’Hellere dø i Middelhavet end havne i et syrisk fængsel’

Peshank Kango blev smidt i et fangehul, hvor ydmygelser, tæsk og tortur var hverdag. Han slap ud og flygtede til Danmark, hvor han nu vil fortælle sin historie og debattere med dem, der ’taler grimt om flygtninge’.

Af Svend Løbner

– Jeg blev smidt ned i et fangehul på 10 kvadratmeter, hvor der sad omkring 70 mennesker ovenpå hinanden. Jeg fik tæsk, jeg så fanger blive slæbt ud og skrige under tortur, jeg kan ikke beskrive, hvor forfærdeligt, det var. Da jeg endelig kom ud af fængslet, flygtede jeg mod Europa over Middelhavet.

Peshank Kango fortæller lavmælt og intenst, mens vi sidder på en bænk på gågaden i Aarhus. Stedet er valgt, fordi han ikke vil plapre ud med de smertefulde minder for enhver. Men han fortæller dem gerne til Sameksistens.dk. Det er nemmere at håndtere oplevelserne på tryk.

– Da jeg stod og skulle stige op i gummibåden, der var alt for lille til de over 40 mennesker, kvinder, mænd, børn og ældre mellem hinanden, tog jeg en beslutning: Jeg vil hellere dø i Middelhavet end vende tilbage til Syrien og havne i et af Assads fængsler.

Millioner er flygtet og fordrevet

Peshank Kango er 23 år og kom til Danmark fra Syrien i juli 2015. Han studerer HF i Aarhus og arbejder i weekenderne på GLS. Og så er han lige blevet valgt ind i DFUNK’s landsstyrelse. DFUNK er Dansk Flygtningehjælps ungdomsafdeling.

– Hvor skal jeg begynde? spørger han, da vi har fundet bænken og stedet, hvor vi kan være i nogenlunde ro.

– Fra begyndelsen, svarer jeg – og han starter i 2011, hvor borgerkrigen i Syrien startede. I dag lever 5,6 millioner syriske flygtninge i Syriens nærområder, mens flere end 6,6 millioner lever som internt fordrevne inden for Syriens grænser. Omkring 900.000 har søgt asyl i Europa.

Det er store tal, så store, at krigen bliver fjern og diffus for udenforstående. Men Peshank Kangos historie får os ned på jorden igen.

Var nær blevet dræbt af en bombe

– Jeg var ude i byen sammen med venner. Vi spillede pool i en kælder. Pludselig hørte vi en meget høj lyd. Vi skyndte os op og så at der lå en masse mennesker, både døde og sårede rundt omkring på gaderne. Der var blod overalt. Jeg var meget chokeret. Jeg havde aldrig set noget lignende.

– Jeg gik over til menneskene. Skal jeg hjælpe dem eller skynde mig hjem? tænkte jeg. Jeg trådte ti meter tilbage. I næste sekund eksploderede en bombe lige dér, hvor jeg havde stået. Jeg kunne mærke et tryk, høre et højt brag, og så blot et skærende lys, der borede sig ind i mine øjne. Jeg begyndte at løbe…

Efter få sekunder kunne jeg mærke at jeg blødte meget. En mand ved siden af mig havde mistet halvdelen af sin arm og løb alt, hvad han kunne. Jeg råbte efter hjælp, og vi blev begge kørt på hospitalet. På vej dertil skulle vi forbi en gade, hvor der var snigskytter. Taxaen måtte enten køre meget stærkt eller risikere at vi blev skudt. Heldigvis lykkedes det at komme hen til hospitalet. Jeg var blevet ramt i lysken af en granatsplint. Splinten var gået ind og havde ødelagt urinrøret.

’Jeg fik tæsk hele vejen’

Der gik tre måneder, hvor Peshank Kango gik ind og ud af på hospitalet. Han blev opereret hele syv gange, senest på et hospital i Aleppo, hvor operationen endelig lykkedes. Men nu stod han over for et nyt problem. Han var snart 18 år og skulle derfor ind i militæret. Men på grund af behandlingen af skaderne efter bomben, kunne han ikke komme frem. Han kunne heller ikke bevise, at han var studerende, for skolerne var lukket på grund af krigen. Altså havde han kun én udvej: Han måtte flygte.

– Pludselig kom 5-6 politibetjente og sparkede døren ind til vores hus. De tog mig i nakken og pressede mig ind i bilen og kørte mig hele vejen til stationen. Mine hænder var bundet, og jeg måtte ikke kigge på dem. Jeg skulle kun kigge ned på jorden. De slog mig og bandede over mig, og henne på politistationen smed de mig i et fængsel langt nede under jorden. Jeg fik tæsk hele vejen…

’Jeg dør nok her’

– De smed mig ind i et lille rum på omkring 10 kvadratmeter. Der var næsten halvfjerds mennesker. Folk sad ovenpå hinanden, det var mørkt, ingen sol, ingen ilt. Fangerne begyndte at spørge: Hvad fik du at spise sidste gang? Hvordan er livet udenfor? Er der nogen mennesker tilbage? De havde ikke været udenfor i lang tid. De vidste ingenting.

– Jeg tænkte: Jeg dør nok her. Jeg vidste jo, hvordan man bliver slået og tortureret i fængsler. Der er mange, der dør derinde. Men fangevogteren sagde: Du har 90 dage, hvor du skal spise, sove og overleve. Det er de tre opgaver, du skal klare. Fangevogteren var selv fange, men havde betalt en masse penge til politiet for at få ekstra mad og ikke blive tæsket. Han var rigtig flink.

– Dagene gik, og det var rigtig hårdt. Hver dag hørte jeg historier om nogle, der var blevet tæsket. Andre ved ikke om de nogensinde kommer ud, og deres familie ved ikke, hvor de er henne. Nogle af fangerne døde, omkring 20 af dem, og dem tog Politiet bare ud og begravede dem i en massegrav langt væk. Mange forældre venter stadig på deres børn og tror, at de kommer tilbage, men de er døde. Forældrene får ikke noget at vide, med mindre de betaler en masse penge til Politiet. Min mor forsøgte også at finde ud af, hvor jeg var, men Politiet udbad sig en million syriske pund (ca. 13.000 kroner – red.) for at fortælle det.

’Gud kan ikke hjælpe dig her’

Peshank Kango var den yngste i fængslet, så det var ham, der skulle gøre rent og servere mad for de andre fanger.

– Hvis jeg ikke gjorde det, fik jeg tæsk. Og de jagede med mig: ”Hurtigere, skynd dig, gør det og gør det!” Det lyder nemt at fortælle, men du kan ikke forestille dig, hvordan det er derinde og ved at du måske ender med at dø.

Især et minde sidder fast i Peshanks hukommelse:

– En gang kom der en betjent ind i fangehullet og kaldte på en person. Denne var lidt for langsom til at komme op, og så begyndte betjenten at tælle en, to, tre. Manden gjorde alt for at komme hurtigt hen til betjenten, men da han nærmede sig, sparkede betjenten ham på brystkassen, så han faldt bagover. Betjenten sagde:” Rejs dig op!” Det gjorde han, men måtte ikke kigge op på betjenten.

– Jeg har hørt mange gange folk blive tortureret og skrige og sværge. Så siger politibetjentene til dem: ”Gud, Muhammed og Jesus hjælper dig ikke her! Der er ikke nogen, der kan hjælpe dig herinde. Du skal indrømme”. Og de indrømmelser, de beder om, er det, de gerne vil høre. Det er ikke sandheden.

’Jeg var helt smadret’

Peshank Kango kom ud af fængslet efter 18 dage.

– Jeg var helt smadret. Og så tænkte jeg: Jeg skal bare ud af det her land. Det bliver sidste gang, jeg sætter mine ben her.

Han flygtede til Tyrkiet og ville videre til Danmark. Sammen med 40 andre steg han ned i en lille gummibåd for at sejle over Middelhavet. Børn, kvinder, mænd, gamle. Tuen varede 45 farlige minutter. Båden kunne kæntre når som helst og sende flygtningene i druknedøden.

– Inden jeg steg ombord, stod jeg lige og tænkte mig om. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg vil hellere dø i Middelhavet end at være i et syrisk fængsel. Krigen var ikke det værste; det var opholdet i fængslet. Du kan ikke forestille dig de traumatiske oplevelser, jeg havde derinde. Folk døde mellem os derinde.

– Så jeg steg ombord, og det lykkes at komme over vandet, dvs. vi blev samlet op af kystvagten. De hentede først børnene, så kvinderne og til sidst mændene. Jeg var i Grækenland en måned, og tog derefter til Italien og videre til Danmark.

’Mange taler grimt om flygtninge’

I Danmark skulle han begynde helt forfra på sit liv. Lære sproget, forstå samfundet og – efter hånden som han bedre kunne forstå dansk – opleve den polariserede debat på de sociale medier.

– Jeg er glad for at være i Danmark og taknemmelig for at alt det, jeg har fået, indtil jeg kunne klare mig selv og stå på egne ben. Men på sociale medier møder jeg folk, der taler grimt om flygtninge. Ikke alle, men det er svært for mig, at der er partier i Danmark, der taler grimt om flygtninge. Det kan man ikke være bekendt!

– Når man arbejder på Christiansborg, skal man være mere fornuftig. Selvfølgelig har man ytringsfrihed, men hvis jeg fx var ansat på et hospital, kan jeg jo ikke tillade mig at tale grimt om patienterne. Jeg har det svært med generaliseringer, hvor man bare siger at indvandrere gør sådan og sådan. I stedet for at pege på problemerne bør de gøre noget ved dem, fx de kriminelle som ødelægger det for alle andre.

Kan ikke gøre det godt nok

Peshank startede på sprogskole, og efter 8 måneder fik han mulighed for at komme på højskole. Derefter bestod han dansk 2 og tog derefter 9. klasse på otte måneder.

– Nu tager jeg så HF, for jeg har besluttet mig for at læse til pædagog. Jeg har altid været interesseret i at arbejde med børn, fortæller han.

Men han oplever stadig folk, der siger: Du kan ikke lære dansk, du kan ikke tage en uddannelse eller få et arbejde.

– Men når jeg så taler dansk og begynder at studere, siger folk; Nu får du SU; det er vores penge. Du gik på højskole, det er vores penge; du arbejder som tolk, hvordan skal det hjælpe det danske samfund? Uanset hvor godt man gør det, er der stadig nogle, der bare taler grimt til dig og siger, at du er et dårligt menneske.

’Kan vi ikke prøve at forstå hinanden?’

Derfor vil Peshank Kango nu blande sig i debatten.

– Der er også gode mennesker, og vi er blevet behandlet godt. Men vi er også nødt til at tale om de mennesker, der taler grimt om os hele tiden. Kan vi ikke mødes og tale sammen og prøve at forstå hinanden og ikke bare sidde bag skærmen og angribe hinanden?

– Jeg vil ønske, at jeg kan gøre den forskel om nogle år. Jeg kunne sagtens finde på at komme ud til de mennesker som ikke synes, at jeg skal være her. På sociale medier taler man ofte med dem, der er enige. Men jeg vil gerne ud og tale med dem, som er uenige med mig. Det er jo dér, vi har problemet. Bare tale med dem, høre hvorfor er de sure, hvorfor de ikke vil have mig. Vi er alle sammen borgere i det her land, men vi har et problem.

Peshank Kango er valgt ind i DFUNK’s landsstyrelse og får måske en platform dér. Men uanset hvad, så fortæller hans historie, at de millioner af syriske flygtninge er mennesker med forfærdelige minder i bagagen. Det er ikke kun tal og statistik og generelle rapporter om krigen, der nu har varet i otte år.