Hvad huskes Danmark for om 77 år?

DEBAT: Hvad hjælper det at danske jøder overlevede for 77 år siden, når vi i dag fører en politik, der demonstrerer ligegyldighed over for menneskeliv.

Af Marianne Olsen

For 77 år siden hjalp befolkningen truede danskere til at flygte. Størstedelen af dem blev reddet og modtaget i Sverige. Hvad bliver der i dag af truede mennesker, der har brug for beskyttelse? Kan det virkelig være rigtigt at dansk politik nu sender medmennesker væk til tortur og død?

Kulturen på p1 den 6. juli bringer et interessant interview med den afgående direktør for Dansk-Jødisk Museum, Janne Laursen.

Janne Laursen fortæller om sit arbejde som formidler og om museets tilblivelse, om Daniel Libeskind, det jødiske museum i Berlins arkitekt, der også byggede vores i København. Janne Laursen fortæller også om den enestående status museet har som dansk kulturarv, og om den taknemmelighed danske jødiske kredse viser, fordi så stor en del af de danske jøder for 77 år siden blev reddet til Sverige under nazisternes besættelse af Danmark.

Ny og gammel dansk antisemitisme

I interviewet kommer det frem, at antisemitismen ganske vist har fået nye nuancer med udtrykt had til Israel og forvekslingen af israelske og danske jøder – og jøder i det hele taget, men Janne Laursen lægger heller ikke skjul på det hun kalder ’den gamle antisemitisme’, fordommene om at jøder har penge, og at der skulle eksistere en jødisk lobby. Jeg fornemmede dog også et smil, da hun fortalte om sin opskrift på en lækker jødisk mandelkage.

Så langt så godt.

Forhåbning og skuffelse

Men så er det, jeg kommer jeg til at tænke på denne regering, som i hvert fald jeg havde så store forhåbninger til, men som gang på gang skuffer, fordi den holder mange mennesker vågne om natten med sine brutale trusler om ’hjemsendelse’ dvs. ødelæggelse af de menneskeliv, som vi har ansvar for.

Jeg spørger mig selv – og nu min kære læser, om dagens kyniske politik vil bringe hjælpsomheden fra dengang for 77 år siden i glemmebogen? Det er jo så længe siden. Skal vores efterkommere om 77 år lære, at danskerne lagde demokratiet for had ved at manifestere sin menneskeforagt? Skal de lære, at det lille land accepterede diktatorer i Syrien og usikre regeringsførelser i Somalia og Afghanistan? At Danmark udelukkede sig fra ethvert medmenneskeligt selskab, at verdenssamfundet var os ligegyldigt, så vi kun blev til foragt for den frie verden?

Ytringsfrihed og -pligt

Skal vi i dag finde mod og gøre hvad vi kan for at redde vores fædreland for den forsmædelse, må ytringsfriheden appellere til magthaverne og håbe på deres fornuft og en ny indsigt:

Og her finder jeg til min glæde et åbent brev som en af mine Facebook venner, Bo Hoff, har sendt til integrationsministeren:

”Tesfaye, vær sikker på, at jeg vil kæmpe imod din og Dansk Folkepartis hjerteløse flygtningepolitik så længe jeg lever. Mine nære venner blandt vores syriske flygtninge lever i stor angst og frygter for deres liv på grund af dig og det helt utroværdige skønmaleri, du har bestilt hos Rambøll. Paradigmeskiftet fra 2019 var en meget alvorlig fejltagelse og et brud med flere generationers politik om at hjælpe mennesker i nød.”

Paradigmeskiftet

Ifølge et par af de væsentlige bestemmelser i lov 140 – ’paradigmeskiftet’, er det nu sådan at opholdstilladelser til flygtninge fremover kun skal være midlertidige og at hovedreglen skal være, ”at flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, når det er muligt, medmindre det er i direkte modstrid med Danmarks internationale forpligtelse. Med andre ord: Flygtninge skal sendes tilbage til deres hjemland, når det er muligt.”(Citeret fra DR, 21. februar 2019).

Elastik

Det er udtrykket ’når det er muligt’, som truer med at være et elastikudtryk, der sætter vores medmenneskers liv i fare. Hvorfor? Hvorfor skal vi sværtes til som en nation, der ønsker verdens flygtninge væk fra det land, som kunne være et godt land med sin ufattelige rigdom, et samfund, vi har bygget op sammen med vores forfædre og -mødre. Hvorfor skal det nu gøres til et af de ringeste og mest gerrige samfund i verden?

Og i øvrigt…

…mangler vi stadig at få vore børn hjem fra de syriske lejre.Er det overhovedet lovligt? Vores regering gør sig skyldig i både at sende flygtninge, der har brug for vores beskyttelse ud til tortur og død – og i at nægte vores egne børn at komme hjem til det land som retmæssigt er deres.

Hvad hjælper det at danskere overlevede for 77 år siden, når vi i dag fører en politik, der demonstrerer ligegyldighed over for menneskeliv. Hvordan kan vi bortvise medmennesker, der har brug for husly hos os selv? Hvor er sammenhængen?