Frygt for fremmede bunder i dansk identitetskrise

– Vi prøver at tage andres kultur fra dem, fordi vores egen kultur er blevet svag, siger Henrik Goldschmidt, der håber, at Danmark i fremtiden bliver et mere tolerant samfund.

Denne artikel er del 3 af i alt 3 dele. Læs den første her.

Musik samler på magisk vis. Musik lindrer smerte. Musik reparerer verden. Det mener Henrik Goldschmidt, der er aktuel med interviewbogen Manden, der ville reparere verden med musik. Goldschmidt er mest kendt herhjemme for Goldschmidts Musikakademi, der tilbyder gratis musikundervisning til børn på tværs af kulturer. Den verdenskendte oboist er også stifter af Middle Eastern Peace Orchestra.


En musikskole for alle
Erfaringen af musikkens magi blev starten på orkestret, hvor musikere fra hele Mellemøsten samledes og turnerede verden rundt. Herefter kom idéen til en gratis musikskole for børn på tværs af kulturer. I dag har Goldschmidts Musikakademi afdelinger på Nørrebro, i Greve og i Aalborg. Som noget nyt startede akademiet desuden to nye sammenspilshold på det omdiskuterede Udrejsecenter Sjælsmark i februar.

Han er ikke i tvivl om, at musikken gavner børnene på alle livets områder:
– Alt det, som forældre gerne vil opdrage deres børn til, sker automatisk i musik, forklarer Goldschmidt og uddyber.

– For hvad sker der, når du spiller musik med andre? Hvis du råber for højt, synger falsk eller ikke holder rytmen, så ødelægger du helheden. Hvis du kræver for meget opmærksomhed, så kan du ikke gå ind i et kor. Det vil sige, at man bliver disciplineret på den gode måde. Man lærer at lytte. Man lærer, at man ikke altid er i centrum. Man lærer at overlade initiativet til en anden. Man glæder sig til det tidspunkt, hvor man selv pludselig får en lille bid, der kan høres. Man bliver udviklet som menneske, fordi man kører efter nogle musikalske færdselsregler, der giver sig selv. Og alle kan høre, når det lyder godt, og så bliver børnene så glade, forklarer den erfarne musiker.


Frygt bunder i dansk identitetskrise
Man fornemmer, at kulturforskelle slet ikke er et issue hos oboisten, der færdes hjemmevant på både Nørrebros gader og Operaens bonede gulve. Jeg tænker på farmorens ord om, at det immaterielle ikke kan tages fra os.

Hvis kulturen ikke kan tages fra os, hvorfor er der så en udbredt frygt for at miste den danske kultur i dag?

– Jeg kan forstå den konkrete frygt for vold, for eksempel. Men ellers forstår jeg ikke frygten. Rent kulturelt er jeg ikke bange for noget som helst. Der er jo ikke nogen, der kan tage min kultur fra mig, lyder det fra Goldschmidt, der både er rundet af den jødiske kultur og samtidig betegner sig selv som ”pæredansk”.

– Vi danskere prøver derimod at tage andres kultur fra dem – hele tiden! Vi vil bestemme, hvordan man må gå klædt, hvilket kød, man må spise, og hvordan man skal opføre sig – der er ingen grænser efterhånden. Nu skal man også tvinges til at give hånd, og hvis det ikke er ens kultur at give hånd, så er det en slags magtdemonstration at fremtvinge det.

– Hvis du spørger mig sådan mere filosofisk, tror jeg, at det har noget at gøre med, at den danske kultur har været svag i en lang periode. Lad mig prøve at forklare det. Jeg er musiker, og jeg spiller til rigtig mange fester. Når jeg spiller til en jødisk fest, hvad spiller vi så? Jødisk musik for fuld knald. Hvad danser vi til? Jødiske danse. Når jeg spiller til en muslimsk fest, hvad spiller vi så? Muslimsk arabisk musik. Okay, nu spiller jeg så til et dansk bryllup, og de spiller udelukkende amerikansk pop og rock. De kunne aldrig finde på at danse til en dansk folkedans. Det er bare et eksempel på, at der er kommet en amerikansk kultur ind i Danmark. Når der så kommer en meget stærk kultur og et stærkt sammenhold op imod den danske, så bliver man bange. Jeg tror, at det må være sådan noget…, reflekterer Henrik Goldschmidt.


Der kan altid opstå venskaber
Tiden er fløjet afsted, og Publikumsorkestret venter sandsynligvis tålmodigt på deres dirigent. Jeg kiler et sidste spørgsmål ind:

Hvor drømmer du om, at du selv og vores land er om 20 år?

Goldschmidt gør mig hurtigt opmærksom på, at han i 2039 er godt oppe i 80’erne. Jeg tror, at det er musikerens smittende livsgnist, der gør det svært at forestille sig ham mindre aktiv, end han er i dag:
– Men lad os bare sige 20 år, konkluderer han.
– Om 20 år er jeg rektor for Goldschmidts Akademi, som har filialer i samtlige byer i Danmark. Vi er blevet et begreb, ikke bare i København, men i Aalborg, Aarhus, Odense og forhåbentlig også mindre steder. Og så er det gået op for kommunerne, at de skal deltage i betalingen, så vi er finansielt sikrede.

– I forhold til Danmark, drømmer jeg om, at vi om 20 år har fået et mere harmonisk samfund, hvor man kan respektere og nyde hinandens forskelligheder og traditioner og invitere hinanden ind. Jeg håber, at vi er blevet et mere tolerant samfund.

– Det er vigtigt med bogen og alt det, jeg gør at vise, at der mellem mennesker altid kan opstå et venskab, afslutter Henrik Goldschmidt.

Og så er det vist tid til orkesterprøve.