‘Framing’ af debatten om omskæring

DEBAT: Når vi som borgere i et demokratisk samfund skal tage stilling til et evt. forbud mod omskæring af drengebørn, vil det være klogt besinde sig på, hvilken fortælling, vi udsættes for.

Af Mogens S. Mogensen, kulturkonsulent

Der gives ikke et objektivt medicinsk svar i omskæringsdebatten. Her er der meget andet på spil end videnskab, nemlig menneske- og samfundssyn, og i sidste ende etik. Desuden er der et sprogligt aspekt i debatten: Taler vi om omskæring eller lemlæstelse?

De ord, vi anvender i debatten, er ikke neutrale, men i høj grad værdiladede, og den der får lov til at bestemme, hvilke ord der skal bruges, får måske også allerede fra begyndelsen overtaget i debatten.

Forældrenes ret eller barnets beskyttelse?

Her er nogle spørgsmål til refleksion:

Når det gælder omskæring, skal det spørgsmål så først og fremmest ses i lyset af det enkelte menneskes (også barnets) ret til selvbestemmelse over sin krop? Eller skal det ses i lyset af spørgsmålet om religionsfrihed? Sætter vi omskæring af drengebørn i jødedommen og islam i relation til dåb af børn i folkekirken, eller ser vi den i sammenhæng med kvindeomskæring?

Fokuserer man på forældrenes ret til at opdrage deres børn og også til at indføre dem i familiens religion, eller fokuserer man på samfundets forpligtelse over for børn, og herunder at beskytte dem mod overgreb fra forældrenes side?

Anderledes debat med muslimsk vinkel

I debatten har fokus været på, hvilke konsekvenser et forbud mod omskæring ville få for jøder, men ikke for muslimer. Det rejser flere spørgsmål:

Hvilken betydning har det for debatten, at det først og fremmest er jøder, vi taler om? Ville debatten forme sig anderledes, hvis man tog udgangspunkt i muslimernes situation? Sandsynligvis!

Fokuserer man på omskæring udelukkende som en religiøs rite, som det vitterligt er for jøder og muslimer, og glemmer man i debatten, at omskæring i en række lande foretages af ikke-religiøse årsager?

I Danmark er det stort set kun jødiske og muslimske børn, der bliver omskåret, men fx. i USA blev i 2020 58% af drengebørnene omskåret, selvom det kun er 4% af befolkningen, der var jøder eller muslimer. Også i en lang række andre lande, er der forældre der lader deres drengebørn omskære af ikke-religiøse (og ikke-medicinske) årsager.

Principper eller menneskelige konsekvenser?

Fokuserer vi på, hvilke konsekvenser et forbud (eller ophævelsen af et forbud) vil få for de implicerede, eller fokuserer man på de principper, man forfægter? De angivelige principper kunne fx være, at man ikke må skære i små børn uden medicinsk begrundelse. Konsekvenserne kunne være, at selvom handlingen blev forbudt, så ville de alligevel i mange tilfælde blive gennemført, men på en måde, der ville indebære en række andre alvorlige problemer.

Eller konsekvensen af forbud mod omskæring kunne være, at jøder oplevede, at de ikke længere var velkomne i Danmark og måske ville overveje at flytte til et andet land, hvor omskæring var tilladt. Endelig kunne det få alvorlige internationale konsekvenser for Danmark, hvis vi som det første land indførte et forbud mod omskæring.

Hvilken vinkel har debatten fået?

Alt dette her handler bl.a. om ‘framing’, der direkte oversat betyder ”indramning”. Det handler om, hvordan vi indrammer et fænomen, en begivenhed eller et spørgsmål og er dermed med til at påvirke, hvordan vi opfatter fænomenet. ‘Framing’ handler altså om at vinkle debatten om et emne for derigennem at påvirke, hvordan emnet diskuteres og dermed også hvilken holdning folk kommer til at indtage til emnet.

Når vi som borgere i et demokratisk samfund – og når politikere i et repræsentativt demokratisk system – skal tage stilling til et evt. forbud mod omskæring af drengebørn, så vil det være klogt for alle at besinde sig på, hvilken ‘framing’ af spørgsmålet, vi udsættes for i den hastige debat, der foregår i medierne, inden former vores egen mening om emnet.

Jeg er selv modstander af et forbud mod omskæring af drengebørn. Og jeg tager hatten af for de politikere, der har modet til at gå imod det store flertal af befolkningen – en undersøgelse siger, at 86% går ind for et forbud. Og jeg glæder mig over, at vi netop ikke har et direkte demokrati, men et repræsentativt demokrati, der skyder et besindelsens element ind mellem folkestemninger – måske præget af ‘framing’ – og vedtagelsen af love.