid forbi, så vi enten skynder os at være forud for den og tænker på morgendagen, eller vandrer tilbage og ser på i går, sidste år, forrige årti eller århundrede. Og mens vi spekulerer, er tænkningens første øjeblik allerede fortid.

Måske er det også derfor vi er glade for skriften, for den bliver stående og vidner om længst forbigangne øjeblikke, men heller ikke det skrevne er noget fast punkt, for det må altid forstås i læserens eget flygtige nu.

Det er lige netop i den situation, der er vores livsvilkår, at samtalen er så betydningsrig for os som mennesker, så meningsfuld og med en tyngde, der trodser tiden og giver et sted at være og samtidig være i bevægelse. Tidens uhåndgribelighed bliver mindre pinefuld i samtalens stund.

Andreas Simonsen og den etiske balance

Her vil jeg søge den etiske balance i Andreas Simonsens (1923-1991) tænkning. Mange kender den alt for lidt eller alt for dårligt, og det selv om den afspejler det meste af den europæiske tænkning og har sin mest livskraftige rod i den sokratiske tænkning og søgen efter hvad det gode egentlig er. På Simonsens hjemmeside er det første man får øje på noget som er typisk for Sokrates (469-399 fvt) og som er blevet en af Simonsens egne grundsætninger:

”Ens egen begrænsning er et glimrende udgangspunkt for at få udvidet sin horisont.”

For den, der har beskæftiget sig med den sokratiske metode, genkendes hans åbenhed tydeligt i den metode, vi kalder jordemodermetoden. Den er fyldt med forventning om, at det er samtalepartnerens ’veer’ der ved nærværets opmuntring føder nye erkendelser.

Samtalens åbenhed

Det er lige den form for samtalens åbenhed, vi aldrig hører i den politiske debat. Jeg ved at det går bedre i byrådene, i nogle byråd endda meget bedre. Men de debatter vi lytter til fra Folketinget synes at udelukke den form for konstruktiv lovgivning og regeringsførelse. Man går på kompromis, men det ærgerlige ved kompromiset er at man hugger hæle og klipper tæer, inden man har fundet ud af om der ville være mulighed for at ændre sin forståelse, så der kunne blive en komplementaritet i stedet for kompromis. Det er nemlig i komplementariteten den etisk acceptable mulighed ligger. Desuden bliver man fri for at hævde sig selv som vinder. Det ville være en stor fordel – ikke mindst for vælgerne.

Kvantitet og kvalitet

På Andreas Simonsens hjemmeside finder man også andre grundsætninger, der vidner om rødder helt tilbage til oldtiden:

”Hvad mennesket kan udrette ved egen kraft er uendelig ubetydeligt – men uendelig betydningsfuldt.”

Her bruger vores tænker sproget både raffineret, indsigtsfuldt og humoristisk. Det er godt at dvæle ved ordlyden og indse at den enkelte slet ikke kan undværes, men bør også på alle måder tage sig selv uhøjtideligt, med et gran salt. Den enkelte kan være nok så betydningsfuld alligevel – eller måske netop derved.

Og Statsministeren?

Lad os tage Statsministeren, som er aktuel ved et års begyndelse: Hvad ville hun kunne uden alle de medmennesker, hun sætter i sving? Og hvad kan hun i virkeligheden? Svinger de med? Svinger vi med? Er hendes ord tomme ord, der gør mere ondt end godt? Bliver den ’uendelige betydningsfuldhed’ til gode eller til skade? Havde der været bedre ideer i en ægte samtale? Var Statsministeren mon klar over hvor lidt hun kan udrette ved egen kraft og hvor megen skade eller gavn hun kan afstedkomme?

Alle disse spørgsmål vækker Andreas Simonsen med sin grundsætning, og vi bør ikke vente på hvad der sker. Vi er nødt til – i vores ringe omfang – at give os til kende, så lidt det også lader sig gøre.

For vi løber risikoen for at ødelægge vores demokratis bedste sider ved ikke at lytte til og tale med hinanden. Det er en katastrofal mangel. Hvis en tale som Statsministerens udmærker sig på den ene side ved bombastiske, nærmest direkte ordrer om behandlingen af børn, men på den anden side er næsten tavs med hensyn landets forhold til vores omverden i øvrigt, så kan hun hurtigt komme til at herske i en ørken.

Oldtid og nutid

Det er vi ikke uvante med, hverken fra oldtidens litteratur, hvor vi finder anklagen om den slags regering i Sofokles’ Antigone,eller i nutidens realiteter i Syrien. Og det er netop den mangel, vi har så hårdt brug for at få udbedret, så vi kan få danske børn hjem fra krigslejre. Hvad med dem? Og hvad med de familier, hun vil tage børn fra? Utallige spørgsmål hober sig op. Lige så mange åbne og åbenhjertige samtaler kunne være både middel og mål.

Hvor længe kan man stå i så afgørende en situation? Er vi tvunget op på en knivsæg, fordi magthaverne ikke magter samtalen? Eller fordi de ikke tør den ægte samtale?

Ægte demokrati

Hvad er den bedste udfoldelse af demokratiet? Igen her finder jeg en formulering der – med Andreas Simonsens ord –  appellerer til både den enkeltes værdighed og forpligtelse. Han siger:

”Jo flere der er blinde for uadskilleligheden mellem indordning og udfoldelse, des større fare for, at samfundet vil gå til grunde i anarki eller tyranni.”

Er det den fare vi udsætter os for i disse dage, de første dage i det nye årti? Det kan det meget vel være.

Kan vi finde balancen mellem indordning og tyranni på den ene side og udfoldelse og anarki på den anden, så vi ikke lander i ekstremerne, men bevarer et sandt, demokratisk Danmark med en regering og et folketing, der holder balancen ved netop at inddrage borgerne i samtalen?

For denne etiske grundsætning gælder enhver, også den leder, der siger at ’vi har fået jorden til låns’. Nej, vi har ikke jorden til låns, og jorden skal nok klare sig. Det er jorden der har os, ikke omvendt. Det behøver man ikke være religiøs for at forstå, selv om det hjælper.

Det hjælper i det hele taget at indse proportionerne i vores vilkår og indse de relationer vi under alle omstændigheder har til hinanden.

Læs mere om Andreas Simonsen her.