Hold en pause og tænk dig om!

DEBAT: Når vi bliver tilbøjelige til at fordømme andres dårlige sider, trænger vi til at holde en pause og danne os et nuanceret menneskesyn.

Kommentar af Marianne Olsen

Når man er i en brændbar situation, glemmer man alt for tit at tænke over, hvilke muligheder et menneske har. Tilbøjeligheden til at handle (for) hurtigt og forarget, forhindrer eftertænksomhedens pause, hvor man kunne erkende, at både heltedyrkning og skurkefordømmelse oftest er ufrugtbare fænomener.

Det går hurtigt i disse dage med Corona, politimord og Black Lives Matter. Inden vi kaster os ud i voldsorgier, afbrændinger og væltede statuer, vil en tænkepause ikke gøre nogen skade.

To forudsætninger er dog værd at tage med i betragtning, inden pausen:

For det første er det en lettelse at vi ikke skal se statuer af Hitler, Stalin eller Pol Pot i gadebilledet. Vi græd også tørre tårer, da vi så statuen af Saddam Hussein blive væltet, selv om folk opførte sig vildt.

For det andet er næsten alle borgere her i landet enige om, at det er en uskik at brænde bøger, en idé, der gentages efter nazistisk mønster: I det tredje rige arrangerede propagandaminister Goebbels den første bogafbrænding den 10. maj 1933 i Berlin. Her blev 20.000 bøger af jødiske og anti-nazistiske forfattere kastet på bålet.

Bøger skal ikke brændes, men læses

Det er nemlig en god idé at huske, hvad man har at forsvare: Bøger skal ikke brændes, men læses. Det gælder både gode og dårlige bøger, opbyggelige bøger og bøger med destruktiv propaganda. Og der er statuer, hvis modeller vi bør vide noget om, og statuer, vi ikke bryder os om at se på.

Spørgsmålet er, hvad vi forlanger af de folk, der er blevet rejst statuer af. Racisme er en hæslig fordom, en illusion om at menneskers forskellige udseende eller kultur afslører bestemte egenskaber. Men er det et godt argument for at fordømme hele det fordomsfulde menneske?

Churchill var racist

Man har sagt – og med rette – at Winston Churchill trods heltestatus blev afsløret som racist.

Han har leveret hårrejsende racistiske udtalelser. For blot at nævne én sagde han om inderne, at han hadede dem, at de var bestialske folk med en bestialsk religion, og han var medansvarlig for den bengalske sultkatastrofe i 1943.

Samtidig spillede han en hovedrolle i befrielsen af Europa for den nazistiske pest.

Frankrig under de to verdenskrige

I Frankrig havde man, da nazisterne besatte landet, en leder, der samarbejdede med Hitler. Efter krigen blev Philippe Pétain dømt til døden for landsforræderi, en dom, der dog blev ændret til livsvarigt fængsel.

Men skurken Pétain var en stor helt under Første Verdenskrig – ’Den store krig’. De Gaulle blev Anden Verdenskrigs franske helt, fordi han netop ikke ville samarbejde med det nazistiske Tyskland. Han skabte de frie franske styrker. Men under Første Verdenskrig, var han Pétain så hengiven, at han opkaldte sin søn, Philippe de Gaulle efter ham.

Både Churchill og Pétain havde begge meget ubehagelige sider. Det er nok en eftertanke værd.

Fordømmelse eller forandring?

Når vi giver os af med at fordømme folk, hvis gode og dårlige sider vi kender, trænger vi til at holde en pause og prøve at danne os et nuanceret menneskesyn. Det betyder noget at tilegne sig viden, og det går måske op for os, at alle mennesker har muligheder for godt og ondt. Og at det også gælder os selv.

Det kan vi bruge til at være opmærksomme på, hvilke af de muligheder vi vil bruge, når vi selv skal handle.

Det er trods alt kun os selv, vi kan lave om på – hvis vi altså kan. Og det er konstruktivt i modsætning til at forarges over ’de andres’ handlinger, som vi ikke kan ændre.