Gældslettelse kan bekæmpe Corona i udviklingslande

KRONIK: Alle kreditorer skal være enige om at eftergive udviklingslandes gæld for at kunne bekæmpe Corona-virus og dens sundhedsmæssige og socioøkonomiske konsekvenser.

Kronik af Rebekka Blomqvist, politisk rådgiver i Globalt Fokus

350 milliarder kroner kunne 69 af de fattigste udviklingslandene få frigivet til Coronabekæmpelse og til at understøtte økonomiske hjælpepakker, hvis verdenssamfundet kunne enes om at sætte landenes gæld på pause i 2 år – et såkaldt gældsmoratorium.

Gældseftergivelse som redskab i kampen mod corona

Gældsbetaling udgør i dag en stor andel af mange udviklingslandes økonomi, for nogle lande betydelig mere end de bruger på deres sundhedssektor. Da Corona ramte, fik arbejdet omkring gældseftergivelse fornyet energi med argumentet om, at det kan frigive midler til udviklingslandenes bekæmpelse af corona.

Drøftelserne startede og optimismen for, at det kunne lykkes, bredte sig, da det så ud til at de internationale samfund i både G20, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken satte det på dagsordenen. At få frigivet midler til kampen mod Corona er ikke kun vigtigt ud fra et sundhedsperspektiv, men også for at dæmme op for den store risiko, der er for at millioner af mennesker kan blive skubbet ud i dyb fattigdom grundet de socioøkonomiske konsekvenser af pandemien.

I G20 blev man enige om at suspendere bilaterale gældsbetalinger fra 77 af de fattigste lande frem til slutningen af 2020. I IMF blev man enige om at give gældslettelse til 25 af de fattigste lande i de næste seks måneder. Verdensbanken endte dog i sidste ende uden en aftale om gældseftergivelse eller moratorium.

Den lange vej til succes

Da den første glæde havde lagt sig, viste det sig, at der var langt igen for en succesfuld hjælp til udviklingslandene gennem Coronakrisen via gældslettelse. IMF’s gældslettelse er nemlig skruet sådan sammen, at de 25 lande får bevillinger fra fondens ’Catastrophe Containment and Relief Trust’ (CCRT) til at dække afbetalingerne til netop IMF. Midlerne i fonden er dog allerede givet til IMF fra donorer som udviklingsbistandsmidler. Dermed øremærker IMF udviklingsmidler, som de giver til udviklingslandene til at dække de afbetalinger, som landene skylder IMF, mens det blive kaldt gældslettelse.

For at gældseftergivelse skal være succesfuld som et redskab i kampen mod Corona og dens sundhedsmæssige så vel som socioøkonomiske konsekvenser for verdens fattigste lande, så skal alle kreditorer med ombord. Det var derfor yderst skuffende, da de private kreditorer, som ofte er hedgefonde, banker og råvarehandlere, der låner mod fremtidig eksport, ikke var villige til at deltage i tiltag for at lette gældsbyrden for udviklingslandene. Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke advarer, at dette kan betyde, at de frigivne midler fra stater gennem bl.a. G20’s tiltag vil blive brugt til at betale de høje gældsbetalinger til private kreditorer fremfor at frigive midler til bekæmpelsen af Corona. Dertil kommer, at udviklingslandene frygter, at deres kreditscore falder, hvis de tager imod tilbuddene fra de internationale donorer, hvilket kan gøre det sværere og dyrere for dem at få lån i fremtiden.

Fremtidens gæld og gældslettelse

Lån og gæld på den internationale scene har ændret sig over de seneste par år. Nye aktører så som private kreditorer og nye bilaterale donorer, lande så som Kina, dominerer i langt højere grad landskabet i dag. Denne udvikling har ændret samarbejdet om gældseftergivelse, der traditionelt set har været et samarbejde mellem IMF, Verdensbanken og Parisklubben, der er en uformel af gruppe bestående af bl.a. de nordiske lande og andre traditionelle donorlande, som samarbejder om gæld og gældslettelse. Disse nye aktører har normalt kun løs eller ingen tilknytning til dette samarbejde, og med Coronakrisen har vi derfor både set andre aktører så som G20 spille en større rolle, men også hvordan det brogede landskab gør gældseftergivelse til et svært redskab at anvende.

Selv inden Corona ramte verden, advarede eksperter om, at en gældskrise lå og lurede i horisonten. I 2018 udgjorde gældsbetalingen i gennemsnit mere end 10 procent af udviklingslandenes indtægter. Dette er en stigning på 60 procent siden 2014. Pandemien har sat yderligere spotlight på, hvor stor en byrde gældsbetaling udgør for investering i offentlige servicer i udviklingslandene. I 2019 brugte 64 udviklingslande mere på gældsbetaling, end de gjorde på deres sundhedssystemer. Dette gælder bl.a. for Ghana, der er et af den danske regeringens prioritetslande, hvor udgifter til sundhedssystemet udgør 10,8 procent af landets indtægter, mens udgifter til eksterne gældsbetalinger udgør 39,1 procent af landets indtægter. Med så høj afbetaling til international gæld udgør gældsudgifter ikke blot en hindring for udviklingslandenes egne investeringer i deres udvikling, men der er en reel fare for, at den eksplosive stigning i gældsposter snart gør en ny gældskrise til en realitet.

Problemer ved de nuværende gældssystemer

Coronakrisen har sat skub i dagsordenen om gældseftergivelse til udviklingslandene, men for at gældslettelse kan være et effektivt værktøj til bekæmpelse af Corona, er det vigtigt at få alle kreditorer med om bord. Desuden bør langt flere lande have mulighed for gældseftergivelse, end det er tilfældet i de nuværende aftaler. Både her og nu, men også på langt sigt, er det essentielt at få skabt mere gennemsigtighed på alle niveauer af lån og gæld i det internationale system. Det gælder både, hvordan lån optages, hvad lån bruges til, og også hvordan gældslettelse gives.

Det fornyede fokus på gæld bør ikke stoppe ved Coronabekæmpelse. Om noget har krisen peget på behovet for en gennemgribende diskussion af problemerne ved de nuværende gældssystemer og behovet for at finde nogle langsigtede bæredygtige løsninger.