Greta Thunbergs sandhed er ilde hørt

DEBAT: Vor tids ’voksne’ er mere ivrige efter at diagnosticere den unge kvinde end efter at gøre verden til et bedre sted.

Af Marianne Olsen

I begyndelsen var det med forbavselse, jeg læste om Greta Thunberg, så med eftertænksomhed og sidst med erkendelse af, at hun taler sandt.

Ikke blot taler hun sandt, men hun er et vidnesbyrd om, at sandheden er ilde hørt, for i samme grad omgivelserne forarges, peger hendes vredesudbrud på alle de andre forsømmelser, vores magthavere sover roligt med nat efter nat – og har gjort det, så længe verden har nedskrevet beretninger om magtens magtesløshed.

Greta Thunbergs ord kalder på de associationer, der ligger ligefor. Og på håb, ungdommens håb.

I gamle dage, for 80-100 år siden, spiste man kage i ministerierne, når en sag havde været syltet i så lang tid, at man kunne håbe på at den var glemt.

I dag gælder det klimaet. Klima og krig hører sammen, men man vil ikke holde op med at bruge og producere våben, den destruktive slags, altså.

For man kunne jo følge den gamle drøm og smede sværdet om til plovjern. Det kunne gå hurtigt, hvis verdens herskere ville, for Greta Thunberg og mange af os andre vil gerne have fred og frugtbarhed.

Greta Thunberg taler om klimaet, der er så påtrængende en sag. Klimaet i udvidet forstand, hvor vi lærer venlighed i stedet for at fremelske had, er ligeså påtrængende. Her i landet kunne man lukke Sjælsmark. Vi har ventet hver dag på at den nye regering skulle tage mod til sig og indse at Sjælsmark, Ellebæk og andre lejre er undergravende for vores fremtid.

Greta Thunberg taler myternes sprog. I myten om syndfloden lo folk af Noa, da han byggede sin ark. Den tids selvbestaltede forargede folk grinede ad ham – indtil de druknede.

Vor tids ’voksne’ er mere ivrige efter at diagnosticere den unge kvinde end efter at gøre verden til et bedre sted. Og når vandet stiger, og vi alle drukner, er det for sent.